Debat

Civilsamfundet anerkendes ikke som en politisk aktør i Verdensmålene

KRONIK: Civilsamfundet fremhæves ikke som en selvstændig politisk aktør i FN's verdensmål, og det er et problem, mener dagens kronikør, som netop har skrevet speciale om problemstillingen.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Helene Holbeck Kannegaard
Kandidat i Internationale studier ved Aarhus Universitet

I september 2015 vedtog FN’s Generalforsamling en ny international resolution for bæredygtig udvikling. Transforming our World: the 2030 Agenda for Sustainable Development. Agendaen dækker over 17 mål og 169 delmål, der er en plan for at udrydde fattigdom og sult, bekæmpe global ulighed og begrænse klimaforandringerne inden udgangen af 2030. I Danmark er de blevet døbt Verdensmålene.

For at vi kan nå målene, skal verdens befolkning kende til dem. Derfor har målene fået hvert sit unikke ikon og farve, der er designet til, at de skal være nemme at kommunikere. Netop derfor er mange civilsamfundsorganisationer allerede i fuld gang med at bruge målene til at synliggøre deres arbejde, og man må regne med, at den måde at bruge målene vil blive endnu mere fremtrædende i de kommende år.

Med nye verdensmål, der indeholder meget af det, de fleste ønsker, verden skal være i 2030, og som endda gør det nemmere at vise det til verdens befolkning, skulle man tro, at planen var fejlfri. Men sådan er det desværre ikke – resolutionen har en grundlæggende fejl.
Civilsamfundet bliver ikke nævnt eksplicit som en politisk aktør i de 17 udviklingsmål eller de 169 delmål. Det eneste sted, civilsamfundet kan finde en smal indgang til at være en legitim opponent, er i 16.7 om støtte af fredelige og inkluderende stater.

Når civilsamfundet ikke nævnes eksplicit i Verdensmålene, risikerer vi med andre ord, at civilsamfundets råderum bliver mindre.

Helene Holbeck Kannegaard

Der er tre ben under mål 16; det ene ben er sikkerhed, det andet effektiv statsdannelse, og det tredje inkluderende beslutningsprocesser. Koncepter, der er intuitivt positive, men som i en sammenblanding kan være problematiske. Problemet ligger i at sætte det civile råderum op over for effektiv statsdannelse og op over for fredelige samfund, for hvad sker der, hvis ’et fredeligt samfund’ i stedet for at være en modsætning til krig og ufred bliver en modsætning til civil mobilisering og offentlige krav?

Det kan få konsekvenser for civilsamfundets råderum, at Verdensmålene ikke sikrer civilsamfundet som et demokratisk princip. Civilsamfundet er ikke kun en vigtig brik i at indfri målene, men også en vigtig spiller i opbygningen af et demokratisk system og inkluderende processer i arbejdet med målene.

Når civilsamfundet ikke nævnes eksplicit i Verdensmålene, risikerer vi med andre ord, at civilsamfundets råderum bliver mindre.

Målene bliver styrende, og agendaerne gemmes i skuffen
Historisk kan vi se, at internationale agendaer og globale mål er normsættende for den måde, vi tænker udvikling på. I det internationale system er der tradition for, at organer som FN eller OECD vedtager agendaer eller dagsordner, som skal guide udviklingsarbejdet. Specielt siden 90’erne har der også været en tradition for, at der med dagsordenen følger en række mål, som agendaen stiler mod at få indfriet.

De præger debatter, institutioner og kommunikation om udviklingsarbejde i en sådan grad, at de påvirker den måde, vi forstår ’vores arbejde’ på. De skaber politisk retning og påvirker udviklingsaktørers fokus. Værdier, der udelukkes, har ikke den samme slagkraft og retningsgivende potentiale som dem, der medtages.

Kommunikativt bliver de globale målsætninger en måde at kommunikere og forenkle en mere eller mindre kompleks agenda på – og en meget kompleks virkelighed – til målbare og konkrete målsætninger. Der er en aura af videnskabelig økonomisk logik over kvantitative mål og simple indikatorer. De er logiske og lette at forstå. Og mens agendaer gemmes i skuffen, bliver målene styrende for udviklingsinstitutioners praktiske tilgang til udvikling og den gældende politiske forståelse.

Den dynamik kan beskrives med FN's 1990 Children’s Summit’s Declaration and Plan of Action.

