Parlamentets lobbyafhængighed under lup

BRUXELLES: Hvem er det, der skriver på de europæiske love, når de bevæger sig igennem Europa-Parlamentet? Er det politikerne, er det deres assistenter, eller er det de mellem 15- og 30.000 lobbyister, der cirkulerer rundt omkring de europæiske institutioner i Bruxelles? Det spørgsmål stilles i Bruxelles for tiden, efter en speget lobbysag har ramt EU-hovedstaden.

I hjertet af kontroversen er den belgiske parlamentariker og tidligere EU-kommissær Louis Michel. Ifølge åbenhedsorganisationen Lobbyplag har han sendt flere hundrede ændringsforslag til EU's nye databeskyttelsesforordning, hvor af ikke så få er forfattet af industriinteresser.

Den liberale parlamentariker hævder, at det er en overivrig assistent, der har underskrevet og indsendt ændringsforslagene uden hans vidende. Nu er assistenten fyret. Men spørgsmålet om, hvor stor en indflydelse udefrakommende kræfter har på parlamentarikernes arbejde står tilbage. Side om side med spørgsmålet om, hvor meget tjek de folkevalgte egentlig har på, hvad de foreslår og stemmer om.

Formel klage
Corporate Europe Observatory, der arbejder for mere åbenhed om lobbyisme i EU-institutionerne, har sendt en officiel klage til Parlamentets formand Martin Schulz. Her anklager de Michel for at have forbrudt sig mod de folkevalgtes egne etiske retningslinjer, ifølge hvilke ethvert parlamentsmedlem skal udvise "uafhængighed, integritet, åbenhed, ærlighed, gennemsigtighed og respekt for parlamentets omdømme".

Hos Lobbyplag, der har samlet informationen, ryster talsmand Max Schrems på hovedet over historiens udvikling.

"Det er totalt absurd, hvis vi har nogle politikere til at sidde i parlament, mens der er nogen andre, der gør noget bag deres ryg og uden deres samtykke. Det underminerer fuldstændig ideen om parlamentarisk legitimitet," siger han.

De får trods alt 20.000 euro til personale om måneden. Det burde være muligt for dem at finde tid til at skrive deres egne love.

Max Schrems
Medstifter af Lobbyplag

Han er også stærkt kritisk over for, at parlamentarikerne direkte kopierer ændringsforslag fra dem, der prøver at påvirke dem.

"De får trods alt 20.000 euro (knap 150.000 kr., red.) til personale om måneden. Det burde være muligt for dem at finde tid til at skrive deres egne love," siger Max Schrems.

Helt normalt
Den praksis overrasker dog ikke forsker ved London School of Economics Maja Kluger Rasmussen, der i mange år har studeret interessevaretagelse over for EU's folkevalgte.

"Det er meget udbredt. De er godt klar over i Parlamentet, at det måske ikke er så politisk korrekt. Men det er ikke noget, de ser som et reelt problem," siger Maja Kluger Rasmussen fra LSE.

Hun peger på overslag fra leder af public affairs-bureauet Burson Marsteller i Bruxelles David Earnshaw, der sammen med den britiske professor David Judge fra Strathclyde Universitet har vurderet, at 80 procent af alle ændringsforslag har et lobbyistaftryk på sig i større eller mindre grad.

I hendes egen gennemgang af interesseorganisationers indflydelse på fire konkrete lovforslag mødte hun samme mønster.

"Alle, jeg talte med, sendte ændringsforslag. Det handler om at tale parlamentarikernes sprog og gøre det så let som muligt for dem at bruge informationen," siger hun.

Stem ja her
LSE-forskeren understreger, at professionaliseringen af lobbyvirksomheden i Bruxelles er så høj, at lobbyisterne ikke nøjes med at sende udkast til ændringsforslag til parlamentarikerne. De bedst koordinerede af dem sender også hele stemmelister frem med små plusser og minusser ud for de enkelte forslag, så parlamentarikerne kan læne sig op ad dem, når de sidder i salen. Samtidig støtter mange parlamentarikere sig til udvalgte lobbyister, når de skal finde ud af, hvad de skal mene om dette og hint.

"De ender med at fungere som sekretariat for parlamentarikerne i en symbiose, hvor de somme tider nærmest overtager rollen som politisk rådgiver."

"Problemet er, når det er meget tekniske sager. Der bliver det klart, at parlamentarikerne ikke altid ved, hvad konsekvenserne er af det, de stemmer," siger Maja Kluger Rasmussen.

Mangler ekspertviden
Socialdemokraternes Christel Schaldemose bekræfter, at hun som parlamentariker jævnligt får tilsendt både ændringsforslag og stemmelister, men gør dog klart, at hun er meget påpasselig med, hvad hun bruger dem til.

"De skal ikke bestemme, hvad jeg skal stemme. Men de forsøger jo selvfølgelig så langt henne i processen som muligt at påvirke os. Der har vi et ansvar for ikke at gøre, som de siger. Vælgerne skal kunne vide, at når vi stemmer, er det ikke en eller anden organisation, der står bag," siger hun.

