Regeringen dumper i krisehåndtering

MENINGSMÅLING: Kun 18 procent af vælgerne er tilfredse med regeringens håndtering af flygtningekrisen. Ikke engang halvdelen af Venstres egne vælgere giver positive karakterer til indsatsen under krisen.

Noget at gruble over: Justitsminister Søren Pind (V) har været en af de centrale aktører i flygtningekrisen, men vælgerne er stærkt utilfredse med regeringens optræden under krisen.<br>
Noget at gruble over: Justitsminister Søren Pind (V) har været en af de centrale aktører i flygtningekrisen, men vælgerne er stærkt utilfredse med regeringens optræden under krisen.
Foto: Toke Kristiansen/Altinget
Erik Holstein

Sølle 4 procent.
Det er andelen af vælgere, der synes, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og hans regering har håndteret flygtningekrisen ”meget godt”. Yderligere 14 procent giver bedømmelsen ”godt”. Det kan slet ikke måle sig med dem, der brutalt dumper Venstre-regeringens optræden under krisen.

Det er både vælgere til højre og venstre for regeringen, der er utilfredse med håndteringen, efter flygtningekrisen for tre uger siden nåede Danmarks grænser.

Næsten hver fjerde vælger – 23 procent – giver ligefrem bedømmelsen ”meget dårligt” til krisehåndteringen, mens yderligere 24 procent svarer ”dårligt”. Det fremgår af en ny Norstat-måling foretaget for Altinget et par uger efter, flygtningestrømmen nåede Danmark.

Stak blår i øjnene
Dommen er særlig hård fra Radikale og venstrefløjen, hvor omkring 70 procent af vælgerne synes, at krisen er håndteret dårligt eller meget dårligt. Og den radikale integrationsordfører Sofie Carsten Nielsen er da heller ikke just imponeret over Venstre-regeringen:

Thulesen Dahl vil sætte fire meter plexiglas i rød-hvide farver op ved grænsen, og Morten Østergaard vil bare lukke alle ind, men den slags kan vi jo ikke rigtig bruge til noget

Jakob Ellemann-Jensen
Politisk ordfører for Venstre

”I valgkampen fik befolkningen stukket blår i øjnene af Venstre, der fremstillede det, som om at de kunne styre asyltilstrømningen. Det kunne de ikke. Man har i månedsvis kunnet se, at der ville komme flere flygtninge, og alligevel var regeringen uforberedt på situationen.” 

Sofie Carsten Nielsen tilføjer:
”Da flygtningene så stod ved grænsen, blev der ikke taget politisk ansvar. Det var befolkningen, der tog ansvar, og det var politiet, der tog ansvar. Der var tale om en handlingslammet regering uden svar.”

Uden styring
Heller ikke Dansk Folkepartis vælgere er tilfredse med den måde, Løkke og hans ministre har ageret på: Kun 3 procent af DF-vælgerne synes, at flygtningekrisen er håndteret "meget godt", mens 20 procent af DF-vælgerne mener, at krisen er håndteret ”meget dårligt”.

De tal overrasker på ingen måde Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen:

”Der har ikke været nogen styring af tingene, og der har manglet klare politiske retningslinjer for, hvordan myndighederne skulle reagere på flygtningestrømmen,” siger Martin Henriksen, der fortsætter: 

”Man har lagt overdreven vægt på, at politiet ikke måtte bruge magt og sendt signal til politiet om, at de for Guds skyld skulle undgå, at der kunne tages negative billeder fra Danmark. Selvfølgelig kan den slags hensyn spille ind, men det må aldrig blive altafgørende. Og det har det været her.”

Ingen andre bud
Regeringens egne vælgere er knap så nådesløse i bedømmelsen, men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at ikke engang blandt Venstres vælgere lykkes det at få mere end 46 procent til at give positive bedømmelser.

Justitsminister Søren Pind ønsker ikke at kommentere målingen, men Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen siger:

"Der er ikke nogen af de andre partier, der er kommet med bedre bud på, hvad man skulle gøre i denne situation. Thulesen Dahl (DF) vil sætte fire meter plexiglas i rød-hvide farver op ved grænsen, og Morten Østergaard (V) vil bare lukke alle ind, men den slags kan vi jo ikke rigtig bruge til noget."

Jakob Ellemann-Jensen peger på, at den aktuelle situation vil give problemer for en hvilken som helst regering:
"Men vi var det eneste parti med et flertal bag sig, der var villige til at tage regeringsansvar. Og så må man tage de tæsk, der kommer."  


Kilde: Meningsmålingen er foretaget på Norstats internetpanel for Altinget blandt 1001 svarpersoner fra et repræsentativt udsnit af befolkningen over 18 år. Data er vægtede efter Altingets seneste gennemsnit af meningsmålinger, så de også er politisk repræsentative. Svarene er indsamlet i perioden 16. - 21. september 2015. Se mere om målingen her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00