Analyse af 
Erik Holstein

Holstein: Oprørets år

ANALYSE: Mens Christiansborg var fastfrosset i topskatte-slagsmål, slog anti-establishment-bevægelserne igennem i 2016. Den vestlige verden præges af nye modsætninger og alliancer, herhjemme afspejlet af tilnærmelsen mellem DF og S.

Donald&nbsp;Trump og Nigel Farage blev symptomer på det oprør, der ramte den vestlige verden i 2016.&nbsp;Det er en&nbsp;tendens, der stiller de danske toppolitikere over for svære strategiske&nbsp;valg.&nbsp;<br>
Donald Trump og Nigel Farage blev symptomer på det oprør, der ramte den vestlige verden i 2016. Det er en tendens, der stiller de danske toppolitikere over for svære strategiske valg. 
Foto: Nigel Farage
Erik Holstein

2016 har været et vildt dramatisk år med skelsættende begivenheder, som vi knap nok er begyndt af mærke virkningen af. I juni kom Brexit, juli blev præget af bestialske terrorangreb i Frankrig og Tyskland, og i november kom så valget af Donald Trump.

Det er begivenheder, der har fået centrale danske politikere til at standse op og genoverveje deres politik.

Strategisk pointe
Mens den bizarre hanekamp om topskattelettelser på overfladen dominerede Christiansborg i 2016, var den vigtigste udvikling reelt samarbejdet mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. En bevægelse, der startede i 2015, men som blev udbygget og intensiveret i år.

Det nye forhold mellem S og DF er påvirket af den stærke anti-establishment-bølge, man ser overalt i Europa. Samarbejdet har strategisk betydning og er vigtigere end udvidelsen af Venstre-regeringen med Konservative og Liberal Alliance, der mest var en taktisk foranstaltning.

Nye fronter
Vælgerne stemmer nu på tværs af de gamle klasseskel mellem arbejdere og arbejdsgivere. Den klassiske modsætning er der stadig, men den suppleres af nye modsætninger. Det er globaliseringens konsekvenser, der skiller vælgerne på en ny måde.

For en del vælgere er globaliseringen en klar fordel. Den betyder lavere priser på varer, billigere arbejdskraft og nye spændende jobmuligheder i udlandet. Det er især arbejdsgivere, akademikere, højere embedsmænd, universitetsstuderende og selvstændige i de nye sektorer, der høster disse fordele.

For andre grupper har udviklingen med arbejdskraftens frie bevægelighed og migration af svært integrerbare grupper derimod været meget negativ. De negative konsekvenser rammer typisk almindelige arbejdere og funktionærer og visse grupper af overførselsindkomster. Her oplever man truslen fra social dumping, velfærdsturisme og dårligt integrerede indvandrere, der skaber utryghed i boligområderne.

100-årig alliance forbi
Socialdemokratiet og – i udpræget grad – Dansk Folkeparti har mange vælgere, der ser bagsiden af medaljen, mens partier som Radikale, Alternativet og Konservative i højere grad har vælgere, der har fordel af udviklingen.

Derfor er det ikke så underligt, at tiden er løbet fra den 100 år gamle alliance mellem Socialdemokratiet og Radikale. Mens de to partiers vælgergrupper havde en fælles interesse i opbygningen af velfærdssamfundet, er der nu på flere områder modsatrettede interesser mellem radikale akademikere og embedsmænd og socialdemokratiske LO-arbejdere.

Provinsens oprør
Dertil kommer den forstærkede modsætning mellem centrum og provins, hvor metropolerne stortrives, mens udkantsområderne mistrives. Konsekvenserne heraf blev tydelige både ved det amerikanske præsidentvalg, Brexit og folketingsvalget herhjemme i 2015.

Venstre og Konservative var drivende i centraliseringen med kommunalreform og politi- og domstolsreform. Men efter det katastrofale tab til DF ved sidste valg, er Venstre svinget om og kommet i front med udflytningen af statslige arbejdspladser.

Ikke mindst beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen har skubbet på udflytningen, som er meget ildeset i københavnske embedsmandskredse, men som et klart flertal i befolkningen går ind for. Igen med de radikale vælgere som den klareste undtagelse.

Trætte af møder og proces
Endelig er der internt i den offentlige sektor en tiltagende modsætning mellem teoretikere og praktikere. Mange steder er der ansat flere ledere, mellemledere og akademiske medarbejdere på bekostning af velfærdssamfundets fodsoldater som SOSU-assistenter, sygeplejersker, lærere og pædagoger.

Det betyder en højere mødefrekvens, mere fokus på proces og tilsvarende mindre tid til direkte borgerbetjening. Det er delvist resultat af en forfejlet uddannelsespolitik, hvor for mange har fået en universitetsuddannelse og for få en håndværker-eller erhvervsuddannelse.

Konkret betyder det, at modsætningen ikke kun som i gamle dage går mellem de borgerlige, der ville begrænse den offentlige sektor, og venstrefløjen, der ville udvide den. Nu er det mindst lige så meget et spørgsmål om, hvilke fagpersoner der skal ansættes i den offentlige sektor.

