Troels Lund - mere kant men stadig for tam
Natali Braagaard
Rohde kunne skaffe nye vælgere. Det kan Troels Lund Poulsen ikke, og det er Venstres problem i øjeblikket. Ny Alliance ville have det sværere, hvis det havde været Jens Rohde, der havde været Venstres ordfører lige nu.
Bjarne Steensbeck
Politisk journalist, Berlingske Tidende
"Du får ikke Troels til at stå i et sing-along-show. Til gengæld får du altid en driftsikker melding," lyder det fra Socialdemokratiets politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, når talen falder på Venstres ditto, Troels Lund Poulsen.
Torsdagens afslutningsdebat i Folketinget satte udover folketingsåret også punktum for Troels Lund Poulsens første år som politisk ordfører for regeringspartiet Venstre. Ifølge kollegaerne på Christiansborg er der sket meget, siden Lund Poulsen stod på talerstolen til Folketingets åbningsdebat og fortalte, at man tænker godt på en John Deere-traktor. En ting har imidlertid ikke ændret sig: Han er for farveløs til vælgerne.
En Troels Lund med mere kant
"Troels har fået mere Rohde i sig nu, end han havde i starten. Det vil sige, at man kan både mærke og høre på ham, at han er blevet mere politisk, retorisk og polemisk, men jeg vil nu hellere have den gamle Troels tilbage," siger Morten Helveg Petersen (R), der personligt ikke bryder sig om stilen.