Næste stop: Valgkampen

Der er mange skuffede centrum-venstre vælgere, der kun vil stemme næste gang, hvis de samtidig kan udtrykke deres protest mod regeringen. Findes den mulighed ikke i den røde blok, bliver de hjemme eller stemmer på højrefløjen. Derfor bør Thorning ikke være det mindste utilfreds, hvis Johanne Schmidt-Nielsen og Pia Olsen Dyhr gentager deres kritik midt under valgkampen.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Det har taget uforståelig lang tid, og det er i absolut sidste sekund.
Mere end tre år efter dannelsen er regeringen blevet i stand til agere i et farvand med indbyrdes uenigheder – såvel de interne som dem i forhold til støttepartierne. Det levner en chance for, at SR-regeringen kan overleve valgkampen.

Den nye, mere professionelle tilgang blev demonstreret på pressemødet, efter finanslovsaftalen mellem regeringen, SF og Enhedslisten torsdag kom i hus. Stående klos op ad finansminister Bjarne Corydon (S) og økonomiminister Morten Østergaard (R) supplerede såvel Johanne Schmidt-Nielsen (EL) som Pia Olsen Dyhr (SF) glæden over aftalen med beske kommentarer.

Johanne Schmidt-Nielsen beskyldte regeringen for at have ”klattet pengene væk på selskabsskattelettelser”, og både hun og Pia Olsen Dyhr varslede, at de vil vende tilbage til ”det uløste dagpengeproblem”. Men Østergaard og Corydon smilede ufortrødent videre, og udfaldet fra forligspartnerne kom tydeligvis ikke bag på dem.

Den form for kontrollerede uenigheder har Thorning-regeringen hidtil ikke mestret. Helt indtil Margrethe Vestagers afgang som radikal leder har man insisteret på at opretholde illusionen om politisk enighed internt i regeringen. Og man har haft meget svært ved at acceptere angreb fra sit eget parlamentariske grundlag.

Lykketofts stil
Forholdet mellem regeringen og Enhedslisten har været dårligt, grænsende til elendigt i størstedelen af Thorning-regeringens tid. Det kan umiddelbart undre, for den aktuelle udgave af Enhedslisten er langt mere pragmatisk end tidligere.

Det er først i denne regeringsperiode, Enhedslisten har lagt stemmer til en finanslov. I 90'erne lykkedes det ved en enkelt lejlighed at få Enhedslisten til at undlade at stemme, men ellers stemte den yderste venstrefløj konsekvent imod ”det borgerlige samfunds husholdningsbudget”. Ikke desto mindre var der et udmærket forhold mellem den daværende socialdemokratiske finansminister Mogens Lykketoft og Enhedslistens finansordfører Frank Aaen.

Lykketoft er meget mere kolerisk anlagt end den rolige Corydon, og Lykketoft kunne fnyse og ryste opgivende på hovedet, når Enhedslistens forhandlere først skulle hjem og have godkendt resultaterne af deres hovedbestyrelse. Men han accepterede, at det nu engang var betingelserne, og at Enhedslistens politiske smertegrænse gik, hvor den gjorde.

Køligt overblik
Det har Corydon – og ikke mindst Margrethe Vestager – haft anderledes svært ved. De har ofte forsøgt at skyde sig igennem ved at intimidere Enhedslisten. Det har man ind imellem haft held med, men det har samtidig blokeret for et tillidsfuldt samarbejde mellem regeringen og dens parlamentariske grundlag.

Derfor har der hver gang været en helt reel risiko, at finanslovsforhandlingerne mellem regeringen og Enhedslisten kunne bryde sammen, selvom begge parter oprigtigt ønskede et forlig. Forhandlingerne var også tæt på et skibbrud i år, hvad der havde givet regeringen et totalt håbløst udgangspunkt for valgkampen. Men for en gangs skyld fik man standset op i tide og taget et køligt overblik over, hvor langt modparten kunne strække sig. Det er vigtige erfaringer, man kan tage med sig.

Poleret overflade
Udover en mere nøgtern erkendelse af modpartens grænser er der tydeligvis også ved at blive gjort op med de næsten maniske forsøg på at fremstille regeringen som en politisk enhed.

Berøringsangsten over for selv indlysende politiske modsætninger var allerede et problem for S-SF alliancen i sidste valgkamp. Og i enhedens hellige navn forsøgte den disharmoniske R-S-SF-regering efterfølgende at postulere et fælles værdigrundlag.

Resultatet er velkendt: Valgkampen 2011 blev en katastrofe for S-SF, og de to partiers vælgere flygtede i hobetal, da ledende socialdemokrater gjorde den radikale reformiver og økonomiske politik til deres egen.