Deklarationen handlede om barnets beskyttelse, overlevelse og udvikling og havde en understregning af børnekonventionens artikler. Den var ambitiøs i sin udfoldelse og kompleks i den metode, den udfoldede, samt fyldt med etiske principper omkring barnets ret til og lighed i forhold til en fri og værdig fremtid. Den agenda var svær at kommunikere og dermed opnå både befolkningens og politikernes opbakning til.

Men deklarationens indhold var lettere at forstå i de mål, der blev opstillet, som eksempelvis: ”Universel adgang til basisuddannelse, inklusive gennemførelse af grundskole eller tilsvarende læringsforløb for mindst 80 procent af børn i skolealderen med et fokus på at reducere den nuværende forskel mellem drenge og piger.”

For civilsamfundsorganisationer er det relevant i forhold til de nye Verdensmål, fordi hverken agenda eller mål understøtter civilsamfundets rolle som politisk opponent. I FN’s nye resolution for bæredygtig udvikling inviteres civilsamfundet ind som implementerende aktør, men Verdensmålene understøtter ikke civilsamfundets legitimitet som politisk aktør.

Dem, der trækker samfundet i den rigtige retning
I Danmark og Norden forstår vi traditionelt civilsamfundet eller foreningslivet som et bærende princip for demokratisk udvikling og stabilitet. Foreningsdanmark har formet en stor del af den danske demokratiske tradition. Det er det organiserede liv, hvor vi mødes som borgere omkring specifikke aktiviteter, behov eller værdier. Hvor vi igennem aktiv deltagelse er med til at sætte specifikke krav på den offentlige dagsorden og udvide vores eget kendskab til demokratiske beslutningsprocesser. Som civilsamfundsorganisation arbejder man i en zone mellem stat og marked som en integreret del af samfunds- og statsopbygning. Samtidig har civilsamfundsorganisationer også en politisk rolle at spille.

Civilsamfundet er en politisk aktør, når det forsøger at trække samfundet i bestemte retninger ud fra de værdier, organisationen eller gruppen arbejder for, eller når mennesker organiserer sig og arbejder i mere kontrastfyldte relationer til beslutningstagere og systemer.

Ude i verden så vi det blandt andet med den Indiske Nationalkongres, der ledet af Mahatma Gandhi gik til kamp mod det britiske kolonistyre i Indien, ved protestbevægelsen mod Vietnamkrigen eller med den afroamerikanske borgerretsbevægelse med Martin Luther King. Der blev opbygget organiserede bevægelser, der havde stor indflydelse på, hvilken retning samfundet bevægede sig i.

I Danmark er vi vant til, at der bliver givet stor plads til civilsamfundsorganisationer i den offentlige debat. De fleste danskere har i løbet af deres liv været medlem af en, to eller flere foreninger. Vi er vant til, at der altid står en forening klar til at tale vores sag, og vi er vant til, at de får plads til det i medierne og over for beslutningstagere. Men et stærkt politisk engageret civilsamfund er langt fra en selvfølge i alle lande.

Civilsamfundet skal være et mål i sig selv
Verden over ser vi en udvikling, hvor råderummet for civilsamfundsorganisationer bliver mindre og mindre. Det sker ikke kun i det globale Syd – det sker i lande så forskellige som Ukraine, Cambodja og Uganda. Det er et stort problem, fordi civilsamfundets råderum til at arbejde politisk er essentielt for at skabe dynamik i et demokratisk system, hvor alle skal have mulighed for at blive hørt og søge indflydelse.

Civilsamfundsorganisationer oplærer til og former demokratiet. Den samfundsmæssige værdi i civilsamfundsorganisationernes arbejde ligger altså ikke kun i, at de subsidierer for staten, f.eks. ved at opbygge og drive hospitaler, skoler eller andet. De fleste regeringer har ikke noget imod, at civilsamfundet laver hospitaler og sørger for, at de hjemløse har steder at gå hen, men problemet er, at når civilsamfundet går skridtet videre og taler de svages sag, bliver det i mange af verdens lande betændt. Men det er i den rolle – som politisk aktør og demokratisk princip – at civilsamfundet er et mål i sig selv.

Et skridt tilbage i forhold til tidligere dagsordener
Det, at den nye resolution for bæredygtigudvikling ikke nødvendigvis understøtter et stærkt og mangfoldigt civilsamfund, står i modsætning til tidligere internationale dagsordner. Vi sammenligner ofte de nye Verdensmål med Årtusindmålene – det er nærliggende, fordi de nye mål skal erstatte de gamle og er opstået som en direkte konsekvens af dem. Fra et civilsamfundsperspektiv på udvikling er det de nye Verdensmål, der høster anerkendelse i en sådan sammenligning – og med rette. De indebærer ganske enkelt et fokus på en bredere forståelse af udvikling og fattigdomsproblematikker.

