Civilsamfundets ABC: S for Social

BOGSTAVELIGT TALT: Hvad er civilsamfundet? Anker Brink Lund og Gitte Meyer fra CBS Center for Civil Society Studies gennemgår civilsamfundet bogstav for bogstav. Vi er nået til S for Social.

Social kan man være på mange måder, som ikke alle er lige behagelige for andre mennesker. Begrebet om det sociale har både en lys- og en skyggeside, og det afhænger af betragterens position, hvad der falder mest i øjnene.

Selve ordet er udviklet af det latinske socialis, hvis stamord er socius, som betegner samhørighed. Sociale dyr, såsom myrer, bier og mennesker, lever i grupper og ikke hver for sig. I grupperne kan der være nærhed, varme og gensidig omsorg; der kan også være hierarkier, ulighed, undertrykkelse og udefrysning. Forskellige steder har forskellige tænkere på forskellige tider lagt vægt på forskellige aspekter af mennesker som sociale dyr.

De sociale, afhængige dyr
Det danske sprog lader til at have optaget begrebet om det sociale i forbindelse med den franske revolution og befordret af den schweitziske filosof Jean-Jacques Rousseaus (1712-1778) Samfundspagten (på fransk Contrat Social) fra 1762.

Rousseau er en ganske tidlig og formentlig den mest velkendte repræsentant for et positivt syn på mennesker som sociale dyr, der hver for sig er afhængige af og må underordne sig fællesskabet, som til gengæld giver varme og tryghed. Det var dog ikke Rousseau, der "opfandt" det sociale. Hans filosofi kan ses som en reaktion på tidligere tænkning, der snarere betonede negative aspekter af det sociale.

De sociale frontløbere
Den nok mest kendte og tidligste blandt disse var den engelske filosof Thomas Hobbes (1588-1679), ikke mindre indflydelsesrig end og en forløber for Rousseau med hensyn til tænkning i sociale kontrakter. Påvirket af de engelske borgerkrige 1640-1660 tog Hobbes udgangspunkt i et syn på menneskelige fællesskaber som arnesteder for ufred og magtkampe.

I sin The fable of the bees fra 1705 anlagde også den nederlandske læge og publicist Bernard Mandeville (1670-1733) – inspireret af det fremvoksende kapitalistiske marked – et ganske pessimistisk syn på mennesker som sociale dyr.

Britisk-amerikanske Thomas Paine (1737-1809), derimod, portrætterede i sin Common Sense i 1776 et oprindeligt menneskeligt fællesskab, båret af nærhed og lighed.

Mens Karl Marx (1818-1883) forestillede sig et fremtidssamfund, hvor kamp mellem de sociale klasser var afløst af et menneskeligt fællesskab, der var karakteriseret ved lighed og broderskab. Hvordan noget sådant kunne realiseres, har både socialister og sociologer skændtes om lige siden.

De modsatrettede socialsyn
Moderne politisk tænkning har i høj grad været præget af disse modsatrettede syn på det sociale og dets oprindelse, enten i tro på social harmoni eller en frygt for alles krig mod alle. Diskussioner er foregået og foregår stadig inden for rammerne af forestillede modsætningsforhold mellem individ og fællesskab; og frihed og lighed, egoisme og altruisme og mistro og tillid sættes skarpt op over for hinanden.

Store dele af moderne samfundsforskning anlægger et socialt perspektiv på menneskelige relationer og samfund i den forstand, at den primære interesse gælder status- og magtrelationer i og imellem grupper. Det kan tjene til at afdække uligheder, som det måske lader sig gøre at modvirke ad socialpolitisk vej, ved velfærdsstatslig mellemkomst, eller via frivilligt socialt arbejde, organiseret af foreninger og eventuelt med støtte fra fonde, der ofte har et socialt formål: er oprettet for at afhjælpe nød blandt dårligt stillede, som befinder sig i bunden af de sociale hierarkier.

De selskabelige og de asociale
I dagligsproget forbindes det sociale som regel med samvær og selskabelighed, med lyst til og glæde ved at være og virke sammen med andre og med evne og vilje til at sætte sig selv og egne behov til side til fordel for andre eller for hele fællesskabet.

Karakteristikken "asocial" betegner hensynsløs og egoistisk adfærd, der dog dybest set også er social, bare ikke på den behagelige måde. Mobning og rygtespredning via sociale medier – hvor i øvrigt både Hobbes og Rousseau kunne have fundet belæg for deres menneskesyn – er et aktuelt eksempel blandt mange mulige.

De politiske dyr
Fravær af socialisering i positiv forstand giver sig udslag i en bred skala af menneskelig adfærd og omfatter blandt andet overdreven egoisme i de nære fællesskaber, manglende hensyntagen til andre i det offentlige rum og socialt bedrageri i relation til den socialpolitiske fælleskasse.

Århundreders bestræbelser har drejet sig om at få det sociale på plads og få skabt et grundlag for udvikling af socialt ansvarlige mennesker og samfund, men det er tydeligvis ikke en opgave, som kan løses en gang for alle – og måske håndteres den bedst af mennesker, der ikke alene er sociale, men også politiske dyr.

Sådanne dyr var mennesker ifølge klassisk tænkning. De kunne både tænke over og tale sammen om tingene, og det gav dem muligheder for at skabe grundlag for et civiliseret samliv, som ikke var andre sociale dyr beskåret.


Se også: Frivillighed; Tillid og Zoon politicon

Forrige artikel Civilsamfundets ABC: R for Republikanisme Næste artikel Civilsamfundets ABC: T for Terror