Thornings opgør med stakkelgørelsen

Pligt og ret blev et motto, der fik karakter af en konstant taleboble hos Mette Frederiksen (S), da hun var beskæftigelsesminister.

Men genopdagelsen af pligt som forudsætning for ret var en politisk nødvendighed. For den kobling er den eneste måde at sikre opbakning til de relativt høje sociale ydelser i et velfærdssamfund.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Hvordan kan det gå til, at nogle ledige bliver udsat for en stram kontrol, hvor de skal søge nye jobs hver uge, mens andre ledige kan gå i årevis uden at indgå i et forløb, hvor de gøres arbejdsmarkedsparate?

Det er et af de spørgsmål, der rejser sig, før regeringen om kort tid fremlægger konkrete forslag til opfølgning af statsministerens nytårstale. Her lagde Helle Thorning-Schmidt (S) op til, at indvandrere i højere grad skal arbejde til gengæld for deres kontanthjælp, ligesom de nytilkomne flygtninge hurtigt skal sættes i gang. Et markant opgør med opfattelsen af indvandrere og flygtninge som nogle stakler, man ikke kan forlange noget af.

Gennem de sidste 15-20 år har skiftende regeringer forsøgt at få flere indvandrere ind på det ordinære arbejdsmarked, men trods en vis stigning under højkonjunkturen er beskæftigelsesfrekvensen stadig deprimerende ringe hos mange ikke-vestlige indvandrere og flygtninge:

For 30-59-årige har Danmarks Statistik opgjort beskæftigelsesfrekvensen i 2013 til 30,4 for personer af libanesisk afstamning, somaliere ligger på 27,6 og syrere 22,8. Hos klassiske indvandrergrupper som marokkanere, pakistanere og tyrkere ligger beskæftigelsesfrekvensen omkring 50. For danskerne i samme aldersgruppe er den på 82,3.

Vant til at arbejde for føden
En stor del af de indvandrere og flygtninge, der figurerer som ledige i statistikkerne, vil givetvis gerne have et arbejde, og den del af regeringens initiativ, der retter sig mod de mange nytilkomne flygtninge, har bred opbakning. Som generalsekretæren hos Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm, understregede, ”kommer flygtninge fra lande uden overførselsindkomster og er derfor vant til at klare sig selv ved at arbejde.”

Men statsministeren mere end antydede, at iveren efter at søge arbejde ikke gælder alle: ”Hvad med de flygtninge og indvandrere, der har været her i 5 eller 10 år – måske længere? Men som stadig ikke forsørger sig selv. Måske har de manglet viljen. Måske blev der ikke stillet de rigtige krav,” som Thorning formulerede det.

I princippet burde manglende vilje til at tage et arbejde ikke være et problem. For forudsætningen for kontanthjælp og dagpenge er som bekendt, at man står til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis man i det hele taget kan. Men virkeligheden er til tider en anden.

Én jobsøgning på 30 år
Et af de mest ekstreme eksempler blev illustreret i TV2's meget omtalte udsendelse om ”Sigøjnerbossen”. Her optrådte et kriminelt klanoverhoved, der i en alder af 46 år kun havde søgt ét job. Resten af tiden havde han været på kontanthjælp – eller i fængsel. Manden forklarede, at han burde få førtidspension på grund af sin astma og sin angst – alt imens han konstant havde en smøg i flaben og fik tiden til at gå med at true andre sigøjnerklaner.

Udsendelsen viste dermed indvandrernes svar på ”Dovne Robert” – eller måske snarere en etnisk udgave af de stakkels rockere, der er så fysisk svækkede, at de får førtidspension. Men som ikke desto mindre optræder som gorillaer og har overarme som vildsvineskinker.

Ret uden pligt
Politisk er udsendelser som Sigøjnerbossen ren dynamit. For selve forudsætningen for velfærdssamfundet er arbejderbevægelsens gamle slogan: ”Gør din pligt og kræv din ret”.

