Fragmenteringen på midten er total: Med 51-årige Jens Rohdes indmeldelse i Kristendemokraterne og den tidligere V-statsminister Lars Løkke Rasmussens annoncering af sit nye midterparti står centrum-højre foran den største knopskydning siden jordskredsvalget i 1973.

Selvom risikoen for massivt stemmespild bestemt er til stede, står begge partier umiddelbart med ganske gode chancer for at klare spærregrænsen ved næste valg. Dynamikken i dansk politik kommer overraskende nok inde fra centrum nu og ikke længere fra yderfløjene.

De to tidligere Venstre-profiler har begge en uforlignelig evne til at lave larm i det politiske landskab, og skønt de uundgåeligt kommer til at kæmpe hårdt og indbyrdes om det nøjagtig samme segment af socialliberale vælgere, er situationen sjældent gunstig: De samtidige kriser i både Venstre og Radikale tegner til at være tilstrækkeligt dybe til at kunne skabe plads til både Kristendemokraterne og Løkke-partiet.

Ved sidste folketingsvalg manglende Kristendemokraterne kun godt 10.000 stemmer for at vende tilbage til Folketinget, og med Jens Rohde – som selv fik 6.175 personlige stemmer i den ukristelige hovedstadskreds – ser det bestemt lovende ud. Partiformand Isabella Arendt beviste egenhændigt i seneste valgkamp, at hun har en betydelig folkelig gennemslagskraft, som rækker langt uden for traditionelle bibelkredse i Vestjylland.

Som 'Vikaren fra Himlen', der pludselig måtte spring til midt i valgkampen og her gjorde en markant figur, er Isabella Arendt på mange måder et større politisk talent end Jens Rohde. Men han kan tilbyde partiet et vigtigt trumfkort: Jens Rohde sidder allerede i Folketinget og tilfører dermed Kristendemokraterne en synlig platform på Christiansborg allerede nu.

Og så vækker det som bekendt større glæde i himlen med én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse. Kristendemokraterne er i bevægelse.

Hvis Kristendemokraterne ikke kommer ind, vil Jens Rohde være en færdig mand i dansk politik.

Lars Trier Mogensen
Kommentarskribent

Eller som han selv siger til Jyllands-Posten: "Kristendemokraterne er et borgerligt midterparti. Det er ikke en religiøs bevægelse. Og det er ikke et religiøst parti. Kristendemokraterne er forankret i den kristne kulturarv, og der er religionsfrihed i Danmark, ikke religionslighed. Vi har ikke nogen dogmer, og vi ser det som et mål i sig selv at skabe brede flertal."

Partiet har tydeligvis flyttet sig langt fra udgangspunktet i det oprindelige Kristeligt Folkeparti, som tilbage fra stiftelsen i 1970 var bedst kendt for kampen mod fri abort og frigivelse af pornografi. I dag minder Kristendemokraterne snarere om de store kristendemokratiske partier i vores nabolande i form af såvel CDU i Tyskland som Høyre i Norge.

Både den tyske kansler Angela Merkel og Norges statsminister Erna Solberg har vist, at der findes bredtfavnende borgerlige strømninger, der står i klar kontrast til den nationalkonservatisme, der i de senere år har domineret den danske højrefløj. Kristendemokratismen er og bliver en magtfaktor i Europa.

Hvis Isabella Arendt og Jens Rohde evner at løfte inspirationen både syd- og nordfra, fra såvel Angela Merkel som Erna Solberg, ind i den hjemlige debat, vil Kristendemokraterne kunne vise sig at have vælgerpotentiale til mere end blot at klare spærregrænsen. Ved de seneste mange valg har vælgerne udvist troløshed med de etablerede partier og haft mod på at give chancen til nye partier.

Efter 10 år uden for Folketinget kan Kristendemokraterne være heldig og komme til at fremstå som en slags fornyelse.

Udfordringen for det genopstandne midterparti er naturligvis, at Lars Løkke Rasmussen aktuelt står med det præcis samme projekt. I slutspurten af sidste valgkamp demonstrerede han meget overbevisende, at mange centrum-højre-vælgere er tiltrukket af en pragmatisk socialliberalisme, som ikke måler sin succes i yderligere udlændingestramninger.

Under normale omstændigheder ville der ikke være plads til to stort set identiske partier. Hvis tilstandene var som tidligere, ville Kristendemokraterne og Løkke-partiet hurtigt risikere at tage livet af hinanden. Men meningsmålingerne viser, at centrum-højre er i opbrud, og derfor kan der meget vel vise sig at være plads til begge partier.

Siden folketingsvalget i 2019 er både Venstre og Radikale Venstre blevet halveret i vælgeropbakning: Op mod 300.000 vælgere har samlet set forladt de to partier, som politisk set ligger tættest på Kristendemokraterne og Løkke-partiet, og dermed er der mere end nok løse vælgere til at kunne skabe en knopskydning af centrum-højre.

Indtil videre har Konservative kunnet drage fordel af Venstres kollaps, og den afgørende faktor for en mulig valgsucces for såvel Kristendemokraterne som Løkke-partiet vil i høj grad blive, om Søren Pape Poulsen vil kunne stå distancen. Har den konservative formand styrken til at kapre vælgere fra Venstre på den ene side og samtidig holde de to 'nye' partier under spærregrænsen på den anden side?

Som 'Vikaren fra Himlen', der pludselig måtte spring til midt i valgkampen og her gjorde en markant figur, er Isabella Arendt på mange måder et større politisk talent end Jens Rohde.

Lars Trier Mogensen
Kommentarskribent

Når først valgkampen for alvor går i gang, har både Jens Rohde og Lars Løkke hver især et så tilpas uforudsigeligt temperament, at de vil kunne finde på hvad som helst for at tiltrække sig opmærksomhed, og de kæmper begge for deres sidste chance. Hvis Kristendemokraterne ikke kommer ind, vil Jens Rohde være en færdig mand i dansk politik. Og ligeså med Løkke: Hvis hans partiprojekt mislykkes, vil Løkke ikke længere have flere politiske liv tilbage.

Bagtæppet af desperation skal nok komme til at skabe drama og tumult. Den rastløse opportunisme, som driver både Jens Rohde og Lars Løkke, kan lægge gift for det borgerlige Danmark. Kappestriden bliver nådesløs. Hverken ideologisk eller realpolitisk er der tale om nogen reel fornyelse, men så meget desto mere vil Rohde og Løkke komme til at fylde som kulørte personligheder.

Over for en nu totalt fragmenteret blå blok vil Socialdemokratiets formand, statsminister Mette Frederiksen, kunne føre valgkamp på en platform af en stærk, stabil og ikke mindst midtersøgende regering, som tilmed også fører en centrum-højre-kurs, i hvert fald på nøje udvalgte politikområder.

Oprøret på midten er næppe nok til at kunne true et genvalg af Mette Frederiksen som statsminister, simpelthen fordi Socialdemokratiet står betydeligt styrket efter coronakrisen, og fordi hverken Kristendemokraterne eller Løkke-partiet efter alt at dømme vil kunne trække tilstrækkeligt mange vælgere hen over midten. I første omgang er der tale om en stoleleg i blå blok.

Dansk politik bliver imidlertid ikke mindre kedeligt med Jens Rohde og Lars Løkke i fri dressur: Kristendemokraterne og Løkke-partiet er en kæmpe kaosfaktor, som vil splitte de borgerlige partier yderligere.