Cevea: Da solen skinnede igennem på en regnvejrsdag

Af Frank Skov

Analyschef, Cevea

Efter et veloverstået folkemøde med masser af debat, dialog og ja nogen gange direkte dueller på meninger, midler og mål, er der et øjeblik, som står skærende lyst i min erindring. En af vore debatter omhandlede de 17 verdensmål, hvor Mogens Lykketoft, Maria Molde og jeg selv forsøgte at komme bag om målene ved at fokusere på, hvorfor verden i fællesskab har vedtaget netop at arbejde for at realisere disse mål.

At vi i panelet var rørende enige om, at målene er vigtige, og at de peger imod en verden, vi gerne vil leve i, kan nok ikke komme bag på de fleste, så det var ikke debat eller en duel; det var en dialog med formålet at oplyse om, hvad målene, er og hvorfor vi har vedtaget dem. Den slags er der brug for, for det er faktisk de færreste af os, der kender til de 17 verdensmål, færre, der kender de enkelte mål, og endnu færre, der kender deres baggrund.

Mit ærlige svar til ungen er, at det bliver sgu noget lort.

Frank Skov
Analysechef, Cevea

25 unger på otte-ni år lyttede
Debatten var fredag formiddag, og for de indviede betyder det i regnvejr, men alligevel var Granittens gård stuvende fuld, for til netop denne debat havde vi fået besøg af en 3. klasse, som havde arbejdet med verdensmålene i skolen, og som kom for at høre debatten og overrække Mogens Lykketoft en figenblomst som deres tak for det arbejde, han gør for at realisere verdensmålene.

At se 25 unger på otte-ni år i regnvejr mellem klokken 10 og 11, mens de voksne snakker i en køre, hvor kun et par stykker faldt i søvn, og få larmede lidt af tiden, men egentlig sad og var opmærksomme og lyttende, er i sig selv fantastisk. Og det var godt for os i panelet, der ellers kan alle de lange ord og indforståetheder. For deres deltagelse forpligtede os til at føre dialogen på en måde, hvor såvel børn som udenforstående og indviede voksne kunne komme derfra med noget, de havde fundet vedkommende og lærerigt.

Hvad hvis vi ikke når målene?
Og det var midt i alt dette, solen skinnede. For mødt af et panel med blandt andet en verdensformand, 60 ukendte voksne tilhørere, DR Ultra-journalister og rullende kameraer rejste en af ungerne sig, tog mikrofonen og stillede spørgsmålet: ”Hvad sker der med verden, hvis vi ikke når verdensmålene?”

Den dejlige unge, der stillede spørgsmålet er otte eller ni år og dermed 22-23 år i 2030, så spørgsmålet er helt enkelt, hvilken verden skal jeg starte mit voksne liv i? Hvordan ser den ud? Hvad bliver rammerne for mit liv og min lykke? Og dermed et uendeligt klarsyn. For i bund og grund handler al politik om, hvilken ramme vi sætter for, at vi som mennesker hver især kan få et lykkeligt liv.

Hvad svarer man så? ”Det skal du ikke tænke på; det er de voksnes ansvar”?

Men hun tænker jo over det, og hun kan læse nyhedsstrømmene – ikke kun fra Danmark, men den verden, hun er en del af, og med den renhedslogik, der følger af stadig at være et barn.

Alt det, man ikke svarer
Svarer man ”Nåeeh, det kommer ikke rigtigt til at betyde noget, hvis vi ikke realiserer målene,” er spørgsmålet, om hun tror på det. Og da hun nu som de fleste børn er stjerneklar i sin logik; hvad svarer man så på det opfølgende spørgsmål: ”Aj hvor nederen, hvorfor har vi så de 17 verdensmål, hvis de er ligemeget? Det er da megacrazy.”

Man svarer ikke: ”Så tror jeg, du kommer til at vokse op i en verden fyldt med flere krige, flere spændinger og mange flere mure mellem mennesker, mellem nord og syd, mellem religioner, mellem fattig og rig. I en verden, hvor store dele af jorden er ubeboelig, enten på grund af oversvømmelser, tørke eller kraftige vejrforhold, og en verden fyldt med nye epidemier og uhelbredelige virus-sygdomme skabt af at økobalancen ændres og giver liv til nye bakterier, vira og kulturer.” For det nænner man simpelthen ikke. Også fordi at for en unge på ni er menneskeliv og retten til lykke lige for alle børn som hende uanset farve og religion. Derfor finder hun ikke megen trøst i, at hun er ”heldigt født”.

Tror jeg selv på vores svar?
Det, vi svarede, var, at det er væsentligt, at vi arbejder imod at nå målene og herigennem kommer et godt stykke af vejen netop for at ”sikre”, at der også er en verden til hende at udfolde sit liv og sin lykke i sammen med de mennesker, der nu bliver hendes flok.

Om jeg egentlig selv tror, det er nok? Jeg tvivler sgu.

Jeg tror, der skal mere til nu, end at vi som i Danmark kigger på de andre lande og siger: ”I skal også gøre noget, og indtil da gør vi mindre.” Men det er jo min subjektive vurdering af, hvor verden er nu – og også udtryk for min politiske holdning.

Vi bør alle tænke over spørgsmålet
Det, der ikke er politik eller ideologi, er, at hver og en af os, som på den ene eller den anden måde arbejder med samfundsudviklingen og med politik, i partier, tænketanke, interesseorganisationer, medier, arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, bør aftvinge os selv et konkret svar på ungens spørgsmål.

”Hvad sker der med verden, hvis vi ikke når verdensmålene?” Altså, hvilken verden skal jeg starte mit voksne liv i? Hvordan ser den ud? Hvad bliver rammerne for mit liv og min lykke ?

Der er et ekstremt klarsyn bag spørgsmålet, og det rummer essensen af politik.

Mit ærlige svar til ungen er, at det bliver sgu noget lort, og derfor tager jeg nu noget af dit tøj, dit legetøj, beder dig bruge din ipad mindre, slukke for lyset og ikke lade vandet rende, mens du børster tænder, ligesom jeg tager nogle af din mors og fars penge, så du får lidt mindre af alt det, man kan købe for penge.

Det er politik, og hvor mange af jer voksne vil bede mig tage de andres legetøj eller, som nogle, prøve at gemme deres legetøj eller bede mig vente lidt med at tage legetøjet, er jeg sikker på, at jeg ikke engang behøver at spørge ungen. Hun ville give mig det på stedet - og ikke kun for, at hun siden kunne få mere.

Kan I forklare det for jeres egne børn?
De af jer i politik, som nu sidder og tænker: ”Årh, den skide marxistiske pladderhumanist, med al hans letkøbte idealisme.”

Yep, men I kan jo prøve at forklare jeres egne børn, hvorfor det, I gør eller arbejder for at implementere i dag og de kommende to-fire år, er det, der sikrer, at de får en verden, hvor de kan udfolde deres liv og lykke.

En god læresætning fra en forsker i virksomhedsstrategi, også til os i politik, er, at det ikke at gøre noget er et lige så bevidst valg som det at gøre noget, og det vil få lige så store konsekvenser og bringe lige så meget usikkerhed som det at gøre noget andet.