Civilsamfundets ABC: V for Velfærd

Velfærd udgør det tredje led i de civile borgerrettigheder sammen med værdierne liv og ære. Begrebet kan altså ikke reduceres til spørgsmål om materiel velstand.

Fælles er det lille vel, som henviser til gode, lykkelige kår. Men velstand kan måles og vejes som noget rent økonomisk, hvorimod velfærd er langt sværere at kvantificere.

Der er i bund og grund tale om et politisk begreb, som er blevet udviklet historisk i samspil mellem staten, folkelige bevægelser, fonde, foreninger, ikke mindst humanitære og kristelige organisationer med filantropiske idealer om hjælp til selvhjælp.

Fra socialisme til liberalisme
Debatten om velfærd, og hvordan den bedst kan organiseres, løber groft sagt i to parallelle spor.

Det ene er udgået fra den socialistiske arbejderbevægelse med omfordeling af ressourcer som hovedmålsætning.

Det andet er liberalistisk i sit sigte, som det blandt andet kommer til udtryk i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776, hvor alle mennesker tilkendes retten til ”pursuit of happiness”, altså at være sin egen lykkes smed.

Skandinavien – og alle de andre
Samfundsforskere skelner i den forbindelse mellem forskellige velfærdsregimer.

I den ene ende finder vi den skandinaviske model, som vi kender. Med hovedvægt på statens centrale rolle skal den først og fremmest sikre universalistiske løsninger for alle indbyggere på et afgrænset territorium og markere sig særligt ved helt overvejende at finansiere ydelserne gennem skattesystemet.

USA kan placeres i den anden yderlighed som et samfund, hvor staten alene tager sig af residuale problemer, hvor det sociale sikkerhedsnet først spændes ud, når familien og private forsikringsløsninger må give helt og aldeles fortabt.

Noget tilsvarende gør sig gældende i det katolske Sydeuropa baseret på det såkaldte subsidiaritetsprincip, hvor omsorg forventes leveret så nært og lokalt som muligt.

Aftryk fra de amerikanske fonde
I praksis kan man finde træk af alle disse regimer i de fleste civiliserede lande. Selv amerikanerne har erkendt, at det langt fra altid lader sig gøre at opnå ensartede vilkår gennem individuel jagt på egennytte.

Megen filantropisk fondsvirksomhed har netop som målsætning at afhjælpe sociale forskelle med henblik på at skabe mere lige adgang til velfærd, både med og uden statens mellemkomst.

Også herhjemme har amerikanske fonde sat markante fingeraftryk. The Rockefeller Foundation finansierede blandt andet i 1920’erne de første danske sundhedsplejersker. Etnologen Henriette Buus, der har analyseret denne side af velfærdsudviklingen, konkluderer, at den liberalistiske påvirkning har været mindst lige så afgørende som de socialdemokratiske.

I takt med udbygningen af den skattefinansierede, offentlige service har de universalistiske argumenter i nogen grad overdøvet de residuale.

Liberalismen vinder ind
På det seneste diskuteres velfærd nu igen på mere liberalistiske præmisser. Det sker ud fra argumenter om, at mange af de offentlige opgaver på social- og sundhedsområdet kunne håndteres mere effektivt af private aktører, for eksempel ved at styrke frivillighed og gensidighed, så vi fik mindre velfærdsstat og mere velfærdssamfund. Vel at mærke ikke kun af civil art, men også gennem markedsløsninger, brug af udlicitering og partnerskaber mellem private og offentlige udbydere af serviceydelser eller oprettelse af selvejende institutioner af quango-typen.

I Danmark findes kun få eksempler på private virksomheder, som står for levering af universelle velfærdsordninger udelukkende på et kommercielt grundlag. Derimod findes der mange eksempler på, at fonde og foreninger løser sådanne opgaver.

Mange private organisationer og stiftelser har en offentligretlig driftsoverenskomst, der regulerer samspillet med kommunalforvaltningen. Derved bliver grænserne mellem offentlig og privat velfærd blødt noget op.

Kernebegrebet lykke
Sammenfattende kan vi konstatere, at når det gælder debat om velfærd historisk og aktuelt, står et universalistisk lighedshensyn over for et residualt gensidighedsprincip, hvor staten kun skal gribe ind i sidste instans. Dybt nede under denne dobbelthed ligger uklarheder om kernebegrebet lykke, der i oldnordisk sprogbrug betyder, at noget lukker sig.

I det klassiske Athen kaldte man det for eudaimonia, der lettere misvisende oversættes som velvære, men som er bredt forbundet med civile pligter og dyder, der gennem aktiv handlen i samfundet kan skabe grundlag for en sund sjæl i et sundt legeme.

Disse aspekter ved livskvalitet er endnu vanskeligere at måle end velfærd og lader sig næppe heller levere som serviceydelser fra stat og marked. Det er og bliver en opgave for civilsamfundet. Sådanne indvendinger af praktisk og principiel art har dog ikke kunnet hindre, at Danmark på basis af mere eller mindre repræsentative svar på spørgeskemaer er blevet pustet op som verdensmester i lykke.

Teksten er et uddrag af bogen "Civilsamfundets ABC" af Anker Brink Lund og Gitte Meyer, udgivet på forlaget Møller.
Læs flere opslag her.