Civilsamfundets ABC: K for Kompromis

BOGSTAVELIGT TALT: Hvad er civilsamfundet? Anker Brink Lund og Gitte Meyer fra CBS Center for Civil Society Studies gennemgår civilsamfundet bogstav for bogstav. Vi er nået til K for Kompromis.

Anker Brink LundGitte Meyer

At indgå et kompromis opfattes ofte som kompromitterende. Det gælder særligt for folk, der har en rigtigt god sag, sådan som det civile samfunds foreninger gerne har.

Egentlig er det lidt mærkeligt, for at lave et kompromis betyder blot at love hinanden noget, at lave en aftale.

Ordet kompromis, fra latin compromittere, betyder simpelthen at sam-love. I det engelske ord for løfte, promise, genfindes ordets sidste del. Det lyder umiddelbart ikke særligt dadelværdigt, men det negative 'kompromittere' – som har samme sproglige rod og egentlig nærmest er det samme ord – har sat sig i sproget, og ikke blot det danske, som en buh-betegnelse.

Ordbog over det danske Sprog har en rigdom af eksempler. Når man kompromitterer nogen – ofte er det sig selv – bringer man vedkommendes omdømme i miskredit, afslører uheldige egenskaber. Ja, at kompromittere sig kan svare til åbenlyst at prostituere sig. Eller til blot at dumme sig. Godt er det i hvert fald ikke.

Det er almindeligt at tale om et 'råddent kompromis', og sprogbrugen lader ane, at et kompromis egentlig per definition er råddent. Men hvordan kan det være, at en så udbredt og uundværlig aktivitet som indgåelse af aftaler, gensidig udveksling af løfter, i den grad er blevet … kompromitteret?

Konsensus versus konflikt
Et bud på en forståelse af fænomenet kan man skaffe sig ved at se nærmere på to andre begreber, nemlig modsætningsparret konsensus versus konflikt.

Konflikt – fra latin confligere: støde sammen, kæmpe – betegner uenighed, strid. Konsensus – fra latin consentire: føle sammen – betegner en grundlæggende enighed. Den stikker så dybt, at de involverede ikke blot forstands-, men også følesesmæssigt stemmer overens.

På dansk er betegnelsen relativt ny, men det er blevet almindeligt at tale om konsensus i stedet for kompromis. De to begreber har imidlertid et helt forskelligt forhold til konflikter. Konsensus står i modsætning til konflikt, men kompromisser kommer i stand på baggrund af konflikter.

Hvor der er konsensus, er det overflødigt at overveje et kompromis. De parter, der indgår et kompromis, er som regel ikke enige om særligt meget, men har ikke desto mindre brug for hinanden. Det er derfor, de har behov for et kompromis, hvor de på trods af uenigheden enes om noget konkret, idet begge eller alle involverede må give køb på noget.

Det er et pragmatisk, politisk begreb, som ikke drejer sig om alt eller intet, men om noget for noget. Det betegner en civiliseret måde at håndtere konflikter på: Ved at tale sammen, ved at forhandle, ved at sno sig rundt om en blokerende uenighed, der ellers kunne sætte videre aktivitet i stå.

Konsensus rækker videre end kompromis
Et ønske om at nå til en konsensus er således langt mere omfattende end et ønske om at finde et kompromis. Det er ikke let at nå helt til bunds i andre eller sig selv og revidere grundlæggende oplevelser af, hvordan verden er skruet sammen. Men i store og forskelligartede samfund har folk netop forskellige oplevelser af, hvordan verden er skruet sammen. Derfor kan ideen om, at det skulle være nødvendigt med en total, dybtgående, ligefrem følt enighed resultere i en tilsvarende dybtgående konflikt, hvor forskellige livssyn ender med at stå stejlt over for og måske endda dæmonisere hinandens principielle opfattelser.

Når principielle standpunkter falder
Det betænkelige i forbindelse med kompromisser er, at de kan resultere i opgivelse af principielle standpunkter – i at en part lader sig presse til at give køb i forhold til punkter, der er så centrale, at det egentlig undergraver hele denne parts videre virksomhed og integritet.

Udtrykket 'et råddent kompromis' er vel i udgangspunktet møntet på den form for aftaler, som for eksempel kan blive resultatet, hvor parterne er for ulige og den stærkeste part lader sig friste til at misbruge sin magtposition og føler sig tilstrækkelig stor og stærk til ikke at frygte for sit gode navn og rygte.

Viljen til kompromis
Selv i små tætte fællesskaber, som er enige om at ville det gode, kan der være behov for evnen til at kunne gå på kompromis. Det forudsætter blandt andet en vilje til at kunne sætte sig ind i, hvad andre parter absolut ikke kan vige fra uden at gå i stykker, og hvor de kan være til at rokke, hvis de får noget til gengæld. Det gælder også i større sammenhænge, hvor én god sag støder på eller mod en anden, for eksempel fordi de konkurrerer om de samme, knappe ressourcer.

Konsensuskultur kræver tillid
Alt i alt forudsætter en politisk kultur, der hyppigt betjener sig af kompromisser, en grundlæggende enighed – konsensus – om, at det er godt, hvis alle kan finde ud af at strække sig og give lidt køb nu og da. I hvert fald kan det næppe fungere uden et mål af gensidig tillid.

I et samfund, der er gennemsyret af gensidig mistro, har kompromisser trange kår. Det er nødvendigt at kunne regne med, at de andre vil holde, hvad de har lovet. Og det er nødvendigt at kunne stole på, at de færreste vil misbruge deres magt til uciviliseret at påtvinge svagere parter et råddent kompromis, som trækker deres kerneværdier væk under dem.


Se også: tillid

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00