Skatteministeriet får ny struktur

KORT NYT: Skatteministeriet omstruktureres ved årsskiftet. Det sker ifølge ministeren for at genoprette tilliden til ministeriet og sikre, at der ikke kan rejses spørgsmål om mulig politisk indblanding i den konkrete sagsbehandling.

Fra 1. januar 2013 bliver Skatteministeriet opdelt i et departement med ansvar for den politiske betjening af minister og regering og i en selvstændig styrelse under navnet SKAT, der tager sig af den konkrete sagsbehandling i forhold til borgere og virksomheder samt ministeriets indsats- og inddrivelsesopgaver.

Ifølge skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) er omorganiseringen afgørende for at genoprette befolkningens tillid til skattemyndighederne samt sikre en klar adskillelse af den politiske del af ministeriet og den daglige drift af den borger- og virksomhedsvendte forvaltning:

"Det er helt afgørende for mig, at skatteyderne har tillid til, at SKATs afgørelser er både fagligt korrekte og uden politisk indblanding. Vi kan ikke leve med, at der kan sættes spørgsmålstegn ved, om tingene foregår på en saglig og ordentlig måde. Derfor gennemfører vi nu en omorganisering af Skatteministeriet," siger han i en pressemeddelelse.

Skatteministeren understreger samtidig, at det alene er op til Skattesagskommissionen at afgøre, hvorvidt der rent faktisk har været tale om politisk indblanding, og at han ikke er blevet gjort bekendt med andre oplysninger i sagen end de hidtil fremlagte.

Vi kan ikke leve med, at der kan sættes spørgsmålstegn ved, om tingene foregår på en saglig og ordentlig måde. Derfor gennemfører vi nu en omorganisering af Skatteministeriet.

Thor Möger Pedersen (SF)
Skatteminister

VIP-orientering afskaffes
Efter samråd med Justitsministeriet afskaffes den såkaldte VIP-orientering, hvorved Skatteministeriets ledelse automatisk blev orienteret om udvalgte skattesager. Det vil fremover være direktøren for SKAT, der suverænt vurderer, om det i særlige sager er relevant at orientere Skatteministeriets departement. En sådan orientering vil i givet fald ske fra direktøren i SKAT til departementschefen i Skatteministeriet. Orienteringen vil ikke indeholde dokumenter fra den pågældende sag.

"Der skal være en rigtig god grund til, at Skatteministeriets departement orienteres om en konkret sag. Derfor har det været vigtigt for mig, at den automatiske VIP-orientering afskaffes. Nu ligger ansvaret entydigt placeret hos direktøren for SKAT," siger Thor Möger Pedersen.

Möger: Det er ikke en spareøvelse
Omorganiseringen betyder, at SKATs nuværende seks regioner fusioneres i en landsdækkende organisation med tre enheder: Kundeservice, Indsats og Inddrivelse. Det sker for at samle opgavevaretagelsen, så SKATs ressourcer bruges på at yde borgere og virksomheder en optimal og effektiv service.

"Det er afgørende for regeringen at sikre, at borgere og virksomheder har tillid til skattemyndighederne, og at de oplever at få den bedst mulige service hos SKAT. Derfor er det også vigtigt for mig at slå fast, at man vil opleve den samme gode kvalitet i skattebehandlingen med den nye organisering. Samtidig vil vi have et løbende fokus på at få inddrevet de alt for store beløb, som både personer og firmaer skylder i skat," siger skatteministeren.

Han understreger, at omorganiseringen ikke er en spareøvelse, og at de planlagte effektiviseringer i SKAT videreføres uafhængigt af omorganiseringen. Derfor indebærer omorganiseringen ikke i sig selv væsentlige ændringer i lokaliseringen, og der er ikke aktuelle planer om at nedlægge regionale skattecentre som følge af fusionen i en landsdækkende organisation. Der er først og fremmest tale om en ændring af ledelsen og styringsfunktionerne i SKAT.

Dokumentation
Ny struktur i Skatteministeriet
Skatteministeriet omstruktureres den 1. januar 2013. Det sker for at sikre en klar adskillelse af sagsbehandlingen i SKAT fra den politiske betjening i departementet. Samtidig skal den nye struktur sikre øget fokus på den borger- og virksomhedsvendte administration i SKAT, der styrkes med en selvstændig ledelse.

Skatteministeriets koncern kommer til at bestå af et departement, SKAT, Lands-skatteretten og Spillemyndigheden. Strukturen betyder, at det nuværende Koncerncenter deles i to dele. Den største del kobles organisatorisk sammen med regionerne i et landsdækkende SKAT, mens den anden del kommer til at udgøre det nye departement i Skatteministeriet. SKAT vil fortsat være til stede over hele landet.

Departementet
Skatteministeriets departement kommer til at bestå af to hovedområder:

Lovgivning, Politik og Samfundsøkonomi består af fagkontorer for lovområderne og et tværgående kontor vedrørende økonomi og politik. Kontorerne beskæftiger sig primært med lovgivning, skatte- og samfundsøkonomi og provenuberegninger.

Koncernstyring og Udvikling varetager sekretariats- og styringsopgaver samt forretningsudvikling i koncernen. Området skal sikre en effektiv økonomisk styring og planlægning i forhold til styrelserne og understøtte koncernens forretningsudvikling og tværoffentligt samarbejde.

