Stivnede skyttegrave mellem Løkke og Thulesen

Et stort flertal af de blå vælgere ser helst DF i en regering, men det gør ikke synderligt indtryk på DF-ledelsen. Her vurderer man, at det er langt farligere at gå i regering på et løst grundlag end at skuffe vælgerne ved at holde sig uden for.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

”Det virker ikke, som om Løkke helt har taget valgresultatet til sig.”

Sådan lød konklusionen fra en central DF-kilde efter endnu en ”regerings-forberedende” dag på Christiansborg, hvor Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti forhandlede med Venstres formand Lars Løkke Rasmussen.

Trods et advarende ulvehyl fra LA-leder Anders Samuelsen er og bliver det forhandlingerne mellem Løkke og DF-formand Kristian Thulesen Dahl, der er de afgørende. Og her er problemerne ikke blevet mindre.

Kemien OK
Stemningen er ganske vist fin mellem Løkke og Thulesen, der sammen med DF's pressechef Søren Søndergaard og Venstres ”strategichef” Jacob Bruun Christensen holdt sankthansaften i Løkkes lejlighed i Nyhavn.

Men god stemning skal ikke forveksles med fremskridt. Lars Løkke Rasmussen står stejlere på sine synspunkter, end DF'erne havde forventet, og Venstre-lederen udtaler rutinemæssigt, at han ”ikke vil være statsminister for enhver pris”.

Den sætning skal man ikke tage alvorligt, for der eksisterer dårligt nok en teoretisk mulighed for, at Løkke opgiver at blive statsminister i protest mod DF's krav. Men det er derimod rigtigt, at Løkke ikke vil lokke DF med i sin regering for enhver pris.

Vil presse EU
Eksempelvis er det ikke lykkedes at lande uenighederne om grænsekontrol. Det er en meget konkret og symbolmættet sag for begge parter, men samtidig griber den ind i den langt større, strategiske uenighed om forholdet til EU.

Spørgsmålet er nemlig, hvordan en ny regering skal forholde sig, hvis grænsekontrollen endnu engang kalder på kritik fra EU.

Skal man automatisk rette ind efter kritik fra EU-kommissionen og præcedens fra EU-domstolen? Eller skal man tage en procesrisiko (altså risikere at tabe en sag) og bruge den mellemliggende periode til at finde allierede og lægge politisk pres på EU-systemet?

Svaret på det spørgsmål er vitalt for DF. Partiet vil under ingen omstændigheder sidde i en regering, der blot bøjer af for EU-domstolens praksis, som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) gjorde i 2008 ved den såkaldte Metock-dom. En dom, der fik indflydelse på udlændingepolitikken.

Omvendt ligger det i Venstres DNA, at man retter sig efter praksis ved EU-domstolen, og man vil gå meget langt for at forhindre, at grænsekontrollen ender som en sag mod Danmark.

Den principielt helt forskellige tilgang er ikke ryddet af vejen med de fire blå partiers fælles EU-oplæg i valgkampen, og den uenighed er vigtigere end den aktuelle uenighed om retsforbeholdet.

Hastebehandlet asylpakke
Der er heller sket fremskridt i forhandlingerne om størrelsen af den offentlige vækst.

Løkke ved, han ikke får nulvækst, og i DF-lejren var Søren Espersens ”ufravigelige krav” om en vækst på 0,8 procent en ren blunder, der straks blev sat på plads af Thulesen. DF-lederen ved udmærket, at han ikke kan få en vækst, der er større end de 0,6 procent, SR-regeringen ønskede.

Alligevel har man stadig ikke nået et kompromis, og lige præcis her presses Løkke af LA og Konservative på den anden side.

Udlændingepolitikken går det meget lettere med. Der ventes klare opstramninger af flere omgange, i første runde en hastebehandlet asylpakke, der skal dæmme op for tilstrømningen. Her er alle fire blå partier i overvejende grad på linje.

Det letter opgaven, at de borgerlige kritikere af strammerlinjen stort set er forsvundet: Birthe Rønn Hornbech (V) og Eyvind Vesselbo (V) stillede ikke op igen, Kåre Traberg Smidt var ikke i nærheden af blive valgt – og Lars Barfoed (K) mistede overraskende sit mandat.

”Danmark til Ejderen”
En lille uge efter valget er man ikke kommet nærmere en afklaring af, om den nye regering bliver en VO-regering eller en ren Venstre-regering.

Et stort flertal af de blå vælgere ser helst DF med i en regering, men det gør ikke synderligt indtryk på DF-ledelsen. Her vurderer man, at det er langt farligere at gå i regering på et løst grundlag end at skuffe vælgerne ved at holde sig uden for.

Selvom det lige så godt kan ende med en regering uden DF, er flere medier naturligt nok begyndt at gætte på partiets ministerposter.

DF har efter Altingets oplysninger ikke udarbejdet en egentlig ministerliste, og en række af de gæt, der har været fremme, er helt usandsynlige: F.eks. at Carl Christian Ebbesen (DF) skulle forlade sin kulturborgmesterpost i København for at blive minister, eller at Søren Espersen skal være udenrigsminister.

Der er til gengæld ingen tvivl om, at Thulesen i givet fald vil gå efter finansministerposten, og at retsordfører Peter Skaarup skal have Justitsministeriet. Søren Espersen er en oplagt kandidat til at blive forsvarsminister, noget man internt i DF har joket med et stykke tid:

”Søren vil starte med at erklære krig mod Sverige, så vi får de tabte provinser igen. Ugen efter vil han besætte den nordlige del af Tyskland, så vi får Danmark til Ejderen. Derefter kan vi uden problemer lave grænsekontrol, der hvor grænsen går i dag!” som en DF-kilde udtrykker det.

Derudover er Dansk Folkeparti interesseret i blødere ressortområder som kultur, sundhed og social. Men partiet vil ikke gå efter samme antal ministerposter som Venstre, så mange egnede kandidater har DF heller ikke. En V-DF-regering kan derfor snildt komme til at indeholde 10-11 Venstre-ministre og kun 7-8 DF-ministre.

Modellen fra 2001
Men det er indtil videre spekulationer i næste led. Kommer der ikke snart bevægelse i skyttegravene, fortoner DF's regeringsdeltagelse sig.

I stedet vil forhandlerne så koncentrere sig om at definere et grundlag for en ren Venstre-regering. Her bliver kunsten at sikre DF selvstændigt manøvrerum, uden at Løkke bliver kastet fra side til side som et skib uden ror.

Men en fælles politisk forståelse er en mindre krævende øvelse, som DF og Venstre var i stand til at klare allerede i 2001.