Thulesens fandango med magten

Havde SF mere magt i regeringsperioden fra 2011-2014, end partiet havde i opposition fra 2005- 2011?

Svaret på det spørgsmål har ikke kun historisk interesse for politiske nørder, men er i disse dage helt centralt for at forstå det spil, der foregår mellem folketingsvalgets triumfator Kristian Thulesen Dahl (DF) og Danmarks kommende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Efter torsdagens dramatiske valg er DF-formanden blevet skoset for, at han ikke uden videre er parat til at føre sit parti i regering. Det har han ”pligt til”, når DF nu er blevet det største parti i blå lejr, lyder kritikken. Men det er en refleksreaktion.

En partileder har pligt til at sikre sine vælgere optimal indflydelse. Men det er ikke nødvendigvis det samme som regeringsdeltagelse. Det kommer helt an på situationen og de konkrete styrkeforhold.

En partileder har pligt til at sikre sine vælgere optimal indflydelse. Men det er ikke nødvendigvis det samme som regerings-deltagelse. Det kommer helt an på situationen.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Magthaver eller gidsel
Det er her SF's nyere historie får betydning.

SF's tidligere formand Villy Søvndal fik med stor dygtighed fordoblet tilslutningen til sit parti og gjort det til en vigtig politisk faktor fra 2007-2010. En meget ung Thor Möger Pedersen (dengang SF) var i front ved de store velfærdsdemonstrationer i 2007, der var med til at presse Anders Fogh Rasmussen (V) til at holde fast i en velfærdslinje. SF havde ingen direkte magt, men en betydelig indirekte magt.

Da SF for første gang kom i regering i 2011, sivede vælgeropbakningen som en punkteret ballon. Dermed forsvandt den indirekte magt. Til gengæld fik partiet mulighed for at udøve magt fra ministerkontorerne. Men resultatet var pauvert.

Thorning-regeringens politik blev lidt grønnere end ellers, og SF kan tage en pæn del af ejerskabet til den store togfond. Men generelt var indflydelsen minimal. Og samtidig blev partiet taget som gidsel i flere situationer.

Lærerkonflikten
Det klareste eksempel er det meget hårde indgreb mod folkeskolelærerne i 2013. Det var et indgreb, mange tidligere regeringer havde drømt om, men det var så kontroversielt, at det kun var muligt med meget bred politisk rygdækning.

Indgrebet havde været næsten umuligt at gennemføre for en borgerlig regering med en aggressiv opposition fra S og SF. I dette tilfælde fik SF altså mindre indflydelse ved at sidde i regering, fordi partiet blev brugt til at legitimere forringelser for partiets kernevælgere.

Norsk skræmmebillede
SF's skæbne er blevet nærstuderet af DF-ledelsen, og det var primært på den baggrund, at Kristian Thulesen Dahl allerede for et par år siden udtalte, at DF's mål ikke – på kort sigt – er regeringsdeltagelse. Siden har internationale erfaringer forstærket DF-ledelsens skepsis.

Klarest er billedet fra Norge. Her kom først SF's søsterparti, Sosialistisk Venstraparti, i kødhakkemaskinen, da partiet blev halveret efter to perioder i regering. Senest er Dansk Folkepartis venner i det norske Fremskridtsparti gået kraftigt tilbage, efter partiet ved sidste valg fik ministertaburetter. Tabet er alvorligt, for i et demokrati betyder mindre folkelig opbakning tab af indirekte magt.

Magt fra sidelinjen
I Dansk Folkepartis 20-årige historie har partiet haft betydelig politisk indflydelse. Partiets hårdeste modstandere beklager sig jævnligt over, at ”størstedelen af Folketinget har overtaget DF's udlændingepolitik”. Den indflydelse er opnået uden en eneste ministerpost.

I de aktuelle regeringsforhandlinger skal Thulesen finde guldvægten frem for at finde ud af, hvad der gavner DF's interesser bedst, ikke mindst på langt sigt. For det er det strategiske mål om at blive Danmarks dominerende parti, der optager DF-ledelsen.

DF mangler ministeremner
På den ene side får Dansk Folkeparti næppe igen en chance for at gå i regering med et så stærkt udgangspunkt som nu: en kæmpemæssig valgsejr og en regeringspartner, der minder om en våd hund. Man kan med rette spørge Thulesen: ”Hvis ikke nu, hvornår så?”

Men på den anden side bliver partiet stækket på nogle områder, hvis man går i regering: EU-kritikken må dæmpes ned, og det kan blive sværere at levere på nogle af de sociale løfter. Eksempelvis er et dagpengeforlig uden om en Venstre-regering en mulighed, DF kan operere med, hvis partiet holder sig uden for. Dermed kan partiet bedre leve op til løfterne om at forbedre dagpengesystemet.

Dertil kommer et rent praktisk problem: DF skal finde ti egnede ministre!
Kvaliteten af DF's folketingsgruppe er ganske vist blevet forbedret de senere år, og man vil godt kunne finde seks-syv velegnede ministeremner. Men det bliver usædvanlig svært at finde ti – og samtidig have et par stykker, der kan holde styr på de mange uerfarne medlemmer af den nye folketingsgruppe.

Løkke blottet for trumfer
Vælger DF at gå i regering, vil kun en to-parti-regering med Venstre give maksimal indflydelse. Weekendens intermezzo med en blå flertalsregering var et smart træk fra LA-leder Anders Samuelsen, der fik brandet LA som et potentielt regeringsparti. Men det var spil for galleriet. En sådan regering ville fra første fløjt minde om en dysfunktionel familie.

Til gengæld gør Løkke en meget seriøs indsats for at lokke DF til truget. En V-DF regering vil være langt stærkere end en ren Venstre-regering. Og den vil sandsynligvis slide på DF, så Venstre får mulighed for at vinde nogle af de mange flygtede vælgere tilbage.

Men det bliver dyrt at lokke DF om bord: Løkke har absolut ingen trumfer, og hvis han puster sig op og igen påstår, at han ”ikke vil være statsminister for enhver pris”, kan Thulesen roligt sige: ”I call the bluff”.

Den gordiske knude
Et Dansk Folkeparti i regering vil kræve Venstre-indrømmelser på udlændinge- og asylpolitik, hvad man godt kan give, på grænsekontrol, dagpenge og offentlig vækst, som er sværere – og endelig på EU-politikken, som er rigtig, rigtig svært. Man behøver bare at tænke på den kommende afstemning om retsforbeholdet, hvor V og DF står på hver sin fløj.

Lars Løkke Rasmussen får hårdt brug for sit berømte forhandlingstalent, hvis generobringen af nøglerne til Statsministeriet skal ledsages af politisk magt.