Ny bog illustrerer systemfejl

Ubrugelig statistik markedsfører regeringens politik, og Folketinget får forvrængede informationer, mens politisk ubekvemme rapporter druknes i metodiske forbehold. Det er blot et lille udpluk af de metoder, som embedsmænd benytter for at hjælpe deres ministre.

Sådan lyder det anonymt fra embedsmænd i bogen "Mørkelygten", som er skrevet af den Cavling-prisvindende journalist Jesper Tynell. Kapitel for kapitel hudfletter embedsmændene den offentlige opfattelse af dem, som skulle være den faglige garant for lovlighed, sandhed, faglighed og partipolitisk neutralitet.

Bogens indhold chokerer ikke Jørgen Rosted, der blandt andet har været tidligere finansdirektør i Finansministeriet og departementschef i Erhvervsministeriet fra 1994 til 2002. Han mener, at der er opstået et nærmest symbiotisk forhold mellem topembedsmænd og ministre. Det er en væsentlig årsag til, at embedsmændene optræder som ministerens håndlangere over for Folketinget.

“Bogen er et eksempel på en efter min mening alvorlig systemfejl. Jura og tal kan altid tolkes, og som det er i dag hænger embedsmændene meget sammen med ministeren og er så loyale. De ved, at det vil genere ministeren voldsomt, hvis de sagde det til Folketinget, så det undlader de,” siger Jørgen Rosted, der i dag er selvstændig rådgiver.

Bogen er et eksempel på en efter min mening alvorlig systemfejl. Jura og tal kan altid tolkes, og som det er i dag hænger embedsmændene meget sammen med ministeren og er så loyale. De ved, at det vil genere ministeren voldsomt, hvis de sagde det til Folketinget, så det undlader de.

Jørgen Rosted
Tidligere departementschef

Embedsmænd laver politikken
Han oplever, at embedsmænd har fået utrolig stor indflydelse på dagens politik. 

“Opgaverne for politikerne er blevet så komplekse, at de slet, slet ikke kan klare det som i gamle dage. De er nærmest hjælpeløse over for politikudvikling. Og der kommer ingen politikudvikling fra Folketinget længere. Og hvad sker der så? Jamen så bliver det i stedet de ledende embedsmænd, der går ind og udfylder det tomrum.”

Hvis der var en anden balance mellem embedsapparatet og dem, der laver politik, så tror jeg flere oplysninger ville komme videre til eksempelvis Folketinget.

Jørgen Rosted
Tidligere departementschef

Ifølge Jørgen Rosted er vi helt derude, hvor ministeren blot behøver sige, at der skal gøres noget på et område, og det skal være i den og den retning.

“Mere får man ikke at vide. Resten laver embedsmændene selv. Det er helt ekstremt, hvad embedsmænd laver af politisk tænkning.”

Begrænset indsigt til Folketinget
I "Mørkelygten" kan man læse, at embedsmænd i høj grad skeler til ministerens interesser, når de udformer oplysninger til Folketinget. Det er blandt andet blevet udtrykt af en embedsmand under afhøringer i Statsløsekommissionen.

“Hvis man skulle have oplyst sagen fuldt ud, så skulle man have forklaret, hvor mange afslag der var givet før og efter, man opdagede det. [...] I og med at man ikke oplyser om processen, så er det en beskyttelse af [...] ministeren. Sådan er det ofte med beslutningsprocesser.”

Jørgen Rosted ser blandt andet tendensen som udtryk for, at embedsmændenes rolle som politikudviklere er gået for vidt. Han mener, der er behov for at skabe et ekstra lag af egentlige politikmagere i ministerierne. Og ikke fra embedsmændenes egne rækker, men derimod politikere og kyndige folk hentet ind udefra til at stå for at lave konkret politik i en given periode. 

“Hvis der var en anden balance mellem embedsapparatet og dem, der laver politik, så tror jeg flere oplysninger ville komme videre til eksempelvis Folketinget.”

Umulig dobbeltrolle
Jørgen Rosted mener, at det i dag er mere end svært at løfte opgaven både som den, der skal føje ministeren og være garant for lovligheden.

