Glimt fra året, hvor frivilligheden kom i fokus, og fonde fik smag for forretning

Civilist, nu blunder den lyse nat. Og med midsommerens komme går dit nyhedsbrev samtidig i dvale.

Men inden du giver dig hen til det syngende Vesterhav og den kukkende gøg i krattet, vil redaktionen lade solen skinne på året, der gik i civilsamfundet.

Og vi starter med kernen: De frivillige.

For efter i flere år at have været varmt omfavnet i politiske skåltaler har man særligt det seneste år set, at kærligheden har materialiseret sig i konkret politik.

Regeringen kom i marts igennem med et lovforslag, som sikrer kommunernes ret til at forsikre frivillige. De nye regler træder i kraft 1. juli og afslutter dermed en sag, der har kørt siden 2014. Her afgjorde Statsforvaltningen, at det var i strid med både loven og kommunalfuldmagten at forsikre frivillige. 

Ude i kommunerne har man revet sig i håret over sagen, og flere har utålmodigt ventet på at kunne tage ansvar for frivillige, der yder en særlig indsats i lokalsamfundet. 

Kommuner vil selv
Når det her overhovedet er blevet til en sag, er det et udtryk for, at der er sket rystelser i den lokale frivilligindsats. For hvis alle frivillige i den kommunale sektor var organiseret under en stor landsorganisation, ville der slet ikke være noget problem: Der har ikke været noget til hinder for, at Ældre Sagen og Røde Kors kan forsikre deres frivillige.

Men flere og flere kommuner er begyndt at gå uden om det traditionelle foreningsliv og ser gerne, at frivillige er tilknyttet et ældrecenter - uden at de nødvendigvis har en stor landsorganisation i ryggen. 

I foråret kom der så tal på tendensen. Et SDU-studie fra professor Bjarne Ibsen viste, at 70 procent af lederne inden for plejesektoren får en hånd fra frivillige, som ikke er organiseret af foreninger. Og det bekymrede Ældre Sagens frivilligchef Lars Linderholm.

"Jeg synes, det er ærgerligt, for jeg tror, at kommunerne overser, at frivilligorganisationerne har stor viden og erfaring med at drive frivilligt arbejde," sagde han til Altinget i april måned

Håndsrækning trækker ud
Lediges muligheder for at arbejde frivilligt har også været en markant debat det forgangne år. Især efter at beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i januar sendte sine embedsmænd ind i et spindelvæv af dagpengeregler for at lave et såkaldt "serviceeftersyn", der skulle munde ud i et nyt udspil.

Det kom i starten af maj, og de store frivilligorganisationer og Frivilligrådet roste samstemmende forslaget, der lagde op til en markant lempelse. Regeringen vil øge timegrænserne, så dagpengemodtagere kan arbejde frivilligt i op til 10 timer om ugen - efterlønnere i op til 15 timer. Samtidig ønsker man ikke, at A-kasserne skal vurdere, hvad den frivillige laver. Så længe det foregår i foreningsregi, kan den frivillige ikke bliver trukket i sin ydelse. 

Regeringen vil også lempe foreningsdefinitionen, så det ikke længere er et krav, at de har et almennyttigt formål.

Forslaget er en stor håndsrækning til frivilligdanmark. Også større, end et flertal i Folketinget ser ud til at kunne acceptere, selvom der har svirret rygter om, at en aftale var på trapperne. Forhandlingerne er dog blevet udskudt af flere omgange og ser ud til først at blive genoptaget på den anden side af sommerferien.

Ifølge Altingets kilder er der ikke tvivl om, at parterne nok skal finde hinanden. Der skal bare files nogle kanter, og der er bred opbakning blandt forhandlerne til at styrke frivilligheden. Men de færreste partier går fuldtonet ind for, at ledige skal kunne udføre alskens opgaver i en forening uden almennyttigt formål.

Fondstog i flere hastigheder
Med et rapt lille sporskifte rykker vi fra frivillighed på Christiansborg til filantropiske rystelser, som en lang række fonde må forholde sig til.

Men de gør det ikke i samlet flok.

Fondsdanmark er nemlig langt fra én samlet størrelse. Og selv om man godt kunne få indtrykket af, at der foregår en massebevægelse i retning af en mere strategisk og pro-aktiv tilgang, er virkeligheden mere nuanceret end som så.

Blandt de store fonde sker der en klar professionalisering. Og det har året budt på flere eksempler på.

Poul Due Jensens Fond er bare en af de mange fonde, der over de senere år har fået ny og markant skarpere strategi. Fondene har simpelthen indsnævret deres nærmest altomfavnende fundatser til blyantsspidse strategier. Og de har bevæget sig fra at modtage ansøgninger om alt, der bare havde en reminiscens af alment velgørende arbejde, til selv at være opsøgende inden for nøjagtig de snævre områder, fonden selv har defineret.

