Cevea: Psykologformand rammer plet

Af Frank Skov
Analysechef, Cevea

Mere end 1,2 millioner danskere har set klippet med formand for Dansk Psykolog Forening, Eva Secher Mathiasen, der i DR2 Debatten langer ud efter politikerne.

Hun efterlyser politikere med en vision for et samfund, hvor vi har det godt, frem for politikere, der blindt hopper fra reform til reform under dække af konkurrencestatens nødvendighedsretorik.

Og hvor har hun ret.

De seneste 15 år har været en lang march mod at reducere mennesker til instrumenter. En march, der nu er nået så langt, at politikere og embedsmænd finder det rimeligt at kalde os dovne, privilegerede og pivende.

Senest var det børnefamilierne, der stod for tur, da de blev opfordret til at arbejde alt det, de kan. Men sådanne udfald mod børnefamilier og folk på offentlige ydelser er en direkte hån. For både børnefamilier og ledige danskere vil gerne arbejde.

De seneste 15 år har været en lang march mod at reducere mennesker til instrumenter.

Frank Skov
Analysechef i Cevea

Kernen i foreningslivet
Og det gør de. Danske børnefamilier arbejder allerede meget i forhold til andre lande. Og tre ud af fem af de danskere, for hvem det ikke kan betale sig at gå på arbejde, gør det alligevel.

Vi står op og tager vores tørn – på arbejdsmarkedet såvel som i fritiden. Vi engagerer os i sportsklubber, bestyrelsen i vuggestuen, lokale arrangementer, grundejer- og beboerforeninger. Vi skaber netværk og samler på venskaber og oplevelser.

Vi skaber fællesskaber, danner relationer og løfter aktiviteter, der er med til at gøre os til hele, lykkelige mennesker. Vi deltager aktivt, fordi vi gerne vil bidrage til at gøre noget bedre og anderledes, og derigennem opnår vi en berigelse i vort liv.

Vi ser ikke kun os selv og vore børn som fremtidige fodsoldater. Vi ser ikke vore forældre som byrder eller aftjent gods, men dem der gav os og førte os ind i livet. Vi skaber netværk og samler på venskaber, hvor vi kan dele glæder og sorger, lytte, reflektere og lære og frem for alt skabe og dele oplevelser.

Det er denne drift hos os, der er kernen i vort stærke foreningsliv, der i århundrede har været samfundsunderstøttende, og som også spiller en stadig større rolle i takt med, at offentlige ydelser forringes.

Politikere forringer med den ene håbløse reform efter den anden vores tryghed, forværrer vores ældrepleje, ødelægger vores skoler og daginstitutioner og udhuler sundhedsvæsenet.

Skriger til himlen
Vi møder forringelserne hver dag.

Skoler og institutioner lukkes i yderområder. Syge og gamle får en så ringe pleje, at det er uværdigt. Bliver vores børn syge, skal nogle køre 10-30 kilometer for at se en læge. Normeringer i daginstitutioner er under pres, og alt for meget af pædagogernes tid går med at dokumentere nytteløse ting, som økonomer kan regne på.

Men lader vi stå til over for disse forringelser? Nej det gør vi ikke. Der er en grund til, at mere end én million danskere har en privat sygeforsikring, at snart 200.000 har en privat arbejdsløshedsforsikring, at antallet af børn i private daginstitutioner i dag er 18.500, samt at antallet af private daginstitutioner er fordoblet siden 2007, som Cevea har vist i en nylig analyse.

Alt dette er et udtryk for danskere, der taler med fødderne. Vælger andre muligheder, når det offentlige svigter. Men det er ikke alle, der kan tale med fødderne. Politikerne taler om et Danmark i balance. Men samtidig bliver skellet mellem fattig og rig, etnisk dansk og ikke etnisk dansk, land og by stadig større og større.

Grunden er, at reformivrige politikere, med New-Public-Management-elskende embedsfolk og økonomer som væbnere, gennem nedskæringer og økonomdrevne reformer har forringet vores liv og dagligdag i en grad, så det skriger til himlen. Ved at forringe vores velfærdssystem og sammenhængskraft, har politikere skabt utryghed og endnu hårdere betingelser for de svageste i samfundet.

Nødvendighedspolitikere uden visioner
Måske er det derfor, at mere end 1,2 millioner danskere har set klippet med Eva Secher Mathiasen.

For vi ved godt, at det ikke er vores værdier, der er noget galt med. Det er ikke alt det, vi gør hver dag i civilsamfundet, der er problemet. Vi ved, at vore liv er mere end arbejdet og forøgelse af BNP.

Problemet er nødvendighedspolitikere uden visioner, der i deres iver efter, gennem deres snævre forståelse af velstand, at vise handlekraft for at skabe vækst i BNP, gør alt det forkerte – af den simple grund, at de har glemt, at mennesker ikke er instrumenter, men mennesker.