Vi skal ikke betale for bankernes overtræk
Det nye EU-samarbejde om en stærkere regulering af bankerne gør det nemmere at tøjle finanssektoren og styre uden om økonomiske kriser. Vi skal have Danmark med nu – men alligevel tøver den danske regeringen med sin opbakning til samarbejdet. Læs kronik fra to af SF's spidskandidater til Europa-Parlamentsvalget d. 25. maj.
Af Margrete Auken, medlem af Europa-Parlamentet, og Teis Volstrup, kandidat til Europa-Parlamentet.
Europa-Parlamentet og EU-landenes regeringer tager i dag et stort skridt mod en sundere finanssektor. Med aftalen om den såkaldte bankunion bliver både reguleringen af og tilsynet med Europas banker væsentligt skærpet.
Mens det under finanskrisen var skatteborgerne, som betalte for finansverdenens uansvarligheder, sikrer den nye aftale, at bankerne fremover selv betaler kriseregningen.
Det er den form for konkret politisk handling, som mange – herunder SF – har arbejdet for siden den økonomiske krise brød ud i 2008. Konsekvenserne af krisen har nemlig været til at tage og føle på: økonomisk ustabilitet og massiv arbejdsløshed overalt i Europa.
Herhjemme mistede vi 200.000 private arbejdspladser og mange danskere måtte gå fra hus og hjem. Uretfærdigheden er særligt stor, fordi ingen af de ramte var med til at udløse den økonomiske nedtur. Almindelige mennesker betalte for bankernes moralske overtræk.
Med det forstærkede banksamarbejde tager EU nu de sikkerhedstiltag, som krisen med stor tydelighed har vist os, er nødvendige, hvis vi skal have en sund finansiel sektor. En sektor, som ikke udgør en risiko for samfundet og helt almindelige mennesker.
Bankunionen er en forsikring imod en gentagelse af den krise, som Danmark og Europa stadig knokler for at komme helt ud af. Den er realiseringen af mange års skåltaler, og derfor bør Danmark allerede nu melde vores opbakning til samarbejdet.
Vi forstår ikke den danske regeringens tøven i denne sag – det er uforståeligt, at en centrum-venstreregering ikke med det samme slår til. Ikke kun for Danmarks, men også hele Europas skyld.
Herhjemme har vi med rette stor tiltro til vores finanstilsyn. Men i andre lande er de nationale tilsyn ikke altid lige så skrappe – og nogle af dem er også lidt for gode venner med bankdirektørerne.
Med bankunionen bliver de europæiske banker nu underlagt et fælles tilsyn. Man sikrer en stram kontrol og dermed ansvarlighed hos bankerne i EU gennem en fælles tilsynsmekanisme med langt skarpere tænder sammenlignet med mange af de tilsyn, der findes i dag.
Bankerne skal hæfte
Når samarbejdet træder i kraft, vil man fra start af sikre et robust udgangspunkt for den europæiske banksektor ved at stressteste alle EU-landes banker. Testene tjekker bankernes individuelle styrke og kortlægger svagheder i finanssektorerne.
Det har allerede fået bankverdenen til at reagere. Flere banker er begyndt at afskrive lån, fordi de vurderer, at de aldrig får pengene igen. På den måde sikrer bankunionens stresstest fuldt overblik over de europæiske bankers sundhed, og vi får dem til at rette ind og rydde op. Det giver mere ansvarlige banker og et stærkere finansielt system.
Det stærkere banksamarbejde er ikke kun en forebyggelse af lignende kriser i fremtiden. Det er også en måde at holde eventuelle bankkrak langt væk fra den almindelige europæer.
Bankunionen indeholder nemlig en fælles redningsfond, der kommer til at rumme 410 milliarder kroner. Det er en fond, som bankerne selv skal betale ind til, og midlerne skal bruges til at afvikle banker, der går nedenom og hjem.
Med andre ord: Hvis en bank krakker, så er det de andre banker, der skal hæfte for det – ikke skatteborgerne, som det i høj grad er tilfældet i dag.
