Valgkamp i terrorens skygge

Kristne, hinduer og buddhister begår også terror, men slet ikke i et omfang, der kan måle sig med islamisternes. Det er et faktum, man er nødt til at forholde sig til, hvis man vil forstå omfanget af truslen. 

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Det var et meget sjældent syn, der mødte de danskere, der fulgte debatten på DR mellem partilederne dagen efter terrorangrebet på Charlie Hebdo. For helt usædvanligt var der knap nok tale om en debat, men snarere om en samlet front fra Kristian Thulesen Dahl (DF) og Anders Samuelsen (LA) til Johanne Schmidt-Nielsen (EL). Ligesom det var svært at finde substansforskelle mellem stats-minister Helle Thorning-Schmidt (S) og udfordreren Lars Løkke Rasmussen (V).

I kunstnerlaget og blandt politikere i andet og tredje geled er der stadig mange, der fortsætter, som om intet var hændt. Men blandt toppolitikerne kan man identificere i hvert fald fire punkter, hvor der er almindelig enighed efter Charlie Hebdo. En enighed, der går betydelig videre end den indlysende fordømmelse af blodbadet i Paris.

Ytringsfrihed uden forbehold
For det første er der absolut ingen slinger i valsen, når det gælder om at stå fast over for islamisterne. På Christiansborg-niveau ser diskussionen om, hvorvidt man kan løse problemet ved at ”ændre tonen” og undlade at fornærme sarte sjæle ud til at være overstået.

Sådan har det ikke altid været. Selv en højtbegavet politiker som Mogens Lykketoft (S) kom helt galt af sted, da han i 2002 supplerede fordømmelsen af mordet på den hollandske islam-kritiker Pim Fortuyn med en bemærkning om, at attentatet viste, ”man ikke skal piske hadefulde stemninger op”. Det blev tolket som en påstand om, at den polemiske Fortuyn selv bar en del af ansvaret for attentatet. Også den radikale Margrethe Vestager fik kritik for utidige bemærkninger efter angrebet på den danske ambassade i Pakistan i 2008.

Denne gang var der ingen toppolitikere, der supplerede fordømmelsen af mordene i Frankrig med en bemærkning om, at Charlie Hebdo ”unødigt har fornærmet religiøse følelser”. Eller sagde: ”Jeg går ind for ytringsfrihed, men.....”

Den slags er nu isoleret til folk som kunstneren Kristian von Hornsleth, der til Berlingske udtalte, at ”ekstremisterne har gjort opmærksom på en ulykkelig desperation”, og at man ”skal vise respekt over for folk, der ikke altid forstår vores dekadente og bedrevidende humor”.

De moderate og de ekstreme
For det andet er der konsensus om, at kampen mod den islamistiske terrorisme ikke må udvikle sig til en kamp mod islam og muslimerne som sådan. Det blev i debatten indledningsvist pointeret af såvel Løkke som Johanne Schmidt-Nielsen, og DF-formand Kristian Thulesen Dahl afstod konsekvent fra unuancerede angreb på muslimer generelt. Sådan har Thulesen ikke altid optrådt.

Tilbage i 2008 kom Thulesen for skade at betegne Dansk Folkeparti som ”et anti-muslimsk parti”, noget han måtte trække tilbage efter hård kritik. Efter 11. september 2001 kunne man ligefrem høre et fremtrædende DF-medlem på partiets årsmøde beskrive islam som ”en terrororganisation”. Det vil næppe blive tolereret i dag.

Den gode ghetto
For det tredje er der blevet politisk konsensus om, at ghettoer og parallelsamfund er gift for integrationen og er med til at fremme ekstremisme. En vigtig erkendelse i en tid, hvor Danmark modtager mange flygtninge, der erfaringsmæssigt ender blandt landsmænd i ghettoområder, så snart indslusningsperioden er overstået.

Flere integrationseksperter har ellers yndet at fremhæve "ghettoernes positive virkning", fordi indvandrerne ”får netværk og bliver mere trygge blandt deres egne”. Ghettoerne var i virkeligheden ikke forskellige fra danskernes USA-koloni i Solvang, lød den overfladiske argumentation, der ikke tog højde for, at ghettoerne i Europa ofte udvikler social kontrol, ”no go areas” og en decideret modkultur til det omgivende samfund. 

Endelig – for det fjerde – synes de politiske ledere ikke længere at være i tvivl om, at ytringsfriheden er truet af islamisterne. Det kan synes som en banal konstatering, men selv efter onsdagens angreb lod forfatteren Stig Dalager sig citere for, at ”ytringsfriheden hverken var truet efter Muhammed-krisen eller i dag”. Et ufrivilligt satirisk udsagn, som ingen toppolitikere i dag har lyst til at optræde med.

Stilrent
Ser man nærmere på statsministerkandidaternes markeringer i kølvandet på terrorangrebet, er både Løkke og Thorning sluppet godt fra det. De har begge haft en stilren fremtoning og engageret sig overbevisende i sagen:

Helle Thorning-Schmidt fik endnu engang slået fast, at hun ikke vakler over for islamisterne, og på det punkt brænder hun igennem, fordi hun så oplagt mener det. Statsministeren holdt ekstraordinært en tale ved uddelingen af Cavling-prisen fredag, hvor hun understregede, at man ikke skal lade sig true af ekstremisterne. Og Thorning var hurtig til at markere, at hun – sammen med justitsminister Mette Frederiksen (S) – ville deltage i den store solidaritetsmarch, der fandt sted i Paris.