Mange opfatter helt instinktivt ”opsparing” som et plusord i sig selv, men man kan også få for meget af en god ting. Opsparing indebærer - ligesom alle andre handlinger - nogle omkostninger, og hvis omkostningerne overstiger gevinsten ved den formuestigning, som opsparingen skaber, er den ikke hensigtsmæssig.

Det gælder derfor ikke om at skabe så stor opsparing som mulig, men om at opsparingen ligger på et hensigtsmæssigt niveau – hverken for stort eller lille.

Fire forhold, der skaber ikke-optimale opsparinger

Er der så nogen konkrete grunde til at tro, at vi som samfund faktisk lægger for meget af vores indkomst til side?

Tja, der kan i hvert fald peges på fire forskellige forhold, hvor institutionelle regler kan tænkes at frembringe en opsparing, som ikke er optimal - hverken fra et privat eller samfundsmæssigt synspunkt:

1. Den helt store game changer for danskernes opsparing har været udbredelsen af obligatoriske arbejdsmarkedspensioner fra 1990’erne og fremad. Danske økonomer er normalt glade for pensionssystemet, og der er udbredt enighed om, at den gennemsnitlige dansker vil spare for lidt op til pension, hvis vedkommende selv på egen hånd skal stå for at lægge til side.
   
   Men er det sikkert, at den nuværende tvungne opsparing har den rette balance, eller kan den tænkes at gå for langt, så nogle ender med at spare for meget op til alderdommen i forhold til det liv, de kunne have haft gavn af at leve som yngre?
   
   Man kan for eksempel godt stille spørgsmålstegn ved, om det er optimalt for unge erhvervsaktive, at de tvungent skal indbetale en stor andel af deres bruttoløn på en pensionsopsparing i de samme år, hvor de etablerer sig og derfor har behov for at anskaffe sig en række varige forbrugsgoder. Eller om boligeejere ikke bør kunne veksle noget af pensionsopsparingen til friværdi i boligen, så de ikke tvinges til at foretage dobbelt opsparing.
2. Den såkaldte makroprudentielle regulering lægger en række begrænsninger på husholdningers og virksomheders mulighed for at tage lån. Baggrunden herfor er markedsfejl i banksystemet og andre steder i den finansielle sektor, som kan medføre en række problemer på de finansielle markeder, hvis der ikke blev lagt begrænsninger på lånemulighederne.
   
   Men igen kommer reguleringen med en omkostning. I dette tilfælde som følge af at eksempelvis begrænsninger i mulighederne for at belåne friværdien i en ejerbolig kan medføre, at nogle husholdninger presses til en finansiel opsparing, som er for stor set i forhold til, hvordan husholdningen selv ideelt set ville fordele sit forbrug over livsløbet. I økonomjargon vil man sige at boligejerne ikke får lov til at foretage en optimal intertemporal forbrugsudjævning.
3. Der finder en betydelig kapitalakkumulation sted i danske fonde, som besidder en væsentlig del af nationalformuen. Denne fondskapital er et væsentligt træk ved dansk erhvervsliv, som er underlagt særlige skatteregler og incitamenter i virksomhedernes ledelse.
   
   Er det sikkert at reglerne, der omgiver denne ejerstruktur, også fører til en samfundsmæssigt hensigtsmæssig formueudvikling?
4. Den offentlige opsparing er et kapitel for sig. Forskningen i såkaldt optimal finanspolitik peger på, at der er gevinster ved at spare ned (tage lån) i perioder med særligt store udfordringer og spare tilsvarende op i perioder, hvor behovene er relativt små. Dette er et argument for at lade den offentlige saldo svinge i takt med blandt andet befolkningsudviklingen. Et andet argument taler for, at mange offentlige investeringsudgifter med fordel kan lånefinansieres.
   
   Men disse hensyn passer ikke helt godt med det nuværende rammeværk for de offentlige finanser, hvor man de facto er tæt på at forfølge et mål om balance på den strukturelle saldo. Denne problemstilling kan blive relevant i stigende grad i takt med, at vi går ind i den såkaldte hængekøjeperiode, hvor der bliver relativt flere ældre.

Det store betalingsbalanceoverskud kan virke som et luksusproblem. Men den meget høje indenlandske opsparing er så markant, at det forekommer relevant at overveje, om man faktisk har skudt over målet og er gået fra en national opsparing, der var for lille, til en situation hvor den er for stor.

En konsekvens heraf vil være, at vi afsætter for få resurser til forbrug - offentligt som privat - og til gengæld for mange til nettoeksporten. Det er ikke nødvendigvis det bedste i en situation, hvor der efterspørges mere arbejdskraft til blandt andet stigende sundheds- og plejebehov for befolkningen i de kommende år.