Schaldemose gør dog klart, at parlamentarikerne er afhængige af gode input fra dem, der bliver berørt af den lovgivning, de udformer, fordi de mangler den ekspertviden, lobbyisterne ofte sidder med.

"Det er nemt bare at sige, at det er forkert af os overhovedet at lytte til dem og tage imod forslag. Men det er også naivt. For det er svært at køre den linje håndfast, når det er meget teknisk lovgivning, vi laver," siger Schaldemose.

Rohde i søgelyset
Det er ikke første gang, den intense lobbyvirksomhed omkring netop databeskyttelsesforordningen kommer i søgelyset. Lobbyplag offentliggjorde allerede i begyndelsen af året en kortlægning af, hvor ændringsforslagene fra et enkelt udvalg i parlamentet kom fra.

Her blev det klart, at det var lykkedes interessenter som det Amerikanske Handelskammer, Amazon og Ebay at få et stort antal parlamentarikere til at kopiere deres ændringsforslag som deres egne.

Men også ngo'er, der arbejder for mere privatliv, havde stor succes. Et enkelt medlem af det svenske Piratpartiet har således stillet 65 ændringsforslag direkte klippeklistret fra lobbypapirer fra forskellige åbenhedsorganisationer.

En af dem, der også figurerer på en fremtrædende plads hos Lobbyplag, er Venstres Jens Rohde. Med i omegnen af 300 ændringsforslag til forordningen, har han været særdeles aktiv i lovgivningsprocessen. Her af vurderede organisationen, at 123 af Rohdes ændringer ville lede til mindre databeskyttelse. Samtidig sporede de en del af dem tilbage til for eksempel Amazon, Ebay og the European Banking Federation.

"Jeg er megastolt og glad for at stå som nummer tre på den liste, for det viser, at jeg har været meget flittig i mit arbejde," siger Jens Rohde.

Opfordrer selv til det
Han kan intet galt se i, at en række af hans ændringsforslag kommer fra lobbyister. Tværtimod opfordrer han dem, der vil påvirke ham, til at komme med konkrete formuleringer.

"Jeg siger til folk, at de skal vide, at hvis de giver mig et ændringsforslag, er det mit. Det betyder, at jeg kan pille i det, som jeg vil. Men hvis jeg er enig i det, de skriver, har jeg ikke noget imod at fremsætte det. Det er direkte demokrati, fordi hvorfor skulle jeg sidde og omformulere noget, som giver et fuldstændig klart snit i forhold til lovgivningen, til noget, der bliver dårligere," spørger han.

Han medgiver, at mængden af ændringsforslag kan lyde voldsom. Men han står inde for hvert og et.

"Jeg har fuldstændig styr på, hvad jeg har fremsat. Det er med fuldt overlæg," siger Jens Rohde.

Efterlyser mere åbenhed
Flere kilder i Parlamentet bekræfter, at der er kommet mere opmærksomhed på at undgå at bruge direkte formuleringer fra interessenter, efter det er blevet en kalkuleret risiko, at man kan blive hængt ud i offentligheden for det bagefter. Der er ingen, der har lyst til at fremstå som simpelt postkontor for lobbyinteresser.

Ifølge Lobbyplag er lobbyisterne også blevet mere tilbageholdende med at rundsende deres ændringsforslag til samtlige 766 parlamentarikere. Det gør det sværere for sådan nogle som dem at holde øje med dem.

SF's medlem af Parlamentet, Margrete Auken, efterlyser, at der kommer mere åbenhed omkring, hvem der taler med de enkelte parlamentarikere.

"Det er ikke et problem i sig selv, at man får hjælp til at lave sine ændringsforslag. Det, der er forkert, er, hvis man holder hemmeligt, hvem man har snakket med. Vi skal vide, hvem der har været på besøg hos hvem, og det kniber det med at få ordentligt overblik med," siger Margrete Auken fra SF

Mangler klare regler
"Problemet er, at der ikke er nogen regler for, hvordan man skal høre interesseorganisationerne," siger Maja Kluger Rasmussen fra London School of Economics.

Hun understreger, at det for eksempel kan løses ved at give borgere, virksomheder og interessegrupper mulighed for at uploade deres positionspapirer og ændringsforslag, så de bliver tilgængelige for offentligheden på et sted.

"Jo større gennemsigtighed, der er omkring politikeres arbejde, jo større mulighed er der for, at borgerne kan holde dem ansvarlige, og at man opdager uhensigtsmæssig adfærd," siger hun.

Der har været flere forsøg på at indføre et såkaldt lovgivningsmæssigt fodaftryk, som skulle gøre det muligt at følge med i, hvem der havde talt med ordførerne på de enkelte EU-lovforslag. Det har parlamentarikerne dog forkastet.

"Det er et uheldigt signal, for vi kan lyde, som om vi ikke vil være åbne. Det bryder jeg mig ikke om," siger Christel Schaldemose fra Socialdemokraterne.

Men hun gør samtidig klart, at hidtidige forsøg har vist, at det ikke er så let at indføre i praksis i en langstrakt lovgivningsproces, hvor parlamentarikerne kommer i kontakt med folk, der vil øve indflydelse på dem hver eneste dag.

"Det handler om at finde noget, som er nemt at håndtere," siger hun.