Med det nye regelsæt vil banker dog ikke bare kunne overlade det hele til deres bankkollegaer på tværs af Europa. Inden man kan modtage penge fra fonden, skal den krakkede banks egen bestyrelse nemlig selv skaffe penge fra investorer.
Redningsfonden skal derfor ikke bruges til at holde hånden under fallitbo, der fortsat fører en uansvarlig kurs. I stedet øges konsekvenserne ved at spekulere i risikable, kortsigtede gevinster, og det vil have en præventiv effekt.
Danmark ved bordet
Spørger man os, er det alt sammen skridt i den rigtige retning. Vi kunne naturligvis godt have ønsket os endnu mere regulering. Men det samarbejde, der nu er fundet enighed om, er mærkbare forbedringer, som det gælder om at få i værk så hurtigt som muligt.
I starten af maj skal regeringen herhjemme beslutte, om Danmark ønsker at være med i bankunionen fra start. Regeringen har været en dygtig forhandler, og resultatet er blevet et kompromis, der i væsentlig grad tilgodeser danske interesser.
Vi har fået en mere effektiv beslutningsproces, når en afviklingsplan for en krakket bank skal vedtages. Vi har fået en hurtigere indfasning af redningsfonden end forventet. Vi har forbedret den demokratiske kontrol. Og så er det lykkedes Danmark at sikre ens vilkår for eurolande og ikke-eurolande.
På trods af dette er regeringen stadig afventende. Men her mener SF, at Danmark bør tone rent flag. Hvis vi ikke tilslutter os inden begyndelsen af maj, skal vi stå uden for helt frem mod 2015 og måske endda 2016.
Dermed mister vi muligheden for indflydelse på væsentlige detaljer i bankunionen inden for de rammer, Europa-Parlamentet og de europæiske regeringer nu er blevet enige om. Er Danmark med ved bordet, kan vi stille krav og sætte aftryk med erfaringer fra det danske bankvæsen. Det ville være tåbeligt at sige nej tak til så vigtig indflydelse.
Samtidig vil det fælles tilsyn fungere som et kvalitetsstempel af bankerne.
Derfor vil danske banker være langt bedre stillet ved at være med end ved at stå uden for. Vi kan komme i en situation, hvor danske banker - for at kunne modtage lån fra udenlandske banker - skal leve op til endnu højere krav, end hvad det nye europæiske tilsyn kræver.
I vores øjne er det en selvfølge, at Danmark skal være med i en aftale, der på en og samme tid styrker ansvarligheden i banksektoren og sikrer troværdighed og konkurrencefordele til de danske banker.
Klart signal
Vi mener ikke, at eventuelle svagheder ved bankunionen i sig selv er et argument for at stå uden for. SF havde gerne set, at redningsfonden var større. Og vi har længe ønsket, at de store banker skulle tvinges til at skille deres investerings- og låneaktiviteter ad, så almindelige låntagere ikke skal betale, hvis en bank mister penge på sine investeringer.
Det er der desværre ikke flertal for blandt EU-landene. Men som moderne og internationalt orienteret venstrefløjsparti er vi naturligvis parate til at tage hånd om problemerne i finansverdenen med de værktøjer, der kan lade sig gøre.
Og som land er Danmark bedst tjent ved at være med, hvis vi vil kunne gøre en forskel og fremadrettet kæmpe for endnu skrappere regulering. Uagtet om man kunne have ønsket sig en endnu større redningsfond, foretrækker vi, at skatteborgerne får en regning, der er 410 milliarder kroner mindre.
Regeringen bør derfor snarest sende et klart signal om, at Danmark er med i kampen for en bedre finanssektor, der holder fremtidens kriseregninger væk fra borgerne.
Mens andre partier tøver, er SF klar. Vi ønsker ikke, at danskerne igen får regningen for en økonomisk krise, som de ikke har noget ansvar for. Derfor skal Danmark tilslutte sig den styrkede regulering af bankerne allerede nu.