Eksempelvis er meget undertrykte folk af forskellig art gjort til en mere legitim spiller i de nye Verdensmål. Et par af målene understreger, at vi skal inkludere befolkningen i beslutninger, som berører dem selv, og det er et klart fremskridt fra 2015-målene, der var rettet mod kvantitative data.

Men hverken i de foregående Årtusindmål eller i de nye Verdensmål for bæredygtig udvikling legitimeres civilsamfundsorganisationers politiske rolle. I en sammenligning med andre forhenværende agendaer er problematikken med ’det udefinerede civilsamfund’ tydelig. I deklarationen efter FN’s Topmøde i København i 1995 bliver en mangel på civilt liv og demokratisk deltagelse sidestillet med andre former for fattigdom såsom manglende indkomst og uddannelse.

I de seneste år, hvor årtusindmålene har haft stor indflydelse, har en anden agenda også præget debatten og formet den internationale forståelse af udvikling, nemlig OECD’s Aid Effectiveness Agenda. I de deklarationer, der hører under denne agenda, og som blev udformet i årene 2003-2011, nævnes civilsamfundet eksplicit i forhold til værdier såsom politisk deltagelse, regeringsførelse og forsamlingsret. Eksempelvis understregede deklarationerne både i Accra i 2008 og Buzan i 2011 civilsamfundets rolle i forhold til politisk råderum og folks muligheder for at kræve deres ret.

Begge dele som vigtige led i at forme udviklingsprioriteringer. I sammenligning er civilsamfundets politiske rolle i den nye FN-resolution fraværende. Civilsamfundet bliver en brik i at implementere en allerede fastlagt politisk dagsorden.

Risiko for en silo-lignende praksis
Den nye resolution og de nye mål er på mange måder fordrende for værdier, man i de danske udviklingsorganisationer har stået stærkt på. En tanke om deltagelse ’nedefra’ er da heller ikke fraværende fra hele agendaen, men det er altså heller ikke en bærende og gennemgående ramme for Verdensmålene.

Der er flere af de globale mål, der ikke har et eneste delmål i forhold til opmærksomhed på folks inddragelse. Autoriteterne tager ikke udtrykkeligt deres ansvar på sig for at imødekomme borgeres rettigheder i forhold til medbestemmelse. Denne pointe er specielt relevant i forhold til en dansk politisk snak om at prioritere mellem målene. Der er ingen klar ramme for implementering, der er gennemgående i alle målene, og vi risikerer, at en opdeling i forskellige mål vil føre til, at en historisk set kompleks udviklingsdagsorden reduceres til silo-lignende praksis og tænkning, hvor en inkluderende tilgang til civilsamfundet ikke medtages.

Flere nuancer i Verdensmålene end i Årtusindmålene
De nye Verdensmål vil komme til at præge vores forståelse af udvikling og fattigdom de næste år. Verdensmålene er efterfølgerne for FN’s Årtusindmål – Millennium Development Goals, og Årtusindmålene har været slagkraftige. Med Årtusindmålene simplificerede man en kompleks forståelse af udviklingsproblematikker til simple målbare, kvantitative indikatorer. Den forståelse, der havde præget 1990'erne, blev simplificeret. I 1990'erne var der et fokus på menneskelig udvikling og sammenhængen mellem økonomiske, sociale og kulturelle former for fattigdom – med

Årtusindmålene blev disse komplekse diskussioner reduceret til et spørgsmål om økonomisk vækst og en universel fattigdomsgrænse på $ 1,25.
Selvom der er stor forskel mellem de forhenværende FN-mål og de nye Verdensmål, så er der en pointe i at være opmærksom på, hvordan de nye Verdensmål på trods af deres kompleksitet også reducerer visse forståelser. Det, man kan diskutere, er, hvorvidt Verdensmålene vil kunne bruges politisk til at understøtte civilsamfundets ret og værdi som politisk aktør. I forhold til tidligere internationale agendaer er den rolle ikke eksplicit understreget, hvilket formentlig vil gøre det svært at bruge den sådan. Det andet, man kan stille spørgsmålstegn ved, er, om en udeladelse kan blive hjemmel til, at man indskrænker civilsamfundets råderum - måske ud fra en undskyldning om et ønske om fred og stabilitet.

Kronikken er baseret på specialet Legitimacy of Danish CSO’s in Development and the 2030 Agenda for Sustainable Development.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00