Civilsamfundets ABC: U for Utopi

BOGSTAVELIGT TALT: Hvad er civilsamfundet? Anker Brink Lund og Gitte Meyer fra CBS Center for Civil Society Studies gennemgår civilsamfundet bogstav for bogstav. Vi er nået til U for Utopi.

Det var engelske Thomas More (1458-1535), der fandt på at kalde sin særegne kombination af samtidsdiagnose og samfundsvision for Utopia. Ordet er sat sammen af to græske ord, som henholdsvis betyder "intet sted" og "godt sted".

Dermed introducerede han en litterær genre, der kunne inspirere principielle diskussioner om, hvilken rolle hvilke former for menneskeligt fællesskab kan og bør spille for det gode liv i det gode samfund. Civil selvorganisering blev sat til drøftelse som en mulighed.

I Mores Utopia var det utopiske mål at skabe vilkår for større lighed mellem mennesker gennem afskaffelse af den private ejendomsret og etablering af kollektiver af mange forskellige slags. Det er forblevet åbent, hvor han selv stod i forhold til disse mål og midler. Mange mener, at han først og fremmest ønskede at lægge op til diskussion.

Når utopier kommer til live
Mores blanding af samfundskritik og fiktiv rejseskildring fik mange efterfølgere. Blandt andet bidrog danske Ludvig Holberg (1684-1754) med traktaten Niels Klims underjordiske rejse, der udspiller sig i Potu (utopi stavet bagfra).

Forsøg på faktisk at realisere Mores utopiske samfund blev gjort af den franske adelsmand Henri de Saint-Simon (1760-1825), der eksperimenterede med korporative erhvervsmodeller og alternative boformer.

Han spillede også en hovedrolle ved etableringen af sociologi som videnskabeligt baseret samfundsforståelse og virkede i øvrigt i den periode, hvor utopier – påvirket af moderne naturvidenskab og teknisk tænkning – begyndte at orientere sig mod fremtiden, ofte i form af Science Fiction.

Den utopiske socialisme
Saint-Simon og andre talsmænd for det, der senere fik samlebetegnelsen "utopisk socialisme", blev mødt med voldsom modstand fra både marxister og liberalister. Kritikerne fandt bekræftelse på deres afstandtagen fra utopisk socialisme ved henvisning til mislykkede forsøg på at virkeliggøre utopier som faktiske idealsamfund. Blandt de mange, der forsøgte sig, var Louis Pio (1841-1894), der blev udvist af Danmark for sin socialistiske agitation, som han derefter uden held prøvede at realisere i USA.

Heller ikke de marxistisk inspirerede eksperimenter i Østeuropa var langtidsholdbare. Til gengæld er den seneste bølge af utopisk tænkning i relation til civilsamfundets potentialer blevet frisat netop i årene omkring sovjetstyrets svækkelse og fald.

Et samfundsvidenskabeligt hovedværk om denne værdikamp er Civil Society and Political Theory (udgivet i 1992 af Jean L. Cohen og Andrew Areto). Med eksempler hentet fra den polske solidaritetsbevægelse konkluderer forfatterne, at civil ulydighed er nøglen til forståelse af politisk forandring, men at utopiske idealer sjældent bliver helskindet transformeret til politiske realiteter.

Himmel og Helvede
Groft sagt er det på baggrund af de historiske erfaringer nærliggende at konkludere, at utopier fungerer bedst som udgangspunkt for diskussioner, mens behjertede forsøg på at realisere sådanne idealsamfund kan gå grumme galt.

George Orwell (1903-1950) har i 1984 og Aldous Huxley (1894-1953) i Fagre nye verden leveret velkendte dystopiske samfundsvisioner, hvor forsøg på at realisere det perfekte samfund – en slags Himmel på Jorden – fører til brutalt undertrykkende samfund, en slags Helvede på Jorden.

Drømmenes tyranni
Utopiske visioner kan anspore værdikampe mellem forskellige politiske grundholdninger. En sådan værdikamp oplevede vi herhjemme i 1970'erne, hvor især venstrefløjen var særdeles leveringsdygtig i utopiske tanker med dystopiske undertoner.

Det fik den værdikonservative samfundsdebattør Henning Fonsmark (1926-2006) til at udgive Historien om den danske utopi, hvor han tager udgangspunkt i denne påstand:

"Utopier er drømmenes bud på fremtiden. Kun i Hamlets fædreland var galskaben stor nok til at lade drømmene tyrannisere virkeligheden."

Fonsmark mente, at den danske utopi var blevet gennemført som et topstyret, statsligt projekt. Det bekymrede ham. Idealer om lighed og korrektiver af markedskræfterne førte i hans analyse til en vildt voksende offentlig sektor, som afkoblede det demokratiske system fra det selvorganiserede, civile samfund. Skiftende alliancer af højskoledemokrater, kulturradikale og socialdemokrater konkurrerede om at gøre velfærdsstaten endnu mere omfattende og perfektionistisk.

Andels- og arbejderbevægelsens betydning
Hverken dengang eller siden har sådanne synspunkter stået uimodsagte i værdidebatten. Blandt andet tog historikeren Claus Bjørn (1944-2005) handsken op. Han forbandt en særligt dansk utopi med tiden omkring stavnsbåndets ophævelse og de dertil knyttede landboreformer og hævdede, at det netop var den private ejendomsret, der blev roden til det særlige danske lighedssamfund – til forskel fra Mores Utopia. Samtidig udpegede han civile organisationer, særligt andels- og arbejderbevægelsen, som drivkræfter bag idealer om et samfund, hvor få har for meget og færre for lidt.

Om et sådant ideal så er utopisk eller snarere skal ses som et pragmatisk og realistisk politisk mål – det er en af de diskussioner, som utopi-begrebet lægger op til.

Se også: Social

Forrige artikel Civilsamfundets ABC: T for Terror Næste artikel Civilsamfundets ABC: V for Virksomhed