Civilsamfundets ABC: V for Virksomhed

Betegnelserne virksomhed og arbejde bruges ofte overlappende eller ligefrem som synonymer, og det har længe været en tendens, at arbejdet sniger sig ind og overtager virksomheden. Det kan undre, når man tager ordene i øjesyn.

På alle mulige forskellige sprog – dansk, fransk, græsk, engelsk og tysk er eksempler – har ord for arbejde en alt andet end livsglad klang. De har rødder i oldgamle udtryk for slid, slæb, møje, slaveri. Det danske "arbejde" strækker sig for eksempel tilbage, fortæller ”Ordbog over det Danske Sprog”, til det oldslaviske robu, som betød træl og også har givet ophav til ordet robot.

Ordbøger på andre sprog forbinder til betegnelser for forældreløse, som selv måtte sørge for alt til livets ophold. Arbejde har været forbundet med smerte, nød og fattigdom, med mangel, med tvang, med det rene og skære behov for at overleve. Men al denne ufrihed er virke og virksomhed – beslægtet med værk og værke – befriet for.

Den virksomme får noget til at ske
Den eller det virksomme får noget til at ske, er aktiv.

Roder man længe nok i ordets rødder, ankommer man til det græske érgon, som også ligger bag ordet energi. Folk kan selvfølgelig udfolde energi, fordi de er nødt til det – som når de arbejder – men det ligger ikke i ordet, som snarere peger i retning af overskud. Det tyske Wirksamkeit og det engelske work har de samme rødder, men særligt på engelsk er forskellen på work og labour i praksis næsten helt udvisket.

Arbejdsdyret og skaberen
Filosoffen Hannah Arendt (1906-1975) brugte forskellene som afsæt for sin skelnen mellem menneske- og livssyn præget af henholdsvis animal laborans, arbejdsdyret, og homo faber, det skabende eller fremstillende menneske. Begge satte hun over for den form for virksomhed, der udfoldes af det politiske menneske.

Arbejdsdyret forbandt hun med nødvendighedens rige, med menneskers evige stofskifte med naturen som del af det biologiske kredsløb af vækst og destruktion. Underlagt naturens luner er arbejdsdyret blødt, passivt og umiddelbart, spundet ind i arbejde og forbrug, der ikke efterlader sig varige spor i verden. Mål og midler går i ét. Arbejdet tjener forbruget, som igen tjener arbejdet i en rytmisk runddans – sært genspejlet i det industrielle samlebånd – der ikke levner nogen fri tid, men højst fritid. Den kan så anvendes på hobbies som en form for forbrug, rettet mod at genskabe – rekreere – arbejdskraften.

Homo faber, derimod, så Arendt som en figur, der anså naturen for materiale til at fremstille ting og forme den fysiske verden. Hans virksomhed sætter sig spor i form af en vis stabilitet, soliditet og holdbarhed. Han fremstiller ting som bruges, men ikke uden videre forbruges, og hans virksomhed kan både udspringe af og generere overskud. Den er ikke tvangsmæssig, er snarere valgt af egen fri vilje, men er samtidig forbundet med vold mod materialet: I stedet for at være ét med naturen, søger Homo faber at beherske den og skelner i den forbindelse rationelt mellem mål og midler. I praksis bliver det meste dog til midler, der skal nytte som instrumenter i bestræbelsen på at få styr på tingene.

Virksomhedens uforudsigelige resultater
Begrebet om virksomhed dækkes imidlertid langt fra af Homo faber, lige som det heller ikke dækkes af daglig dansk tale om erhvervsvirksomheder på markedet. Fremstilling, fabrikation, produktion er kun en specifik og skrumpet type menneskelig virksomhed. Den adskiller sig fra anden menneskelig virksomhed ved både at have en klart defineret begyndelse og en i princippet forudsigelig og altså kontrollérbar afslutning. Arbejde er cyklisk og har hverken en begyndelse eller en afslutning. Virksomhed eller handling i bredere forstand end fremstilling – såsom politisk praksis – kan ganske vist have en klart markeret begyndelse, men resultaterne er uforudsigelige, ikke mindst fordi mange forskellige mennesker samvirker.

Det dominerende arbejdsdyr
Ifølge Arendts analyse var moderne samfund tiltagende dominerede af arbejdsdyret. Det anså hun for skadeligt for det offentlige liv, for arbejdsdyrene var hver for sig låst ensomt inde i deres overlevelseskamp og var egentlig kun fælles om denne ensomme kamp og om søgen efter rekreation gennem forbrug af massekulturelle produkter.

Også Homo faber gjorde sig gældende, men hans offentlige rum var begrænset til markedspladsen, hvor han kunne fremvise og få beundring for sine produkter. Og også han var et ensomt væsen, så optaget af beherskelse at han ikke kunne forstå eller godtage den gensidige afhængighed, som er udgangspunkt for politisk praksis.

Sådan virksomhed udøves i dag blandt andet i det civile samfunds foreninger af folk, der har overskud til sammen at prøve at sætte noget i gang uden at ane, hvad det fører til. Noget forvirrende kaldes dette ofte frivilligt arbejde, skønt betegnelsen virksomhed passer meget bedre – medmindre da formålet er at pynte på cv'et for at kunne klatre i de sociale hierarkier, som er så tæt forbundne med nødvendighedens og tvangens rige, at de kan få civilt aktive til at ligne arbejdsdyr.

Se også: Effektivitet; Frivillighed; Zoon politicon og Økonomi