Venstre holder vejret

Det ser pænt ud på overfladen, men der er ikke meget realitet i det.
Venstres "forenede formandskab" med formand Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen skulle i et harmonisk parløb lede partiet, men den tandem har mest symbolsk karakter.

Kristian Jensen kan få lov til at turnere med Løkke og smile og trykke hænder med baglandet, men bag facaden er næstformandens rolle ikke ændret synderligt.

Lars Løkke gør stadig, hvad der passer ham, Løkkes egne favoritter spiller en større realpolitisk rolle end Jensen, og næstformandens informationsniveau er fortsat ikke optimalt. 

Det forenede formandskab var ellers Kristian Jensens trøstpræmie efter det højdramatiske hovedbestyrelsesmøde i Odense, hvor Løkke med det yderste af neglene reddede sit politiske liv. 

Når man begynder at tvivle på, at folk kan stå distancen i politik, så mister de ualmindelig meget indflydelse.

V-kilde om Kristian Jensen

Den daglige ledelse i partiet håndteres på møder mellem Løkke, Jensen, politisk ordfører Inger Støjberg, finansordfører Peter Christensen (PC), gruppens næstformand Hans Christian Schmidt, gruppesekretær Lars Christian Lilleholt - og den erfarne strateg Claus Hjort Frederiksen.

Fra embedsmandsside deltager Løkke-rådgiver Christian Hüttemeier, pressechef Niels Th. Dahl, stabschef Jacob Bruun Christensen i ledelsesmøderne - og partisekretær Claus Søgaard-Richter, der på rekordtid er blevet en meget omstridt skikkelse i Venstre. 

Man skal bemærke, at Kristian Jensen ikke har en eneste af sine støtter i ledelsen, mens PC, Lilleholt og Støjberg alle er blandt Løkkes vigtigste støtter.

Men også i kulisserne har Løkke sikre støtter, og særligt "klyngen" omkring udenrigsordfører Søren Pind har en vigtig uformel rolle i Venstres politikudvikling under Løkke. Udover Pind deltager her Pinds mangeårige væbner Martin Geertsen, Peter Christensen, Sophie Løhde samt Jakob og Karen Ellemann-Jensen. 

De mest hårdtarbejdende Løkke-støtter viste sig dog at være Lars Chr. Lilleholt, Troels Lund Poulsen og Jacob Jensen fra folketingsgruppen, der sammen med Carl Holst og Lars Krarup fra baglandet, delte de 132 hovedbestyrelsesmedlemmer mellem sig og ringede rundt for at sikre opbakning til Løkke inden skæbnemødet i Odense.

Imens viste Hans Christian Schmidt sig ligeledes som en stabil Løkke-støtte, der med sit store netværk i Venstre også regnes for at være en af de afgørende brikker bag, at partiformanden stadig hedder Løkke.

”Da vi sad til hovedbestyrelsesmødet vidste vi godt, at det ville blive med det yderste af neglene. Havde Kristian Jensen ikke bakket ud, så var det kun omkring to stemmer, der skulle flyttes, før vi ville tabe, og Venstre skulle ud i et ekstrordinært landsmøde om formandsposten,” siger en Løkke-støtte fra hovedbestyrelsen.

Venstres frygt for magtkampe
Venstres stærke mand, tidligere partisekretær og finansminister Claus Hjort Frederiksen, forblev i forløbet loyal over for Løkke. Han markerede sig dog også i medierne med bemærkningen om, at han så næstformandsposten som en ”naturlig læreplads,” altså en blåstempling af Kristian Jensen som efterfølger. Hjort regnes dog først og fremmest som loyal over for Venstre, og en klar abonnent på tesen om, at interne krige kun skader partiet.

Sådan som det har været tilfældet med Konservatives borgerkrige op gennem 1990'erne.

Sidst Venstre har været ude i et rigtig kampvalg, var tilbage i 1998, da Lars Løkke Rasmussen blev næstformand. Dengang blev Løkke udfordret af Peter Brixtofte og Eva Kjer Hansen. De blev dog begge slået af den daværende amtsborgmester fra Nordsjælland, der havde sin gode ven, nuværende regionsformand Carl Holst, som sin kampagnechef i kampen om næstformandsposten.

Og i Venstre er man pinlig opmærksom på, hvad splittelse i et parti kan medføre. Da Uffe Ellemann-Jensen overlod magten til den nye formand Anders Fogh Rasmussen og næstformand Lars Løkke Rasmussen, brugte han dele af sin afskedstale til at påpege, hvor dræbende kampvalg kan være for et parti:

”Det er afgørende vigtigt, at man kan fungere sammen – og have tillid til hinanden. Det er forklaringen på, at Venstre ikke har haft de opslidende indre slagsmål, der har plaget andre partier. Og sådan skulle det gerne blive også i fremtiden,” sagde Ellemann-Jensen i sin tale.

Jensens støtter
I Venstre er det også tradition, at næstformanden arver formandsposten. Op til sommerens ekstraordinære hovedbestyrelsesmøde har der heller ikke været den store tvivl om, at næstformand Kristian Jensen skulle arve formandsposten, den dag Løkke stopper. Men det er der nu. Kristian Jensen har flittigt i sin periode som næstformand plejet baglandet, hvor han er populær. Han er kendt som arbejdsom, og markant mere ordentlig end partiets nuværende formand.

Kristian Jensen er også den slags Venstrepolitiker, der gerne lægger afstand til Dansk Folkeparti og ser muligheder i globaliseringen - og ikke de mange bekymringer, der har det med at være toneangivende på Christiansborg. Læs bare hans bog ”Hurra for globaliseringen” fra 2003, hvor credoet er, at det ikke er globaliseringen, der er problemet, men frygten for den.

