Civilsamfundets ABC: E for Evaluering

BOGSTAVELIGT TALT: Hvad er civilsamfundet? Anker Brink Lund fra CBS Center for Civil Society Studies gennemgår civilsamfundet bogstav for bogstav. Vi er nået til E for Evaluering.

Anker Brink Lund

Metoder til retrospektiv vurdering af produkter, præstationer og processer blev først systematisk introduceret i 1970'ernes offentlige forvaltning. Inspirationen kom fra USA. Først i undervisningsvæsenet og siden som ”kvalitetssikring” i mange andre sektorer.
Evalueringsforskeren Peter Dahler-Larsen har på den baggrund sat kritisk fokus på ”kvalitetens beskaffenhed” – også kaldet ”hvorledeshed”. Altså ikke interessere sig for, hvor lidt eller hvor meget, der kan måles og vejes, men også huske, at ”det kvalitative (egenskaberne) kan stille sig i modsætning til det kvantitative (udstrækningen)”.

Det måle-resistente civilsamfund
Alligevel er det som regel kun ”effekten” (eller mangel på samme), kravet om evaluering adresserer. Det er en væsentlig årsag til, at aktører i civilsamfundet gennemgående udtrykker en høj grad af måle-resistens. Mange af de evaluerede opfatter ”måleriet” som tidsspilde og/eller udtryk for intimiderende mistillid. Når civile aktører imidlertid har gjort sig afhængige af offentlige tilskud, kan den slags evaluering vanskeligt undgås, fordi myndighederne opfatter dem som nødvendige i mangel af bedre.

Før evaluering kommer valuering
Hovedproblemet med evalueringer er ikke primært, at myndighederne forsøger at måle, men at initiativtagerne ofte springer en væsentlig forudsætning over i måleprocessen, nemlig det, værditeorietikere kalder valuering: Før man meningsfuldt kan måle om en indsats har været legitim og/eller effektiv, må man først afklare, hvilke værdier indsatsen faktisk havde til formål at skabe eller styrke. Hvis en målsætning for en filantropisk indsats for eksempel er almen dannelse, bliver mål for læsefærdighed i folkeskolen eller antal bogudlån fra bibliotekerne i bedste fald en mellemkommende variabel. Og i værste fald et forlegenhedsargument, der flytter fokus fra kerneopgaven til målbare output.

Virkning og bivirkninger
Valuerende aktiviteter i civilsamfundet, for eksempel almennyttig indsats fra fonde og frivilligt arbejde gennem foreningsliv, skal således ikke blot besvare spørgsmålet, om de giver noget for noget (quid pro quo). De må også kunne redegøre for, hvorledes udbyttet distribueres blandt forskellige interessenter: Den enes gevinst kan udmærket resultere i andres tab.
Da Milena Penkowa fik en forskningsbevilling på 5 millioner kroner fra en privat fond, leverede bevillingsmodtageren de lovede artikler offentliggjort i fagfællebedømte og dermed internationalt anerkendte fagtidsskrifter. Kvantitativt målt var alt i den skønneste orden. Men det viste sig efterfølgende, at de rapporterede rotteforsøg ikke kunne dokumenteres, hvilket førte til anklager om videnskabelig uredelighed. Den kvalitative konsekvens af fondsbevillingen var således negativ for mange involverede og førte efterfølgende til enorme transaktionsomkostninger ved danske forskningsinstitutioner i form af mistillid og kontrolforanstaltninger i relation til eksterne fondsbevillinger.

Det subjektive valg
Den slags utilsigtede bivirkninger indgår sjældent i administrative evalueringer. Men hvis vi skifter forbogstav og kræver Valuering før Evaluering, er der ingen vej uden om eksplicitering af kvaliteter – negative såvel som positive. Og uanset hvor mange besværgelser om objektivitet, der lægges ned over velmenende virke og virkninger, er der til syvende og sidst et subjekt, der har valgt disse mål og metoder, skalaer, sammenligninger, tidsrammer m.v. Ikke nødvendigvis ud fra gustent overlæg, men simpelthen fordi den valgte metodik har vundet hævd og nu bliver betragtet som gældende standard i den givne sammenhæng.

Hvem evaluerer evaluatorerne?
Forudsætningen for, at evalueringer kan bidrage til kvalitetssikring er også, at evaluatorerne selv underkastes valuerende (selv-) kritik. Det sker desværre sjældent tilfældet i dagens Danmark.
Til gengæld får vi med jævne mellemrum en heftig debat om de såkaldte smagsdommere. I gamle dage – før evalueringer vandt hævd i civilsamfundet – var det en hæderstitel knyttet til professionelle folk, der vurderede kvalitet på et givet område, f.eks. kunst og kultur, og som ikke umiddelbart lod sig indordne under en kvantitativ målestok. Nu er det blevet et politiseret skældsord.
I bredere forstand kan både evaluatorer og smagsdommere betragtes som valuarer, der på grundlag af faglig viden og personlige erfaringer er i stand til at skelne mellem godt og skidt, selvom det ikke umiddelbart lader sig kvantificere. Gennem bidrag til offentlig debat påvirker de den civile meningsdannelse om emner, der kan have indflydelse på andres valg.

Se også: Bureaukrati, Kontrol & Kvalitet.

Læs flere opslag her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00