Debat

Åben tillidskløft udfordrer fonde og forvaltninger

KLUMME: Mangel på tillid gør mennesker såvel som institutioner sårbare over for mistænkeliggørelse og utilsigtede løsninger, skriver Birgitte Boesen. 

"Er fondenes åbenhed mere af interesse for fondene selv og deres umiddelbare interessenter," spørger Birgitte Boesen.
"Er fondenes åbenhed mere af interesse for fondene selv og deres umiddelbare interessenter," spørger Birgitte Boesen.
Birgitte Boesen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det moderne samfunds autoriteter bliver udfordret i en voksende tillidskløft mellem offentlige og civile institutioner og den brede offentlighed. Til gengæld er der bred enighed om, at tillid skabes gennem åbenhed, gennemsigtighed og dialog. Spørgsmålet er, hvem dialogen skal føres med, for fonde og forvaltninger deler ikke grundvilkår.

Fire departementschefer mødtes i sidste uge til en samtale om tilliden – eller snarere mistilliden til embedsværket. Samtalen foregik i al offentlighed på Folkemødet, hvilket i sig selv var ganske utraditionelt for embedsfolk, der til dagligt lever en diskret tilværelse på Slotsholmen i København.

Baggrunden var alvorlig nok. Tidligere på året havde en meningsmåling for andet år i træk vist, at lidt over halvdelen af befolkningen har begrænset tillid til centraladministrationens embedsfolk – altså de folkets tjenere, der sidder tættest på politikerne. Et begreb, der giver rigtig god mening, når man oversætter ordet til det engelske civil servants, og som minder om en svunden tid, hvor folk enten var upstairs eller downstairs.

Åbne samfund bygger på tillid
Velinformerede samfund er afgørende for et moderne demokrati. I den sammenhæng er det værd at sende en venlig tanke til de europæiske politiske praktikere og filosoffer, som i tidligere generationer har gjort en stor indsats for at få det åbne samfund til at fungere gennem åbenhed og dialog mellem samfundets institutioner og befolkningen. Vores samtid bygger videre på den historiske erfaring, at tillid er det kit, der får et demokratisk samfund til at hænge sammen.

Det er en gammel lærdom, at mangel på tillid gør mennesker såvel som institutionerne sårbare over for mistænkeliggørelse og utilsigtede løsninger. Derfor ligger naturligvis et stort ansvar hos repræsentative institutioner som byråd, regionsråd og folketing og deres forvaltninger om at være åbne og imødekommende.

Men fonde og andre af civilsamfundets organisationer må også gøre en indsats og afprøve nye veje i dialogen med deres omverden. Derfor var det også forfriskende, at Tuborg Fondet på Bornholm afholdt et åbent bestyrelsesmøde, og forhåbentlig lærte omverden også noget af det eksperiment.

Fornuftigt folk
I takt med digitaliseringen vokser vores – altså omverdenens – forventninger til, at civile institutioner, som almennyttige fonde og foreninger, er klar til at svare lige så forståeligt og hurtigt på velkendte hv-ord som hvad, hvorfor og hvordan, som den offentlige forvaltning kan. Derfor lægger flere fonde også et ihærdigt arbejde i at formidle informationer om uddelinger, ledelsesforhold og økonomi gennem hjemmesider og sociale medier.

Alligevel tyder en del på, at indsatsen ikke er tilstrækkelig til, at befolkningen føler sig informeret. Ifølge en dugfrisk meningsmåling, der er foretaget af Norstat for Altinget, ønsker to-tredjedele af befolkningen bedre muligheder for at få indsigt i, hvad der foregår i fondene. Og i samme undersøgelse sætter halvdelen af de adspurgte kryds i rubrikken ’hverken-eller’ til spørgsmål som, hvorvidt fondene har for stor indflydelse i det danske samfund, og om fondene først og fremmest deler penge ud til nogen, de kender i forvejen. Fornuftige folk, der ikke lader sig lokke til at give klare svar på noget, de mener at vide for lidt om. Og det på trods af, at kommunikation og formidling spiller en stadig større rolle blandt fremsynede fonde.

Deri ligger en tilsyneladende pointe: for hvor meget kommunikation og formidling skal fondene investere i, for at befolkningen føler, de ved, hvad fondene foretager sig. Eller måske er spørgsmålet forkert formuleret. For det bygger på en forventning om, at den brede offentlighed er optaget af, hvordan de filantropiske fonde er organiseret og arbejder. Det behøver ikke være tilfældet.

Åbenhed gavner fondene
Kan det tænkes, at fondenes åbenhed og gennemsigtighed i virkeligheden er mere af interesse for fondene selv og deres umiddelbare interessenter?

At åbenheden i høj grad er til gavn for fondenes indbyrdes evne til at inkludere hinanden i fælles filantropiske projekter, lære af hinandens erfaringer og dermed i fællesskab forstærke indsatsen for folkesundheden, kulturlivet, videnskaben, livskvaliteten – og hvor fondene i øvrigt lægger deres ressourcer?

Og skal vi snarere måle fondenes succes på deres evne til at indgå i dialog med deres nære omverden – uanset om de så er ildsjæle, fagpersoner, embedsfolk eller folkevalgte, hvis vi skal få et retvisende billede af fondenes evne til at arbejde i åbenhed og gennemsigtighed?

Ikke at det ændrer på forudsætningen om, at et moderne samfund må forvente en ledelsesform, der er åben for dialog, og en ledelsesstruktur, der er gennemsigtig. Akkurat som vi forventer det af det private erhvervsliv og af den offentlige forvaltning.

Filantropi er frivillighed
Filantropi bygger i sit udgangspunkt på et frivilligt initiativ fra stifter og dermed på stifters private vilje.

I frivilligheden ligger den filantropiske kapitals styrke og sårbarhed. Det civile samfund er fyldt med eksempler på, at fonde træder til med løsninger, som er mere fleksible, kreative og eksperimenterende, end det offentlige har mandat til. Netop fordi fondene kan tage en større risiko på sig og engagere sig i projekter, hvor risikoen for ikke at komme i mål er stor.

Sårbarheden ligger i, at fondenes legitimitet skabes i kraft af den måde, de forvalter deres ansvar på. Et ansvar, der juridisk og formelt er bundet op på fondenes fundatser og dermed stifters vilje, men som reelt er afhængig af omverdens anerkendelse. Og så er vi tilbage, hvor vi begyndte, nemlig ved at åbenhed, dialog og gennemsigtighed er grundforudsætninger for et tillidsfuldt forhold mellem borgerne, civilsamfundet og den offentlige forvaltning.

 

Birgitte Boesen er analytiker, rådgiver og indehaver af büroCPH. Hun har i 12 år arbejdet som kommunikations- og pressechef i Realdania. Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00