Civilsamfundets ABC: D for Dilettant

Dilettanten nyder det, som hun eller han gør; har glæde af det; virker af lyst eller hengivelse til netop dén specielle aktivitet, som det ville være forkert at betegne som arbejde. Arbejde hører nemlig hjemme i en helt anden verden end den, der i udgangspunktet skabte og brugte ordet dilettant – og for den sags skyld også ordet amatør – som betegnelse for noget efterstræbelses- og beundringsværdigt. I dag, hvor både og dilettant og amatør stort set kun bruges nedsættende, er det svært helt at fatte de gamle positive betydninger.

Dilettanter er nydere
Betegnelsen dilettant er dannet af det italienske verbum dilettare, som igen stammer fra det latinske delectare: at glæde sig, at nyde. Og betegnelsen amatør er overtaget fra fransk og har rødder i det latinske amare: at elske. Både dilettanten og amatøren dyrker noget – en kunst, et fag, en videnskab – af kærlighed til det.

Det kræver overskud at fordybe sig i noget af pur glæde ved det. Det kræver mere end afmålt og skemalagt fritid. Det kræver fri tid. Og den slags er ikke og har aldrig været alle beskåret. Kun de grupper, der ikke behøver at arbejde for at tjene til livets ophold, har fri tid til rådighed.

Da ordene blev brugt som positive betegnelser, var dilettanteri og amatørisme typiske overklassefænomener. Kun velstående overklasse havde mulighed for at befatte sig med virksomhed, som ikke genererede materielt overskud, men blot blev tillagt værdi i sig selv.

Det lader til at have været almindeligt accepteret, at disse mennesker, fordi de havde råd til den luksus at spilde tiden, dermed havde adgang til at leve det gode liv, som mange drømte om at få udstrakt til alle og enhver.

Pinligt at være amatør
Men i stedet for den fri tid kom arbejdet i højsædet og fik status som beundrings- og efterstræbelsesværdigt. Grundbetydningen af ordet arbejde er slæb eller møje. Ordet er, fortæller Ordbog over det danske sprog, beslægtet med det oldslaviske robu. Som betyder træl.

I nutidig sprogbrug klinger arbejde, produktion og produktivitet imidlertid af bærende samfundsværdier, og det er blevet pinligt at være dilettant eller amatør. Det er kommet til at betyde, at man gør noget uden at have forstand på det, ukyndigt og uden at have lært og fået certifikat på at gøre det rigtigt.

Amatører og dilettanter er uprofessionelle klamphuggere, som ikke mestrer dette eller hint fags teknikker, men ikke desto mindre opfører sig, som om de har forstand på det og adkomst til at udøve det. Det forbindes med det talentløse og overfladiske. Det er lige så skamfuldt at blive stemplet som amatør som at dyrke sit otium – at være gået på pension.

Fri tid er blevet til lediggang
De gamle positive betydninger af dilettant og amatør genfindes i ordet otium, der tidligere ikke blot har kunnet henvise til aldersbetinget tilbagetrækning eller kassation fra arbejdsmarkedet. Den oprindelige betydning af otium, der også kommer fra latin, er fri tid.

Engelsk besidder i dag det nedsættende adjektiv otiose. Det vurderer en aktivitet som værende uden nyttigt formål, ineffektiv, ligegyldig, overflødig, udtryk for dovenskab. Den fri tid er blevet til lediggang, der som bekendt for længst er blevet roden til alt ondt. Men den udvikling har altså en historie.

Skolen for de rige og frie
Ser vi tilbage til det klassiske Grækenland, finder vi oprindelsen til ordet skole: fri tid. Da skolen blev opfundet af de klassiske tænkere, var det som et sted, hvor man var frigjort fra nødvendighedens rige. Det var ikke et sted, hvor man trællede, men hvor man brugte sin tid og sine kræfter på at studere og drøfte de store spørgsmål. Hvilket man kun kunne gøre, hvis man var velstående (eller nøjsom) nok til ikke at behøve at arbejde og derfor også var tilstrækkeligt uafhængig til at kunne tænke frit.

Arbejde var for slaver og den tvang, det som overlevelsesmiddel var forbundet med, blev anset for at skabe slavesind. Rester af denne tænkemåde genfindes i de positive, nu næsten udslettede betydninger af dilettanten og amatøren.

Den snyltende overklasse
For godt 150 år siden var de positive betydninger og tilhørende normer fortsat i vigør, men havde vel længe været under pres fra moderne arbejdsmoral. Og i 1899 blev kærligheden til den fri tid – leisure på engelsk – frontalt angrebet af den norsk-amerikanske sociolog Thorstein Veblen. Han skrev med vrede om the leisure class: den unyttige og snyltende overklasse, som kunne spilde sin tid og sine kræfter på unyttige og uproduktive gøremål, og som ikke hørte hjemme i en civiliseret, men i en barbarisk samfundsformation, hvor arbejde ikke blev værdsat.

I dag bliver arbejde værdsat, og det skal være professionelt, uden spor af dilettanteri og amatørisme. Som kompensation for det fravær af hengivelse, som en rent teknisk betonet forståelse af det professionelle kan føre til, forlanges det ofte af professionelle, at de skal have visioner eller allerhelst være ildsjæle, når de tjener til dagen og vejen og skaber sig et overskud – som de dog skal være forsigtige med at veksle til fri virksomhed som dilettanter, medmindre de har så mange penge, at de er hævet over alle andre værdier.

Se også professionalisme.

Teksten er et uddrag af bogen "Civilsamfundets ABC" af Anker Brink Lund og Gitte Meyer, udgivet på forlaget Møller.
Læs flere opslag her.