Terrortrussel mod demokratiet

Man er nødt til at forstå truslens karakter: Man kan lave deals selv med terror-bevægelser, hvis de for eksempel er nationalistiske eller venstreekstreme. Men man kan ikke lave kompromiser med folk, der i ramme alvor tror, de handler på vegne af Gud.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Mens der var tilbageholdenhed under Muhammed-krisen, kom støtteerklæringerne lørdag som perler på en snor: Den franske præsident Hollande, den britiske premierminister Cameron og EU-præsident Donald Tusk var omgående fremme med støtte efter skudangrebet på Østerbro lørdag eftermiddag. Charlie Hebdo er stadig i frisk erindring.

På linje med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kædede de udenlandske ledere angrebet sammen med terror. I betragtning af at debatmødet på Krudttønden på Østerbro handlede om blasfemi og ytringsfrihed og havde deltagelse af den svenske Muhammed-tegner Lars Vilks, er islamistisk terror den oplagte mulighed. Det nye angreb nær synagogen over midnat styrkede den mistanke. Søndag morgen dræbte politiet så den formodede gerningsmand på Nørrebro.

Ti års terrorforsøg
Hvis den skyldige var en religiøs fanatiker, vil det ikke være nyt. For der har været adskillige forsøg på terror i Danmark siden Muhammed-krisen for ti år siden. Terrorforsøg, der kun er forhindret ved en kombination af dygtigt arbejde fra PET og gerningsmændenes guddommelige inkompetence. Angrebet lørdag eftermiddag virker også underlig amatøragtigt, men denne gang fik det alligevel tragiske konsekvenser.

Terroristernes uduelighed må imidlertid ikke få nogen til undervurdere truslen. Man kan frygte, at terroristerne fremover vil være langt bedre trænede, fordi så mange har deltaget i jihad i Syrien.

Men også af politiske grunde er truslen fra islamisterne den alvorligste trussel mod demokratiet i årtier. Meget alvorligere end eksempelvis truslen fra Blekingegadebanden i 80'erne.

Den venstreekstreme bande begik også politisk motiverede forbrydelser, og gruppen dræbte endda en betjent. Men Blekingegadebanden var ikke en trussel mod det danske demokrati. De truede ikke med at begrænse ytringsfriheden eller at tvinge andre ideologiske mål igennem med terror. Faktisk havde banden slet ikke noget indenrigspolitisk mål med sine forbrydelser.

Startede med Rushdie
Det har islamisterne derimod. De vil tvinge de åbne, demokratiske samfund til at indordne sig religiøse dogmer, der tidligere kun var gældende i feudale, muslimske lande. De vil med terror diktere en grænse for, hvad der kan tegnes, skrives og siges.

For vi taler netop ikke kun om tegninger, selvom det er det, Lars Vilks er kendt for. Forsøget på at tvinge islamistiske normer ned over ikke-muslimer i sekulære stater startede som bekendt tilbage i 1989 med den iranske fatwa over Salman Rushdie. På grund af en bog.

Det var noget fuldstændig nyt og epokegørende. For ganske vist kan man finde adskillige muslimske lande, der har dødsstraf for blasfemi, som man havde det i Europa i middelalderen. Men de begrænsninger var indtil 1989 kun gældende for muslimer i muslimske lande.

Siden er den konflikt kun taget til – og det har fået mange europæiske medier til at udøve selvcensur. Ikke fordi man ønsker at give en bestemt religion særbehandling. Men af simpel frygt for at blive slået ihjel. Terroren har haft sin virkning.

Irrationel modstander
I et land som Danmark, hvor begreber som ”dialog” og ”samarbejdende folkestyre” er hyppigt anvendte plusord, har mange haft svært ved at forholde sig til truslen. For kunne man ikke bare undgå konflikten ved at vise lidt hensyn og ”tage dialogen”?

Her er man nødt til at forstå truslens karakter. Man kan lave deals selv med terrorbevægelser, hvis de for eksempel er nationalistiske eller venstreekstreme. Men man kan ikke lave kompromiser med folk, der i ramme alvor tror, de handler på vegne af Gud.

Hos den slags mennesker er der tale om en irrationalitet på linje med Hitler-Tysklands. Et storhedsvanvid og en fanatisme, der også har et selvdestruktivt element.

Med den type modstandere kan man måske lave midlertidige aftaler, som da Tøger Seidenfaden sagde undskyld til Profetens 94.923 efterkommere. Men indrømmelser vil altid kun blive brugt som trædesten til at kræve mere. Derfor er appeasement her helt uden perspektiv.

Os og dem
Det er naturligvis vigtigt, at terroren ikke får modsætningerne mellem forskellige befolkningsgrupper til at eksplodere, og at ingen bliver chikaneret på grund af deres religion. Hele vejen gennem det politiske spektrum er der da også enighed om, at det danske samfund har plads til både muslimer, jøder, hinduer og kristne. Og ateister for den sags skyld.

Men det er samtidig logisk, at politikerne trækker linjerne op. Når det gælder kampen mellem voldelige, totalitære og irrationelle ideologier som nazisme og islamisme på den ene side og demokrati på den anden, må ”os” og ”dem” mejsles i granit.

Det er ikke alle, det giver mening at have dialog med.