Hans klassiske liberalisme og popularitet er bare ikke lige så udtalt i folketingsgruppen. Og at han ikke valgte at føre kniven, da Løkke ellers var i knæ, er blevet set som et svaghedstegn, og har helt åbnet muligheden for, at han ikke skal være Løkke-arvtager.

”Det har da gjort det vanskeligere at vide, om han kan stå distancen, når det gælder. Og når man begynder at tvivle på, at folk kan stå distancen i politik, så mister de ualmindelig meget indflydelse,” fortæller en kilde fra Venstres hovedbestyrelse, som støttede Kristian Jensen.

Den tidligere politiske ordfører Ellen Trane Nørby regnes for en af hans mest loyale støtter. Hun var en af de eneste fra folketingsgruppen, der var inviteret med til Kristian Jensens 40-års-fødselsdag i 2011. Det blev også noteret af Løkke-støtter i folketingsgruppen, at hun nærmest talte sort, da man på et gruppemøde diskuterede muligheden for en afstemning om Løkke. Noget som af nogle blev tolket som illoyalt overfor Løkke, og som en subtil støtte til Kristian Jensen.

Andre, der bakker op om Kristian Jensen i gruppen, er de unge Karsten Lauritzen og Mads Rørvig, samt ægteparret Torsten og Louise Schack Pedersen og Kim Andersen. Til nogen udstrækning er der også opbakning fra Preben Bang Henriksen, mens Kristian Pihl Lorentzen presset af sit Viborg-bagland også støttede Kristian Jensen i de ophedede dage i juni. Der er dog en anerkendelse af, at Pihl Lorentzen er meget loyal over for Venstre, og ikke har en stærk modstand mod Løkke, men mere ”blev fanget i spillet”.

En af dem, som orkestrerede spillet i baglandet for at vælte Lars Løkke Rasmussen, var europaparlamentariker Jens Rohde, der også hurtigt var ude at pege på Kristian Jensen som ny formand i medierne.

De sociale klubber

Som noget relativt nyt har Venstres folketingsgruppe fået nogle interne netværk, der er blevet sammenlignet med Socialdemokraternes kaffeklubber. Mens Socialdemokraternes netværk nærmest er institutioner i partiet, er Venstres dog noget mere uformelle.

S-kaffeklubberne har hver især en ideologisk fællesnævner - og handler normalt som sammentømrede enheder, når det gælder besættelse af centrale ordførerposter og formandsvalg. Anderledes er det med Venstres klubber, der i højere grad er sociale og indrettet efter, hvem man har været i Venstres Ungdom med.

Den største klub i Venstre er Hans Christian Schmidts Klub 19, der består af en række lidt ældre mandlige folketingsmedlemmer. Det er mest en social klub, hvor man for eksempel for nyligt har været på ekskursion til Jylland med ægtefællerne. I formandsopgøret viste klubben sig ude af stand til at tale med en stemme. Klub 19s Hans Christian Schmidt og Lars Christian Lilleholt er klare Løkke-støtter.

Men andre i klubben, som Eyvind Vesselbo, Preben Bang Henriksen og Kim Andersen har været nogle af de skarpeste kritikere i folketingsgruppen af partiformanden. Senest valgte Eivind Vesselbo også at gå imod partiledelsen og Venstres nye udlændingeudspil.

Endnu mere broget ser det ud i klubben af yngre folketingsmedlemmer med Karsten Lauritzen, Jakob Engel-Schmidt og Mads Rørvig i spidsen. Denne gruppe består af 10-11 folketingsmedlemmer, men det tal inkluderer også folk som Søren Pind og Martin Geertsen. Her findes altså også både støtter og modstandere af Kristian Jensen, ligesom der er meget forskellige vurderinger af Løkkes mulighed for igen at blive et aktiv for partiet.

Den næste formand
Opstår endnu en bilagssag for Løkke inden valget, er det blevet svært at forestille sig, at han vil overleve som formand. Endnu en bog om Løkke udkommer i efteråret, og spekulationerne går allerede på, hvad den kan indeholde af nyheder.

Dog er der også en anden logik, der tilsiger, at jo tættere vi kommer på valget, des mere sikkert sidder han. Sidder Løkke helt ind til valget og vinder statsministeriet tilbage, har flere sågar tiltro til, at han kan rejse sig og faktisk sidde de 10 år, en normal Venstre-formand sidder. Han har trods alt allerede siddet i fem.

Skal Venstre ud i et formandsopgør inden valget, har Kristian Jensen stadig gode chancer, han er jo det naturlige valg som næstformand. Stærke kræfter i partiet har dog dømt ham ude, og mener, det definitivt skete, da han alligevel ikke ville tage tøjlerne for partiet på hovedbestyrelsesmødet i juni. Disse folk peger på, at Søren Gade allerede er blevet spillet ind engang, og i dag vil være en endnu mere seriøs udfordrer.

En anden udfordrer kan meget vel også blive regionsformanden i Syddanmark Carl Holst. Han er ovenpå det dramatiske formandsopgør blevet folketingskandidat og er meget vellidt i Venstres bagland og i Venstres folketingsgruppe. Han er ikke kendt i den brede offentlighed, men får han et stærkt valg til Folketinget, er der mange i Venstre, der forventer, Holst kan komme i spil som den næste formand.  

Denne artikel er en del af Altinget : magasin. Læs hele magasinet her.