Den første halvdel blev skubbet i baggrunden i mange år, men har den seneste tid fået comeback på store dele af venstrefløjen. Pligt og ret blev et motto, der ligefrem fik karakter af en konstant taleboble hos Mette Frederiksen (S), da hun var beskæftigelsesminister.

Venstrefløjens genopdagelse af pligt som forudsætning for ret var en politisk nødvendighed. For den kobling er den eneste måde at sikre opbakning til de relativt høje sociale ydelser i et velfærdssamfund.

Når højrefløjen siger, at man ikke skal kunne få lige så meget ud af at være på kontanthjælp som at stå op hver morgen og gå på arbejde, har venstrefløjen kun ét brugbart svar: ”At man hverken kan få dagpenge eller kontanthjælp, med mindre man står til rådighed for arbejdsmarkedet – eller i det mindste gør, hvad man kan for at komme til det.”

Viser dette sig ikke at være tilfældet, vil store vælgergrupper svinge over til den liberalistiske model med beskæring af kontanthjælp og dagpenge.

83 procent ikke parate til job
Forleden kunne Jyllands-Posten berette, at hele 83 procent af de ikke-vestlige indvandrere på kontanthjælp er vurderet til hverken at være parate til et job eller en uddannelse. Det er vel at mærke folk, der ikke er så syge, at de er berettiget til førtidspension. For denne store gruppe kontanthjælpsmodtagere er de normale principper om ret og pligt anderledes diffuse. 

Som beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) peger på, er de 83 procent en sammensat gruppe: nogle kan have psykiske lidelser, og andre kan ligefrem være analfabeter. Men i princippet skal de ikke-jobparate indgå i et forløb, der gør dem i stand til at tage et job, og den tårnhøje procentdel tyder på, at mange indvandrere parkeres som ikke-arbejdsmarkedsparate – uden en målrettet plan for, hvordan de bliver arbejdsduelige.

Kan lægge jobcentret ned
Denne uheldige situation er der flere årsager til:
En helt åbenlys forklaring er, at det kræver store ressourcer at få de tunge kontanthjælpsmodtagere ind i et jobforløb, og at sagsbehandlerne mange steder er pressede. Så kan det på kort sigt synes lettere at lade eksempelvis etniske kvinder uden skolegang smutte under radaren. Forståeligt set fra den enkelte sagsbehandlers stol, men samfundsmæssigt katastrofalt.

En anden forklaring er, at det kan være en tidskrævende affære for en kommune at sanktionere de klienter, der ikke lever op til ret og pligt. Forvaltningschefen i Tårnby – hvor ”sigøjnerbossen” hører til – peger således på, at bare et par sanktionssager mod særlig modvillige klienter kan ”lægge hele jobcentret ned”. Det er selvsagt helt uholdbart, hvis ressourcehensyn hindrer sager mod plattenslagere, der misbruger systemet.

Sagsbehandler eller advokat
Dertil kommer, at der tydeligvis kan stilles spørgsmålstegn ved nogle af de lægeattester, der udskrives til kontanthjælpsmodtagere. Læger kan føle sig pressede af patienter, der plager om lægeattester – eller skifter læge, indtil de får den ønskede sygemelding. Ja, en lægeerklæring kan måske ligefrem være opnået ved brug af trusler. Det gør det ikke bedre, at det kan være svært for en kommune at skaffe en second opinion, hvis man tvivler på en social klients lægeattest. 

Endelig er der det kildne spørgsmål om holdningen blandt sagsbehandlerne.
Tilbage i VK-regeringens tid viste en undersøgelse fra LG Insight, at religiøse og kulturelle argumenter til tider blev godtaget af sagsbehandlerne som argumenter for ikke at tage job. Stik mod gældende lovgivning. Hvis sagsbehandlere ser sig selv som advokater for deres ”stakkels” klienter, vil de politisk bestemte krav om at stå til rådighed blive undermineret.