Andre fonde – som eksempelvis Tuborgfondet – rejser jævnligt spørgsmålet, om ikke man risikerer at kvæle noget af initiativet nedefra, hvis man definerer sine uddelingsområder for snævert. Der skal være plads til, at der kan dukke ideer op nedefra og udefra, pointerede fondets direktør Anne-Marie Skov på det fondsarrangement, Altinget og Tænketanken stod bag på Folkemødet. Nogle af fondets bedste projekter byggede på ideer, der er kommet fra ildsjæle og foreninger, fondet ikke automatisk ville være i kontakt med, sagde direktøren.

Lav rente presser småfonde
Og så er der jo alle de mange tusinde mindre fonde, som ikke er med på de fine ord og avancerede strategiske processer – enten fordi de ikke har ressourcerne til det, eller fordi de ikke ejer en virksomhed og er overladt til at tjene deres penge på værdipapirer i et lavrentesamfund.

I modsætning til de erhvervsdrivende fonde er de – i mangel af et bedre ord – ikke-erhvervsdrivende fonde underkastet den såkaldte anbringelsesbekendtgørelse, der regulerer, hvordan de må investere deres midler.

Der er, mildt sagt, ikke meget rum for højrisikable investeringer. Og da risiko og afkast har en tendens til at følges ad, er de ikke-erhvervsdrivende fonde efterladt med sikre værdipapirer med lavt afkast.

Det er ikke noget, Civilstyrelsen har nogen planer om at ændre med det første. For styrelsen er stærkt optaget af at få landet sin egen udflytning, må man forstå på denne artikel fra Danmarks Fonde.

Storfond satser grønt
Men måske er der lidt inspiration at hente hos Villum Fonden. For selv om fondens aktier i VKR Holding – der ejer blandt andet Velux – skæpper godt i kassen, skal der også investeres i andet end vinduer. Og Villum har opnået Civilstyrelsens velsignelse til at gå nye, grønne veje.

Det har fonden kvitteret for ved at afsætte 100 millioner dollars til såkaldte mission related investments – altså investeringer, der ikke bare har til formål at skabe afkast, men samtidig også flytter verden i retning af det formål, der er beskrevet i fondens fundats.

Den type investeringer har fundet vej ind i den internationale filantropi, men det er småt med MRI-eksperimenterne i Danmark. Derfor er det interessant at se, om Head of Impact Investments hos Villum Fonden Anders Lyngaa Kristoffersen får ret i sin tiltro til, at fonden ad denne vej kan skabe ikke bare et større impact, men også et bedre økonomisk afkast.

”Vi mener, vi kan opnå et attraktivt økonomisk afkast og samtidig få et klart miljømæssigt afkast,” siger han i interviewet her.

Mere fokus på forretningsudvikling
En anden nyskabelse er fondes fokus på forretningsmodellerne hos dem, der modtager de filantropiske midler.

Det er måske for meget at tale om en decideret tendens, men lad os bare kalde det en spirende opmærksomhed, som man begynder at kunne spore hos i hvert fald hos nogle fonde.

Interessen udspringer af et ønske om ikke bare at skabe forandring, men også forankring – altså at sikre, at de fremskridt, der sker, mens fondsmidlerne flyder, ikke fordufter, når pengestrømmen stopper.

I nogle tilfælde er der sågar tale om at opbygge en ny infrastruktur, hvor der ikke er nogen. Et eksempel er, når Egmont Fonden investerer 9,5 millioner kroner – ikke i at skabe mønsterbrydere, men i at støtte en forening, der skaber mønsterbrydere. Det er et markant brud med en kultur, der ellers i høj grad er præget af ønsket om at skabe synlige resultater, som man kan tage billeder af og sætte på forsiden af sin årsrapport.

Behovet for den type kapitalindsprøjtninger – hvad enten det er i form af investeringer, lån eller donationer – var tydeligt i den serie, vi bragte på Altinget om foreningen Fair Fishing. 

Serien handler i al sin enkelhed om en gruppe danske ildsjæle, der knokler for at opbygge et fiskerierhverv i Somalia for at give unge somaliere et alternativ til at blive kriminelle eller slutte sig til den lokale terrorbevægelse Al-Shabaab.

Et tilbagevendende tema i artikelserien er foreningens kamp for at finde penge – ikke til projektet i Somalia, men til sin egen eksistens i den tid, det tager at gøre det somaliske initiativ bæredygtigt.

Som næstformanden, Mahad Aden, udtrykte det i en af artiklerne:

”Efterhånden er det mere reglen end undtagelsen, at vi skal være på spanden, før vi får vores næste shot.”

Hele serien kan findes her på vores temaside.

Sofistikeret filantropi
Det er lidt historien om nålen og høstakken. Men det er faktisk muligt at finde fonde, der kombinerer internationalt udsyn med lysten til at investere i økonomisk bæredygtige forretningsmodeller.