Herudover vil Skatteministeriets Interne Revision være knyttet til departementet, ligesom presse- og kommunikationsfunktionen.

SKAT
SKAT består i dag af de seks regionale enheder, som varetager den borger- og virksomhedsvendte driftsopgave. Regionerne vil fremover blive integreret med de centrale funktioner, der varetager forretningsudvikling og digitalisering, juridisk vejledning, it, økonomi og forretningsstyring, HR og kommunikation. Strukturen betyder, at alle opgaver fremover vil være organiseret som landsdækkende fagområder i stedet for den nuværende regionale struktur. Opgaverne vil dog stadig være fysisk placeret rundt i landet.

Omlægningen skal sikre, at produktionen styres effektivt ud fra hensynene til administrativ effektivitet og en god og sammenhængende borgerservice. Omlægningen er baseret på de gode erfaringer siden 2005 med at samle stadig flere opgaver i landsdækkende enheder og herved styrke de faglige miljøer og sikre en mere effektiv opgaveløsning ved at reducere dobbeltfunktioner og udnytte mulighederne for synergi og stordrift.

Adskillelsen af ledelsen af den politiske og lovgivningsmæssige del i departementet og ledelsen af den borger- og virksomhedsvendte del i SKAT skal understøtte et klarere ledelsesmæssigt fokus på både en effektiv drift og god politisk betjening.

Det overordnede mål med strukturændringerne er at skabe en organisation, der peger fremad og giver en stabil ramme for Skatteministeriet de kommende år, og som er i stand til hele tiden at levere den mest optimale og effektive service i forhold til borgere og virksomheder.

SKAT vil bestå af tre kundevendte hovedområder:

Kundeservice, som omfatter vejlednings- og afregningsopgaverne i forhold til borgere og virksomheder. Det omfatter bl.a. de mange digitale løsninger, som samles med de regionale driftsenheder vedrørende kundebetjening og sagsbehandling.

Indsats, som omfatter opgaverne med at sikre en høj grad af regelefterlevelse hos borgere og virksomheder gennem individuelle vejledningstiltag og kampagner samt kontrol, herunder også opgaverne vedrørende store selskaber, økonomisk kriminalitet samt den fysiske toldkontrol.

Inddrivelse, som varetager den samlede offentlige restanceinddrivelse i samarbejde med de offentlige myndigheder.

Herudover etableres Jura som en central funktion vedrørende juridisk vejledning i forhold til såvel enhederne i SKAT som rådgiverbranchen. Juraenheden varetager desuden sekretariatsbetjeningen af Skatterådet.

SKAT vil desuden omfatte enheder, der varetager IT-Udvikling og Drift samt funktioner vedrørende Økonomi og Virksomhedsstyring, HR og stabsfunktioner, herunder kommunikation og pressebetjening samt Koncernservice, der varetager intern administration og service på tværs af koncernen.

Ankecentret, som yder sekretariatsbetjening til skatte-, vurderings- og motorankenævn, vil sammen med retssikkerhedschefen og borgerambassadøren være knyttet til SKAT.

Landsskatteretten og Spillemyndigheden
Landsskatteretten er en selvstændig styrelse indenfor Skatteministeriets koncern, der varetager opgaven som den øverste administrative klageinstans på skatteområdet.

Opgaverne på spilleområdet er organiseret i den selvstændige Spillemyndighed, der varetager administrationsopgaver samt kontrol og tilsyn.

Fakta om SKAT
SKAT er lokaliseret i 29 skattecentre fordelt rundt i landet samt Betalingscentret i Ringkøbing og Kundecentret i Ribe, samt et centralt kontor i København. Ankecentret er placeret på 9 adresser rundt i landet. Departementet og Landsskatteretten er placeret i København, mens Spillemyndigheden udover København har medarbejdere på skattecentrene.

Den organisatoriske sammenlægning mellem regionerne og de centrale dele af SKAT i en landsdækkende opgavevaretagelse betyder ikke, at opgaver samles geografisk. Derfor indebærer omorganiseringen ikke i sig selv væsentlige ændringer i lokaliseringen. Det er først og fremmest en ændring af ledelsen og styringsfunktionerne i SKAT.

Det er fremadrettet ambitionen at gennemføre effektiviseringer via f.eks. øget digitalisering, nye it-systemer og tredjepartsindberetninger mv. med henblik på at realisere de betydelige effektiviseringskrav, som Skatteministeriet står over for. Disse effektiviseringskrav er ikke nye og er ikke en konsekvens af reorganiseringen af ministeriet. Skatteministeriets nye organisation er gearet til at indfri effektiviseringskravene.

Tidsplanen
Den nye struktur træder i kraft pr. 1. januar 2013, hvor departementet og SKAT etableres. Processen med at integrere regionerne og de centrale funktioner i nye, landsdækkende fagområder forventes dog at kunne strække sig ind i 2013. Derfor kan regionerne fortsat fungere i en periode efter den 1. januar 2013.

Der vil blive udstedt en ny bekendtgørelse, som tager højde for den nye struktur. Stillingen som ny direktør for SKAT vil blive opslået snarest muligt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thor Möger Pedersen

Kommerciel direktør, Better Energy
ba.scient.pol. (Københavns Uni. 2013), MBA, Management and business finance (Aalborg Uni. 2018)

0:000:00