Civilsamfundets ABC: H for Høflighed

At være høflig er det samme som at være hof-lig. Tager man begrebet umiddelbart på ordet, drejer det sig altså om at opføre sig, som det sømmer sig ved hoffet, blandt de fornemme. Men ved nærmere eftersyn drejes meningen i retning af omgangsformer i bredere forstand. Det sker, når man tager højde for betydningen af ordet ’hof’.

På dansk i dag henviser ’hof’ til de kongelige (eller en grøn flaske), men på ældre dansk betød det en gård, og det er fortsat betydningen på tysk. Ordbog over det danske Sprog fortæller, at ’hof’ blandt andet har betegnet en ”indhegnet plads om og med ejendommens bygninger” – et sted, altså, hvor mennesker må leve tæt sammen – og at man kunne tale om at holde hof i forbindelse med en ”festlig sammenkomst af indbudte gæster”.

At være hof-lig, høflig, har altså at gøre med selskabelighed og samvær. I sin oprindelse har det dermed et vist indholdsmæssigt slægtskab med begrebet ’politik’, der stammer fra betegnelsen for en græsk bystat: polis – også et sted, hvor mennesker levede tæt sammen og måtte forsøge at opføre sig civiliseret sammen. Sociologisk forskning behandler problematikken under overskriften civility.

Høflighed som en civiliseringsproces
Den europæiske, tysk-jødiske sociolog, Norbert Elias (1897-1990) – født i Breslau, der senere blev polsk, død som britisk statsborger i Amsterdam – må have gjort personlige erfaringer med mange forskellige opfattelser af høflighed, som kunne og kan antræffes i forskellige dele af Europa. Han var optaget af, hvad han så som deres fælles oprindelse. I det store værk, Über den Prozess der Zivilization (1939), studerede han udviklingen af høflige omgangsformer som en civiliseringsproces, der foregik i Vesteuropa fra omkring år 800 til omkring 1900.

Processen udsprang, mente Elias, af voksende krav om selvdisciplin, der igen hang sammen med gensidig afhængighed mellem mennesker, som ikke var hinanden nærtstående.

Styr på drifterne
Det førte til nye omgangsformer, der først udvikledes ved hoffet og derpå blev overtaget af andre samfundsklasser, først af borgerstanden.

Gradvis foregik der en forfinelse af skikke, som gjorde det rent biologiske eller animalske – det impulsive og ubeherskede – privat. Det blev takt og tone, at man ikke måtte smaske, spytte, prutte eller kopulere i offentlighed. Ej heller skrige eller slå. Og gjorde man det alligevel, skulle man skamme sig. Det gjaldt om at få styr på drifterne.

Mentalitetsændringerne indebar, at meget af det ganske naturlige blev pinligt. Mellem mad og mund blev der indført en anden genstand end hånden: Det er en del af gaflens kulturhistorie. I stedet for at æde af et fælles trug som en dyreflok, fik man hver sin tallerken. Og så videre.

Dr. Jekyll & Mr Hyde
Da Elias’ bog blev genudgivet i 1970’erne, fik den en del opmærksomhed og blev blandt andet brugt i en gren af civilisationskritikken, der frygter, at de hæmmende omgangsformer kan føre til fremmedgjorte individer – så civiliserede og tæmmede, at de kommer i krig med de sanselige dele af sig selv. - Og som så finder andre udveje.

Problemstillingen var allerede blevet udødeliggjort i 1886 i Robert Louis Stevensons fortælling om den pæne Dr. Jekyll, der forvandler sig til den dyriske Mr. Hyde – hvis navn både kan spille på (dyre)skind og på at gemme sig.

At Elias skulle have opfattet udviklingen af evner til selvbeherskelse som et problem, er der næppe belæg for. I diskussioner med kolleger skal han have anført, at ethvert menneskeligt samfund har brug for samarbejde og derfor også for, at folk kan beherske sig.

Den genoplivede interesse for Elias’ værk indtrådte imidlertid samtidig med en bølge af modvilje mod forestillinger om høflighed, der blev forbundet med tom formalisme, snobberi og hykleri. Det kan have haft at gøre med, at sådanne forestillinger historisk har været nært forbundet med forestillinger om det standsmæssige – at ”vise andre den agtelse og opmærksomhed ell. ærbødighed, iagttage de hensyn, som god skik og almen dannelse kræver”, siger ordbogen.

Den upopulære høflighed
Høflighed blev upopulær blandt folk, der stræbte efter lighed og intimitet. For at opløse standsforskelle skulle der siges ’du’ til alle – et led i en ny form for høflighed, som måske snarere høvlede nogle skiver af privatsfæren end af statusforskellene.

Det var en form for høflighed, som ikke ville være høflig, og som ikke ville lære sine børn at skamme sig, og som ville gøre det private offentligt. Hvilket man efter behag kan se tilbage på som bestræbelser på at rulle en civiliseringsproces tilbage eller som et udtryk for, at det var blevet for meget af det gode.

Når homogene samfund som det danske, hvor vi hylder uformelle omgangsformer, bliver mere heterogene og multikulturelle, kan forskellige former for (u)høflighed give anledning til misforståelser og konflikter. Noget tilsvarende gør sig gældende i det virtuelle samvær på sociale medier. Det har ikke mindsket behovet for at udvise civiliseret høflighed, i form af imødekommenhed og hensynsfuldhed – og en vis evne til at udvise selvkontrol – for at få tingene til at glide.

Se også: Gensidighed og Offentlighed