Valgkampen er stort set blottet for udenrigs- og sikkerhedspolitisk indhold, men nu melder både SF og Venstre ud, at den aktivistiske udenrigspolitik er en afgørende forskel mellem blokkene. Det bakkes op af ekspert.

Udenrigsordfører fra SF, Holger K. Nielsen, mener, at den vigtigste forskel på en rød og blå regering er, at en rød regering betyder et opgør med den militaristiske udenrigspolitik.

"Vi vil omlægge fokus fra de militære instrumenter til mere traditionelle udenrigspolitiske instrumenter. Det betyder eksempelvis, at bistandshjælpen skal sættes op, og det betyder, at vi vil lægge større vægt på det europæiske samarbejde," siger han og peger konkret på, at en rød regering hurtigt vil sende forsvars- og det retlige EU-forbehold til folkeafstemning.

Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, er meget enig i, at der er forskel på rød og blå blok, men kritiserer, at S-SF ikke har fremlagt, hvad de vil på forsvarsområdet.

Vi er meget interesseret i at fortsætte i Afghanistan og i at fortsætte den aktivistiske udenrigspolitik.

Michael Aastrup Jensen
Udenrigsordfører (V)

"Det er meget svært at pege på forskellene, når de ikke vil fremlægge det. Men jeg kan sige så meget, at jeg ikke mener, at Afghanistan-krigen er en fadæse, som Villy Søvndal synes. Vi er meget interesseret i at fortsætte i Afghanistan og i at fortsætte den aktivistiske udenrigspolitik," siger han.

Mere debat
Professor ved Københavns Universitet Mikkel Vedby Rasmussen peger ligeledes på, at S-SF i "Fair Løsning" lægger op til en mere blød tilgang til udenrigs- og sikkerhedspolitik end regeringen.

Han ser dog gerne mere debat om sikkerhedspolitik i valgkampen. For uanset om regeringen bliver blå eller rød, så vil den stå med nogle udfordringer, som også vælgerne bør kende, når de sætter krydset:

"Der er en masse store spørgsmål, som man godt kunne bruge fem minutter på i valgkampen. Skal vi lægge os tæt op ad USA, eller er det vigtigere at have øget fokus på europæisk samarbejde. Og hvad er Danmarks rolle i verden, når asiatiske magter som Kina bliver stadig vigtigere," siger han.

Han bakkes op af Anders Wivel, der er lektor ved Københavns Universitet.

"Når man har ført en politik, der i den grad er præget af aktivisme og militært engagement, er der en god grund til at evaluere. Vi bør diskutere, hvad der har været positivt og negativt," siger han.

Valgforsker: Ingen stemmer at hente
Men til trods for forskelle og udfordringer, så diskuteres det meget lidt under valgkampen. Og det er der flere helt naturlige forklaringer på, mener Johannes Andersen, der er samfunds- og valgforsker ved Aalborg Universitet.

Først og fremmest foregår kampen om magten på midten af dansk politik, og her kan det være sprængfarligt at lægge sig ud med den aktivistiske sikkerhedspolitik.

Det har fået eksempelvis SF til at dæmpe kritikken af den aktivistiske udenrigspolitik:

"At Danmark fører krig i to lande burde næsten per instinkt gøre nogen kritiske, men det er ikke sket for alvor. For den venstrefløj, der er kritisk over for det her, er blevet svækket, fordi kampen for indflydelse hen over midten er i fokus. Og der ville det være en dårlig sag at rejse," siger Johannes Andersen.

En måling på Altinget.dk fra april viser også, at udenrigs-, forsvars- og EU-politik er nederst på vælgernes dagsorden. Så det er derfor naturligt, at det ikke er en del af valgkampen, mener Johannes Andersen.

"Hvis politikerne vil rejse den dagsorden, så bliver det i kampen mod terroren, og det er de stort set enige om det hele. Da man støttede NATO's bombardementer i Libyen var alle jo enige. Enhedslisten var også med, så det var den totale forbrødring," siger han.

80'er-valg handlede om sikkerhed
Johannes Andersen peger på, at udenrigs- og sikkerhedspolitik gennem 80'erne var et vigtigt tema i flere valgkampe, hvor der i perioder var et sikkerhedspolitisk flertal uden om regeringen.

"I 80'erne var de spørgsmål virkelig centrale, fordi der var så stor forskel mellem oppositionen og regeringen. Og vi havde faktisk også sikkerhedspolitiske valg dengang. Så det er ikke, fordi vi i Danmark ikke har haft valg, hvor sikkerhedspolitikken betyder noget," siger Johannes Andersen, der mener, at mange af uenighederne er forsvundet med den kolde krigs ophør.

"Det at føre krig er efter den kolde krigs afslutning blevet en teknokratisk øvelse, hvor man lige skal have nogle ting ordnet i en fart. I de fleste tilfælde, hvor man vil af med terrorister eller dårlige ledere," siger han.