SF-formanden: Sexovergrebene i Køln var en øjenåbner

INTERVIEW: SF vil aldrig opstille en fundamentalist, fastslår Pia Olsen Dyhr, der forstærker sin kritik af reaktionære normer i etniske kredse. SF-formanden langer også kraftigt ud efter ”Thornings DJØF-projekt”.

SF-formand Pia Olsen Dyhr er glad for det socialdemokratiske formandsskifte:<br><span>”Mette har et politisk projekt. I modsætning til Helle, der hverken havde en rød tråd eller et rødt kompas."<br></span>
SF-formand Pia Olsen Dyhr er glad for det socialdemokratiske formandsskifte:
”Mette har et politisk projekt. I modsætning til Helle, der hverken havde en rød tråd eller et rødt kompas."
Foto: Lars Helsinghof / Altinget
Erik Holstein

”Man kan ikke gradbøje værdier som demokrati, ligestilling og ytringsfrihed i kulturrelativismens navn. Det har alt for mange på venstrefløjen gjort.”

SF-formand Pia Olsen Dyhr kridter banen op før partiets landsmøde i den kommende weekend. Hun har de seneste måneder brugt en pæn del af sin tid på kontant kritik af islamisme og patriarkalske normer i etniske miljøer. Og hun er helt klar over, at det ikke er alle SF's vælgere, der kan lide en så direkte tale.

”Jeg kan jo ikke påstå, at jeg er ligeglad med meningsmålinger, men det her er bare et så vigtigt politisk projekt, at jeg ikke vil lade mig styre af målingerne,” siger Pia Olsen Dyhr, der ser sin kamp i forlængelse af SF's historie.

”SF var allerede i 70'erne et talerør for kvinders rettigheder, så selvfølgelig støtter vi de progressive indvandrerkvinders kamp for ligestilling. Og SF har altid bekæmpet fundamentalister af enhver art. De principper vil jeg holde fast i uanset målingerne lige nu. For det her handler om, hvilket Danmark vi skal have om ti eller femten år.”

Der burde også være nogle ”venligboere” til at støtte de progressive muslimer og hjælpe dem med en ny omgangskreds.

Pia Olsen Dyhr
Formand for SF

Nul fundamentalister
SF fik i juni sit dårligste valgresultat i 38 år, og partiet er hårdt presset mellem Alternativet og Enhedslisten på den ene side og Socialdemokraterne på den anden. Men alligevel er SF-formanden ikke fristet af at indgå i en ”forandringsblok” med Enhedslisten og Alternativet, sådan som Pelle Dragsted (EL) har lagt op til.

De politiske forskelle er for store, ikke mindst i værdipolitikken, mener Pia Olsen Dyhr. Den antagelse blev hun bestyrket i den forløbne uge, hvor Alternativet opstillede en muslimsk fundamentalist, der siden måtte trække sig:

"SF vil aldrig opstille fundamentalister. Aldrig. Hvis man gør det, svigter man de progressive muslimer,” siger Pia Olsen Dyhr.

En streg i sandet
Det har overrasket mange på Christiansborg, at Pia Olsen Dyhr fortsatte – og forstærkede – den tidligere SF-formand Villy Søvndals hårde kritik af islamisterne. For det var ikke et emne, hun engagerede sig synderligt i, før hun blev formand:

”Dengang arbejdede jeg mere med andre politikområder, så integrationsproblemerne blev ikke klasket op i hovedet på mig. Men sexovergrebene i Køln var virkelig en øjenåbner, en streg i sandet for mig.”

De massive seksuelle overgreb nytårsaften i tyske byer blev altovervejende begået af personer med muslimsk baggrund. For SF-formanden var det en kontant påmindelse om, at de fremskridt, danske kvinder har kæmpet for, ikke skal tages for givet.

”Kvinder skal også fremover kunne gå på gaden uden at være bange. Og de kvinder, der kommer til udefra, skal ikke underlægges fortidens kontrolmønstre, når de bor i Danmark. Der er både behov for en modernisering af islam og et opgør med den patriarkalske kultur.”

