Civilsamfundets ABC: C for Civilcourage

Det lille barn i H.C.Andersens eventyr om Kejserens nye klæder udviser ikke civilcourage, da det skærer igennem folkemængdens jubel og udbryder, at kejseren jo ikke har noget tøj på.

Ganske vist udstiller barnet både den øverste magthaver og den følgagtige hob – bange for den høje herre og måske især for hinanden – som naragtige, men det aner barnet intet om. Det siger blot intetanende, hvad det ser: kejseren paraderer i undertøj.

Det er den uskyldiges røst. Og man kan ikke udvise civilcourage, hvis man er uskyldig. Man skal vide, at nu siger man noget, som går imod stemningen, strømningen, flokken, tidsånden – men man vil sige det alligevel, fordi man mener, det er rigtigt og vigtigt at få sagt. Så må det gå, som det kan.

Sine meningers mod
Civilcourage er et begreb, som hyppigt optræder i nutidige debatter, og som utallige selskaber, ngo’er, skoler, netportaler, akademiske artikler og udbydere af konferencer, workshops og træningsforløb tager forfængeligt.

Den almindeligste udlægning af det er, at det drejer sig om at have sine meningers mod. Det er moralsk mod og giver sig som regel udslag i modig tale.

På dansk kan man vælge stavemåden ”civilkurasje”, men så bliver det usynligt, at det faktisk drejer sig om mod – courage, på blandt andet engelsk – og er noget, som kommer fra hjertet: det franske cor betyder hjerte.

I øvrigt er der ikke noget specielt hjerteligt eller for den sags skyld godhjertet over det civile mod, ikke i de mest udbredte udlægninger i hvert fald.

Hører ikke til på slagmarken
Mange tillægger Otto von Bismarck (1815-1898), det tyske kejserriges første kansler, begrebet. Under en diskussion i 1864 skal han have gjort gældende, at mens mod syntes at være hvermandseje på slagmarken, så var det ikke ualmindeligt, at selv nydelige mennesker manglede civilcourage.

Ifølge den tyske debat om begrebet har Bismarck dog nok snarere bearbejdet et lidt ældre fransk udtryk – courage civil – som drejede sig om at have mod til at lave sine egne vurderinger.

For at udvise civilcourage skal man siden Bismarck også have mod til faktisk at udtrykke disse selvstændige vurderinger på rette sted og til rette tid. Og man skal vide, at følgen kan være udefrysning eller andre forsøg på disciplinering, fra oven eller fra siderne.

Tapperhed i fysisk forstand er en anden sag. Og med krigermod har civilcourage ikke noget at gøre. Det er netop ikke militært, men civilt. Det er borgerligt mod og hverken voldeligt eller uniformeret.

Venlighed og omgængelighed
Ordbog over det danske sprog bruger udtrykket borgerligt mod, og det samme gør tyske ordbøger, der gør opmærksom på, at ordet ”borger” ligesom det latinske civis oprindelig har betegnet en, man boede sammen med.

Det borgerlige og civiliserede – og det urbane eller bymæssige – drejer sig om at leve fredeligt sammen og forudsætter derfor omgangsformer, der fremmer fordragelighed. Man bruger ikke kniv og ypper ikke unødigt kiv. Man er venlig og omgængelig.

Men det kan kamme over og blive til sin egen karikatur i et holdningsmæssigt klima af så bastant samdrægtighed, at ingen tør danne eller udtrykke en afvigende mening. Hvorpå samfundslivet skubbes i uciviliseret retning, med socialt pres over for mindretal og med en Jantelovs-mentalitet, som kan hindre individer i at udvikle personlighed og integritet, der i sidste ende ville være kommet fællesskabet til gode.

Her er det så, at det borgerlige mod tillægges værdi som en civiliseret og civiliserende modvægt, hvis mest oplagte modsætning er det tavse flertal.

Mod giver ikke popularitet
Der er altså et finurligt forhold mellem det sociale liv og det civile mod. Først og fremmest giver begrebet ikke mening, hvis man søger at forstå det inden for rammerne af et forestillet modsætningsforhold mellem individ og kollektiv.

Til forskel fra civil ulydighed, hvor grupper handler i protest mod øvrigheden eller dominerende handlemåder, udvises civilcourage af enkeltpersoner, der netop ikke har støtte fra en gruppe. Men modet til at stå frem som person og repræsentere noget andet end den herskende mening – af nogle betegnet som en demokratisk dyd – tillægges værdi som noget, der er gavnligt for helheden. Skønt det ikke gør den modige populær.

Og dog. En amerikansk fond, The Train Foundation, har indstiftet en pris for udvist civilcourage. Fonden ønsker at belønne samvittighedshelte, heroes of conscience.

Helte og altruister 

Det er et åbent spørgsmål, hvor godt eller skidt den noget svulstige helterolle rammer den civile og borgerlige tone, som blandt andet er karakteriseret ved mådehold.

Det er også åbne spørgsmål, som til stadighed diskuteres, hvilket forhold der måtte være mellem civilcourage, på den ene side, og altruisme og solidaritet på den anden.

Nogle ser ingen egentlig forskel og sidestiller civilcourage med mod til at hjælpe mennesker, der undertrykkes eller på anden vis er i nød, mens andre bare ser passivt til.

Andre – og det er nok de fleste – reserverer betegnelsen civilcourage til modige ytringer, der vedrører ret og rimelighed og ikke har et konkret, velgørende sigte.

Se også demokrati, norm og uenighed.

Teksten er et uddrag af bogen "Civilsamfundets ABC" af Anker Brink Lund og Gitte Meyer, udgivet på forlaget Møller.
Læs flere opslag her.