Civilsamfundets ABC: F for Familie

Familie og slægt spiller en central rolle i samfundet, men er – til forskel fra foreninger og fonde – ikke i udgangspunktet baseret på frivillighed og almennytte, men snarere på afhængighed og egennytte.

Familie, forbrug og husholdning var som ”nødvendighedernes rige” i antikken adskilt fra det offentlige liv med politik og kultur som de centrale aktiviteter. Siden er den politiske debat imidlertid i høj grad blevet præget af husholdningsøkonomi og familieværdier.

Familiens biologiske nøglefunktion i samfundet er reproduktion og opdragelse af afkommet. Her findes værdier som kærlighed, hjælpsomhed og dannelse, men også had, bekymring og ensomhed.

Arvinger kan både være en berigelse og en belastning. Især for de rige kan et generationsskifte være en væsentlig drivkraft i retning af at båndlægge midler gennem oprettelse af en fond.

Den administrative leder af The Rockefeller Foundation, Frederick T. Gates, formulerede i begyndelsen af forrige århundrede denne fyndige advarsel om formuernes farer for familielivet: ”You must distribute it faster than it grows! If you do not, it will crush you and your children and your children’s children.”

Familielegater og filantropi
I de engelsksprogede lande skelnes der skarpt mellem etablering af et familielegat (trust) og af en filantropisk stiftelse (foundation).

I Danmark har grænserne mellem disse to typer af fonde været mindre klar. Det er ligefrem sådan, at hensyn til almennytte nogle steder direkte konkurrerer med hensyn til medlemmer af stifterens familie.

I udgangspunktet hænger det sammen med, at oprettelse af en erhvervsdrivende fond (foundation owned business) reelt betyder, at familien bliver gjort arveløs, hvilket der så i nogen grad kan kompenseres for gennem legater til de berørte.

Vi har et godt dansk ord for sammenblanding af familiens snævre interesser og nytten for det almene vel, nepotisme, der udgår fra det latinske diktum om at begunstige sin nevø. Risikoen for noget sådant er især til stede, hvor det på samme tid gælder, at familiemedlemmer er fødte medlemmer af en fondsbestyrelse, og at vilkårlighed og kammerateri sættes højere end professionalisme og almennytte ved uddeling af midlerne.

Sex, bordskik og sparsommelighed
I international debat, ikke mindst i USA og Storbritannien, udgør hensyn til familielivet og dertilhørende dyder en central målestok i civilsamfundet.

Som politisk argument fremhæves de evige (perennial) familieværdier, der historisk kan knyttes til den britiske premierminister Margaret Thatcher. Under sin valgkampagne i 1983 fik hun det engelske ord values (værdier) blandet sammen med det græsk-romerske virtues (dyder) og reducerede derved ifølge historikeren Gertrude Himmelfarb fænomenet civile dyder til small morals, primært knyttet til seksualitet, bordskik og sparsommelighed, takt og tone.

For tætte bånd kan være skadelige

Idealisering af det nære familieliv repræsenterer ikke nødvendigvis den lige vej til vedligeholdelse af civile dyder. Faktisk er helt andre konsekvenser mulige.

Gennem systematiske sammenligninger af Nord- og Syditalien har den amerikanske sociolog Robert D. Putnam sandsynliggjort, at rigide familiebånd kan svække viljen og evnen til at deltage i civilsamfundet gennem frivillige organisationer, der er baseret på gensidighed uden direkte slægtsrelationer.

En sådan amoralsk familisme kan i sin yderste konsekvens føre til borgerkrig og mafialignende omgangsformer.

Familien må først gøre sit
Samtidig kan familiecentreret tankegang dog også bidrage konstruktivt til styrkelse af det civile samfunds ydeevne i sammenligning med markedscivilordninger og centraliserede statsinstitutioner. Med udgangspunkt i den katolske kirkes familiepolitik blev der således i begyndelsen af 1900-tallet formuleret et princip om subsidiaritet.

Ordet betyder i sin grundstamme slet og ret hjælpeforanstaltninger, og især i Sydeuropa og Latinamerika fungerer en sådan norm som modbegreb til en stærk, skattefinansieret stat.

Subsidiaritetsprincippet slår fast, at det nære og familiære først må gøre sit. Derefter træder kirke og lokalsamfund til, og først derefter kan det komme på tale at lade kommuner og stat yde offentlig hjælp til selvhjælp.

Centrale autoriteter skal kort sagt kun varetage velfærdsforanstaltninger, der ikke effektivt og baseret på gensidighed kan håndteres af familie, slægt og andre aktører i civilsamfundet.

Subsidiaritetsprincippet har været normdannende i EU-samarbejdet, men spiller en mere marginal rolle i dansk velfærdsforvaltning. Vi genfinder dog elementer af værdigrundlaget i form af idealer om kommunalt selvstyre og nærdemokrati, hvor beslutninger, som direkte vedrører familie og hverdagsliv, så vidt muligt træffes lokalt med aktiv inddragelse af de berørte.

Læs flere opslag her