Hvor mange liv må dit tøj koste?

Den 24. april 2013 mistede 1138 mennesker livet på en tøjfabrik i Bangladesh. Selvom det er et år siden, er stadig ikke gjort nok for at forbedre arbejdsforholdene. Derfor arbejder SF og udviklingsordfører Trine Pertou Mach for langt mere åbenhed, så alle virksomheder presses til at tage et større ansvar for deres leverandører og de forhold, som deres ansatte arbejder under.

Læs Trine Pertou Machs blog om sagen på Politiken.dk

Efter katastrofen sidste år satte SF – mens vi var i regering - skub i en dialog med den danske tekstilbranche. Og det er afgørende, at vi får erhvervslivet til at forpligte sig til at forbedre forholdene og sikre åbenhed, siger Trine Pertou Mach.

”Virksomhederne har et ansvar for forholdene på fabrikkerne - også i den anden ende af varekæden. Det må være et krav – ikke mindst dér, hvor der med handels- og udviklingspolitikken ydes støtte til fremme af dansk erhvervslivs interesser – at arbejdstagerrettigheder overholdes og tages alvorligt,” siger hun.

Men hensigtserklæringer er ikke nok. Der skal klare regler til for sikre åbenhed og bedre forhold:

”Der er behov for at se på mulighederne for helt juridisk at kræve åbne leverandørlister og kædeansvar. Åbne lister vil presse virksomhederne til at tage et større ansvar for deres leverandører, fordi alle vil kunne se, hvis de benytter sig af underbetalte arbejdere, børnearbejde eller noget tredje.”

”Derudover vil kædeansvar give mulighed for at straffe de virksomheder, som alligevel benytter sig af underleverandører, der ikke sikrer ordentlige løn- og arbejdsvilkår eller benytter sig af ulovlig arbejdskraft,” siger Trine Pertou Mach.

I hendes øjne ville det bedste være, hvis danske virksomheder – og staten – for alvor begynder at bruge FN’s retningslinjer om menneskerettigheder og erhvervsliv.

”Det er et unikt og vigtigt instrument, der – hvis det tages i anvendelse – vil få stor betydning. Regeringen har netop lanceret en handlingsplan, så det er bare om at komme i gang. Danmark både kan og bør placere sig i front på den dagsorden. Og vi behøver ikke vente på en anledning. Den er der hver eneste dag.”


Dette indhold er leveret automatisk via RSS uden ansvar for Altinget