MAN SER DET for sig: Den afgående DF-formand Pia Kjærsgaard står ved målstregen og ser "sine drenge" ro i mål til sølv - lige foran A-holdet. Den historiske kendsgerning, at flere arbejdervælgere vil stemme på Dansk Folkeparti (20,5 pct.) end på det gamle arbejderparti Socialdemokratiet (19,6 pct.), må vække hendes glæde selv oven i alle de smukke ord, hun har fået de seneste dage. Poul Nyrup Rasmussen må tørre sit udsagn op om, at DF aldrig bliver stueren. I hvert fald set med arbejdernes øjne.

 

Det er en opsigtsvækkende vandring af arbejdervælgere væk fra Socialdemokratiet, som Altinget.dks mangeårige valgforsker, professor Søren Risbjerg Thomsen, Aarhus Universitet, har fundet til os ved at granske 45.000 vælgersvar til Gallup siden valget i 2011.

 

Hvor Socialdemokratiet ved valget i september 2011 fik pæne 30,5 pct. af alle arbejderstemmer (klart foran Venstres 23 pct.), er det siden kvartal for kvartal gået tilbage med opbakningen fra de faglærte og ufaglærte vælgere:

 

I fjerde kvartal var liste A's andel af arbejdervælgerne faldet til 25 pct., i første kvartal 2012 var den faldet til 22,2 pct., og så kommer hovedet på sømmet: I andet kvartal af 2012 dykker Socialdemokratiets andel af arbejderstemmerne til bare 19,6 pct. Med andre ord: Ikke engang hver femte arbejder vil nu stemme socialdemokratisk. Hver tredje vil stemme på Venstre, som i dag er landets suverænt største "arbejderparti".

 

ARBEJDERPARTI. GIVER DET overhovedet nogen mening? Hvad er en arbejder? Er det en af de op mod 350.000 danskere, der er medlem af en alternativ fagforening uden for LO, typisk den kristelige KRIFA? Er det de beskæftigede på restaurant Vejlegården, der har indgået overenskomst med deres chef uden om 3F?

 

Tiden er kommet til at revurdere begrebet "arbejder". En moderne skillelinje kunne være mellem "ydere" og "nydere", sådan lidt brutalt sagt. Mellem dem i arbejde/uddannelse og dem uden for arbejdsmarkedet. Bevares, nydere kan også være ældre, så det behøver ikke være et skældsord at opdele danskerne i nydere og ydere. Man nyder vel sit otium.

 

Hvis ikke den danske arbejder er klassebevidst længere - og det er han/hun jo ikke, når man stemmer på så vidt forskellige partier - så er ladeporten åben til, at ansatte på anden vis definerer sin stand eller klasse: Som dem, der bidrager til samfundet. Og som dem, samfundet derfor skal tage vare på, hvis samfundet skal tilbage på vækstsporet. Sagt på konservativt: - Det skal kunne betale sig at arbejde. 

 

Det kunne være interessant statistisk at følge med i, hvordan danske vælgere på overførselsindkomst sætter deres kryds. Om de også flytter væk fra Socialdemokratiet mod Enhedslisten og SF, eller hvem de betror deres stemme.

 

Der er heldigvis i denne tid et klart skred i retning af, at landets politikere stiller krav til borgerne. Efter at Anders Fogh Rasmussen (V) skræmt af S-modretorikken "Noget-for-nogen" helt opgav sin "noget-for-noget"-retorik, er det kommet på mode at udfordre vælgerne. Tage dem alvorligt.

 

Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) tog modigt fat på det op til skattereformen, hvor han lovede, at fremover skulle dem i arbejde tilgodeses (underforstået på bekostning af overførselsindkomsterne, der skulle stige i en svagere takt), og senest har Venstres formand Lars Løkke Rasmussen på partiets sommergruppemøde betonet, at Folketinget skal gøre mere for dem, der yder.

 

DEN DANSKE ARBEJDER i arbejde er ikke længere ubegrænset solidarisk med sine kolleger, der nyder overførselsindkomst, og han/hun er i stigende grad hverken medlem af LO eller vælger af liste A. Danmark forandrer sig, krise eller ej. Men krisen får solidariteten mellem "nydere" og "ydere" til at fortage sig i voksende tempo. Om man så nyder det eller ej.