Som eksempel nævner han Statsløsesagen, og hvordan daværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbeck (V) politisk var nødt til at finde en løsning for som minimum at forhale situationen for ikke at løbe ind i problemer med Dansk Folkeparti.

“Men hvem skal hjælpe Birthe Rønn Hornbeck med det? Hun er jo ikke ekspert i statsløsesager. Så i stedet må departementschefen, afdelingschefen eller kontorchefen hjælpe med at finde en løsning på en sag, der jo virkelig kunne rokke regeringsbåden. Samtidigt skal de være bagstopper og garanter for, at man ikke går for langt. Det er nærmest umuligt for et enkelt menneske at være så splittet.”

Jørgen Rosted oplevede det selv i sin tid fra forskellige ministerier.

“Jeg har selv siddet derinde, og man får et så symbiotisk forhold til ministeren, fordi de ledende embedsmænd er helt afhængige af, at ministeren overlever, og at ministeriet er velfungerende. Så er det ekstremt svært ikke at få skubbet det med lovligheden i baggrunden.”

Ingen politiske embedsmænd
Et hold af politikmagere vil samtidig gøre det nemmere at lave større reformer, fordi man ikke er afhængig af at skulle overbevise ledende embedsmænd om ideer, der piller ved systemer, som embedsmændene måske selv har været med til at bygge op efter 20-30 år i centraladministrationen.

Han er derimod meget imod egentlige politisk udnævnte embedsmænd, som man kender fra USA og Sverige.

“Det er jeg meget kritisk overfor. Det vil efter min mening skabe flere problemer, end det løser. Fordi hvem i alverden skal så sikre alt det, som bogen giver anledning til at diskutere. Skulle vi så have særlige lovfortolkere eller kontrollanter. Det mener jeg, er en helt forkert vej at gå.”

Juridiske skænderier
I "Mørkelygten" kommer Jesper Tynell blandt andet ind på manglende juridiske rammer for ministeriernes embedsmænd. I kølvandet på bogen er der desuden kommet en stor diskussion, efter flere jurister fra regeringen i bogen fortæller, at de blot følger ordrer og først siger fra, hvis der foregår noget "klart ulovligt" i ministerierne. Men heri er der intet nyt under solen, mener Jørgen Rosted.

“Sådan har det efter min mening altid været. Når det ikke er klart ulovligt, så kan der være forskellige vurderinger, og så må det være op til ministeren, hvem han eller hun følger.”

Og jura er bestemt ikke en eksakt videnskab. Jørgen Rosted har tit været rygende uenig med folk internt i ministeriet om juridiske tolkninger, men også jurister fra de forskellige ministerier kommer til tider op at toppes.

“Jeg har siddet til mange drøftelser på statsministerens kontor, hvor der har været fire ministre og seks embedsmænd, der er røget i totterne på hinanden om, hvad juraen var. Og hvor politikerne så til sidst måtte beslutte sig for noget.”

Han mener derfor heller ikke, det kan være anderledes, end at det i sidste ende må være ministerens ansvar, hvad der kommer over til Folketinget.

Embedsmænd vil bevare
Reformering af forholdet mellem politikere og embedsmænd er med jævne mellemrum til diskussion. Ofte beskyldes embedsapparatet for selv aktivt at modarbejde alle former for ændringer. Og tilbage i Jørgen Rosteds tid var det da heller ikke helt forkert.

“Jeg mener det samme nu, som da jeg selv var departementschef, og da havde jeg hårde diskussioner med alle de andre departementschefer som Nils Bernstein, Ulrik Federspiel og Michael Lunn. Vi var rygende uenige om det. Den udbredte holdning var, at vi er her for at bevare.”

Jørgen Rosted oplever dog, at der blandt den gamle garvede garde er kommet et holdningsskred blandt flere af de tidligere kolleger. Men han vurderer ikke, at holdningsskredet har forplantet sig til de nuværende topembedsmænd. Han tror, mange embedsmænd netop har fået smag for det politiske arbejde. Herunder den magt, der følger med.

“Hvis en departementschef er dygtig og forstår at spille på systemet, så har de jo markant større magt end nogen folketingsmedlemmer. Og det er den magt, som jeg synes, der skulle deles med lidt flere,” siger han.