En af de få herhjemme er Bestseller Foundation, som stort set har skrottet donationer for til gengæld at fokusere på investeringer. Og fonden er nu begyndt at sætte penge i ngo'er, der går business-vejen – ikke med henblik på profit, men på at opnå et socialt afkast.

Bestseller Foundation har for eksempel investeret i den amerikanske ngo Samasource, som har stiftet et it-selskab, der tjener penge på at hjælpe de fattigste, uuddannede mennesker i Kenya ind på det formelle arbejdsmarked.

Det er en både usædvanlig og innovativ tilgang til at skabe impact. Men direktøren for Bestseller Foundation, Kristian Sloth Pedersen, er ikke i tvivl om, at den forretningsmæssige vej er den rigtige at gå.

”Jo bedre det går Samasource, desto flere etager kan de inddrage i den bygning, de bor i, og jo hurtigere kan de gå ud og rekruttere de næste 100 arbejdsløse og åbne op i en ny by eller et nyt land,” sagde han til Altinget i foråret.

Også den amerikanske milliardær Marcel Arsenault er optaget af at støtte projekter, der kan udvikle sig til bæredygtige virksomheder. Det opnår man bedst ved at yde lån til meget lav eller ingen rente, mener han. For det forpligter modtageren mere, end en donation gør.

”Et lån flytter ansvaret 100 procent over på modtageren. Det signalerer ejerskab til projektet. Det er hans projekt, ikke mit. Og jeg forventer, at han gør, hvad der er nødvendigt for at skabe en bæredygtig forretning og betale mig tilbage,” siger Marcel Arsenault i artiklen her.

Det er sporadiske nedslag i en fondsverden, der på mange måder stadig tænker traditionelt. Men det er samtidig eksempler på, at også den verden er i forandring. Og det ville være underligt, om vi ikke vil se mere eksperimenteren med nye forretningsmodeller i de kommende år. Den europæiske forening for venture filantroper, EVPA, har da også kastet blikket på Norden og holder i november sin årlige konference i Oslo.

Det alene er et signal om, at de mere sofistikerede finansielle, filantropiske modeller er ved at gøre sin indmarch.

Samskabelse og siloer i opbrud
Hvad er samskabelse egentlig?

Det spørgsmål kan langt fra alle i foreningsdanmark give et klart svar på. Men samtidig er der en stigende erkendelse, at diskussionen om samskabelse er ved at bevæge sig væk fra konsulenternes forblommede floskelniveau og ud i virkeligheden.

Altinget bringer torsdag historien om et utraditionelt samarbejde mellem kommuner, Red Barnet og DBU. Målet er at modvirke, at børn, der vokser op i fattigdom ender på kanten af samfundet. Midlet er at få børnene ind i foreningslivet, ved at aktører med detailviden går sammen i langsigtede partnerskaber.

Det kan lyde som gammel vin på nye flasker.

Og DBU har måske nok været opmærksom på, at fodbold kan inkludere udsatte børn i fællesskabet. Men det er nyt, at man strategisk satser på aktivt at række ud efter dem i samarbejde med en organisation som Red Barnet. Det er blot et af de nyere eksempler på, at siloerne i civilsamfundet er ved at blive nedbrudt. Kulturelle og sociale organisationer er begyndt at bevæge sig ind og ud af hinandens banehalvdel - og søger ofte sammen i nye konstellationer.

Men det går ikke uden gnidninger, fortæller Red Barnets generalsekretær Jonas Keiding Lindholm til Altinget torsdag.

"Det er da udfordrende. Pludselig er vi i dialog med kultur- og fritidsforvaltningerne. Og vi er heller ikke vant til at samarbejde med en organisation som DBU, der har en helt anden kernefortælling om dem selv og deres formål."

Kommuner holder på magten
Så langt så godt på nationalt niveau. På lokalt niveau har forskningen fra det forgangne år dog været bedrøvelig læsning for samskabelses-optimisterne.

Et studie foretaget af Kora og SDU viste i efteråret, at samarbejder mellem foreninger og kommuner ofte bliver sat i søen for at løse opgaver, som kommunen på forhånd har defineret. 

I foråret istemte et ph.d.-studie ved at konkludere, at kommunerne holder på magten, når de samskaber.

Skal samskabelse blive husket som andet end et modeord fra midten af 00'erne, bliver det afgørende, at kommunerne formår at slippe kontrollen, når de laver projekter med foreninger og frivillige. Den debat kommer vi utvivlsomt til at høre mere til de kommende år.

Til gengæld slipper du for Altinget: civilsamfund det kommende stykke tid. Vi går på ferie, så nu kan du roligt give dig hen til det syngende Vesterhav og den kukkende gøg.

Vi er tilbage, når kornet er modnet i sommervinden.