Venligboere for normbrydere
SF-formanden er samtidig påvirket af sit møde med nogle af de etniske normbrydere. Debattører som Geeti Amiri og Elmas Berke, SF's egen Halime Oguz og Ahmad Mahmoud, der har skrevet bogen ”Sort Land”.

”Det er modige mennesker, der ikke alene risikerer at miste deres familie, de kan miste hele deres omgangskreds. Der burde også være nogle ”venligboere” til at støtte de progressive muslimer og hjælpe dem med en ny omgangskreds.”

”Vold er desværre mere udbredt i patriarkalske etniske miljøer end i en gennemsnitligt dansk familie. En etnisk kvinde risikerer at blive udstødt eller endda få bank af sin egen familie, hvis hun går fra en voldelig ægtemand. Der er nogle strukturer, vi som socialister ikke kan være blinde over for.”

Men Pia Olsen Dyhr erkender, at der var endnu en grund til, at hun som så mange andre på venstrefløjen var tilbageholdende med kritik af kulturelle og religiøse normer:

”Højrefløjen snakkede så meget om det, og jeg ville ikke puttes i bås med den. For i modsætning til Dansk Folkeparti er jeg fløjtende ligeglad med, om man spiser frikadeller eller ej, og om man går med religiøse symboler som kalot eller tørklæde.”

Dask til Helle T.
Det er ikke kun værdipolitikken, der adskiller SF, Enhedslisten og Alternativet. Det gælder også forholdet til Socialdemokraterne, hvor både EL og ALT har udtrykt stor skuffelse over kursen under den nye S-formand Mette Frederiksen.

Men for Pia Olsen Dyhr er der betydelig forskel på Mette Frederiksen og forgængeren Helle Thorning-Schmidt (S):
”Jeg har helt andre forventninger til Mette end til Helle. Mette er politiker," siger Pia Olsen Dyhr og lader resten af sætningen svæve i luften.

"For Mette er det ikke bare magt for magtens skyld, men også en kamp for at opnå mere social retfærdighed. Det så vi blandt andet ved kontanthjælpsloftet. Jeg er også sikker på, at Mette ikke vil lave erhvervsskattelettelser i en tid, hvor de dårligst stillede må holde for,” siger Pia Olsen Dyhr med en stikpille til Thornings kontroversielle lettelse af selskabsskatten.

Pia Olsen Dyhr gør sig i det hele taget ikke voldsomme anstrengelser for at skjule sin disrespekt for Thorning:
”Mette Frederiksen har taget et opgør med "nødvendighedens politik". Mette har et politisk projekt. I modsætning til Helle, der hverken havde en rød tråd eller et rødt kompas.”

”I Helles tid som formand startede hun med at gå til højre, så fik Villy (Søvndal) hende til at gå til venstre – og da hun så blev statsminister, lod hun embedsmændene i Finansministeriet styre. Helles mission var den rene DJØF-mission.”

Dagpenge og flygtningelandsbyer
Rosen til Mette Frederiksen betyder dog ikke, at kritikken af Socialdemokraterne er pakket helt ned:
”Der er steder, vi aldrig bliver enige. SF er modstander af flygtningelandsbyer, og vi vil aldrig acceptere, at nogle flygtninge skal vente tre år på familiesammenføring. Og så er der lige dagpengereformen, der slet ikke løste det grundlæggende problem med genoptjening.”

Alligevel fører kritikken af Socialdemokraterne ikke SF til samme dystre konklusion som hos Enhedslisten og Alternativet. Tværtimod håber Pia Olsen Dyhr, at SF efter et valg kan indgå i en række forskellige konstellationer sammen med S:

”Det gælder om at hindre en situation, hvor S går ind i fast samarbejde med V og DF. Jeg håber, at Socialdemokraterne sammen med SF både kan lave forlig med centrum-venstre blokken og hen over midten.”

Også utraditionelle konstellationer kan her komme på tale:
”Når det gælder velfærd for ældre, kan man sagtens forestille sig et samarbejde mellem SF, S og DF. Det er jo sagen, det gælder.”

Pia Olsen Dyhr holder tale til SF's landsmøde lørdag formiddag i Vingsted Centret i Vejle. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pia Olsen Dyhr

Partiformand (SF), MF
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010)

0:000:00