I ruiner
Analysen af de nye modsætninger i samfundet er vital for, hvordan partierne kommer til at klare sig i de kommende år. Flere steder i Europa ligger de socialdemokratiske partier i ruiner, ligesom Demokraterne i USA tabte størstedelen af den hvide arbejderklasse. Ganske enkelt fordi man ikke længere varetog dens interesser. 

Herhjemme har de socialdemokratiske strateger taget konsekvensen og anlagt en betydelig mere kritisk linje over for EU og migration og flygtningestrømme fra den tredje verden. Det er en vigtig årsag til, at de danske socialdemokrater - i modsætning til mange af deres søsterpartier - står stærkere end i mange år og nu kan udnytte DF's krise til at vinde arbejderstemmer tilbage.

Venstres valg
For den borgerlige treparti-regering er de nye komplekse interessemodsætninger tricky.

Internt i Venstre er der forskellige opfattelser af, hvor meget man skal imødekomme anti-establishment-bølgen.

Mens Troels Lund Poulsen sammen med skatteminister Karsten Lauritzen (V) og integrationsminister Inger Støjberg (V) står for en stram værdipolitik og en mere kritisk EU-politik, ligger finansminister Kristian Jensen (V) og europaparlamentariker Morten Løkkegaard (V) på den modsatte fløj.

Brian kontra Per Stig
Samme modsætning kan ses hos Konservative, hvor erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) knap var tiltrådt, før han overraskede alle med sin bemærkning om, at danskerne skal stoppe med ”at mobbe bankerne”.

Heroverfor står partiets nestor Per Stig Møller (K), der for nylig udtalte en stærk kritik af uduelige direktører, der får gyldne håndtryk, mens hårdtarbejdende lønmodtagere fyres uden kompensation. Per Stig rettede også kritik af, at yderområder i Danmark lades i stikkes.

Her står en alliance med den finanspolitiske elite over for en klassisk konservativ holdning om nationens sammenhængskraft.

Endelig er der Liberal Alliance, der – på trods af partiets ønske om nedskæring af den offentlige sektor – kan finde offentligt ansatte som allierede i kampen mod bureaukratiet. Omvendt har LA's begejstring for Uber og partiets afslappede holdning til social dumpning drastisk begrænset appellen til de globaliseringskritiske vælgere.

Rasende upopulær
Venstre har under Lars Løkke Rasmussen (V) bevæget sig væk fra positionen under Fogh (V), hvor man konkurrerede med socialdemokraterne om at forsvare velfærdsstaten. Det ses ikke mindst af Løkkes ihærdige indsats for endnu en forhøjelse af pensionsalderen.

For de fleste højtuddannede vil en højere pensionsalder være ret uproblematisk, mens mange funktionærer, små selvstændige og LO-arbejdere allerede i dag ser pensionsalderen som for høj. En modsætning, der går parallelt med modsætningen mellem globaliseringens vindere og tabere.

Problemet for regeringen er, at hverken de økonomiske vismænd eller vælgerne ser et skrigende behov for en ny pensionsreform. Som en Norstat-måling for Altinget viser, støtter 19 procent af vælgerne Løkkes forslag fra 2025-planen om, at pensionsalderen sættes op med et halvt år. Men 70 procent er imod.

DF's formand Kristian Thulesen Dahl har i et interview med Altinget blankt afvist, at DF vil medvirke til en hævet pensionsalder, og samme toner lyder fra S-formand Mette Frederiksen.

VLAK som administratorer
Der er al mulig grund til at tro, at det uformelle samarbejde mellem DF og S vil fortsætte i 2017, og de to partier er ikke blevet mere tilbøjelige til at komme Løkke i møde, fordi regeringen nu er udvidet med Konservative og Liberal Alliance. Snarere tværtimod.

Tidligere var der i DF og S en vis interesse for at afhandle centrale aftaler mellem DF, S og Venstre-regeringen. Den interesse er kølnet, efter K og LA er kommet med om bord.

Regeringen er ganske enkelt imod tidsånden med ønsket om "nye ambitiøse reformer". Det ser de fleste vælgere nemlig som utrygskabende forringelser af det klassiske velfærdssamfund i en tid, der i forvejen er utryg.

Hvis Mette F. og Thulesen ønsker det, kan de lægge reformerne ned og diktere VLAK-regeringens politik. Det vil ikke få regeringen til at falde, men det kan slide den gradvist op.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Brian Mikkelsen

Adm. direktør, Dansk Erhverv, bestyrelsesformand, Nationalmuseets Museumsråd, bestyrelsesnæstformand, Kraks Fond, bestyrelsesnæstformand, Ove K investfond, formand, Ordrupgaard Advisory board, bestyrelsesmedlem, ATP, bestyrelsesmedlem, Pension Danmark
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

Per Stig Møller

Fhv. udenrigsminister, kultur- og kirkeminister, miljøminister, MF (1984-2015) og partiformand (K)
mag.art. (Københavns Uni. 1967), dr.phil. i litteraturvidenskab (Københavns Uni. 1973)

0:000:00