Civilsamfundets ABC: Y for Ydeevne

Ydeevne tales der sjældent direkte om i civilsamfundet.

Der tales meget hellere om ”livskvalitet” og ”omkostningseffektivitet”, hvorimod tidligere tiders skel mellem værdigt og uværdigt trængende nok stadig findes, men sjældent italesættes.

Det er ellers i høj grad relevant, både når det drejer sig om dem, der yder, og dem, der nyder godt af almennyttig virksomhed – og ikke mindst for gensidigheden i samspillet.

Noget kan bringes ud
At yde er etymologisk beslægtet med verbet at ytre. Det forudsættes så at sige, at der er noget derinde, som kan bringes ud.

Når man interesserer sig for menneskers ydeevne, interesserer man sig for, hvad de har at bidrage med. Med det kan man så mene højst forskellige ting.

Ydeevne kan knyttes til produktivitet, kapacitet og præstationer. Ofte tales der om ydeevne i forbindelse med husdyr. En ko, der giver meget mælk, kaldes for eksempel højtydende.

Overført på menneskelige forhold kan tale om ydeevne give associationer i retning af præstationsræs og konkurrence. Dermed går væsentlige tolkninger af begrebet tabt. Det gælder ikke mindst forbindelsen mellem ydeevne og forskellige fortolkninger af livskvalitet.

Nydelsen og ydelsen
Det gode liv i klassisk forstand forbinder nydelse og ydelse, det passive og det aktive. At have det godt ses som uløseligt knyttet til at have mulighed for at handle, at sætte ting i værk og fuldbringe noget.

At yde og at nyde (som vedrører modtagelse af et gode og er beslægtet med at nytte) ses som så tæt forbundne, at det at yde er en form for nydelse og omvendt. På samme måde som det kendes fra gavegivning og taknemlighed.

Ved at gøre det vanskeligt for andre at få mulighed for at yde og at blive anerkendt og respekteret for disse bidrag, kan man ifølge denne tankegang slå skår i deres lykke og udhule deres mening med livet.

Det er en tankegang, som stiller store fordringer til alle, der donerer gaver eller yder hjælp og omsorg til andre.

Fordringerne er ikke mindst svære at leve op til, fordi det stikker dybt i moderne vestlig kultur at betragte ydelse og nydelse som modsætninger.

Et utilitaristisk syn på mennesker som ydende forbindes gerne med rationalisme, der af og til imødegås af romantiske bølger, hvor trykket lægges på at lære de stakkels ydende mennesker at nyde livet. Det kan give sig udslag i hedonisme, hvor sanselig nydelse ses som selve livets mening, hvorpå det ikke varer længe, før den strenge pligt til at yde omsorg, rører på sig.

Magten i omsorgen
Omsorg deler etymologiske rødder med det tyske sorgen og det engelske sorrow: Som omsorgsydende bekymrer man sig på andres vegne, hvilket kan give anledning til, at man prøver at sørge for dem.

Mange filantroper har netop dette udgangspunkt. Men de bekymrer sig ikke nødvendigvis tilsvarende om det forhold, at omsorg er en form for magtudøvelse, der kan slå over i umyndiggørelse, hvis den ikke ydes med respekt for den eller de andres ydeevne.

Tidligere kom sådan umyndiggørelse håndfast til udtryk, når offentlig forsørgelse gennem fattigvæsenet medførte tab af borgerlige rettigheder. En regel, der først formelt blev afskaffet i Danmark i 1950’erne.

At blive gjort til genstand for sortering af humanitære organisationer som tilhørende enten de værdigt eller uværdigt trængende rummer et ydmygende element.

Idealet om lighed
Siden den første halvdel af 1800-tallet er sådanne mellemmenneskelige relationer blandt andet søgt modificeret via idealer om samfund, hvor alle kan yde efter evne og nyde efter behov. I udgangspunktet befordret af utopiske socialister og socialliberale idealister, senere knyttet til visioner om en mere eller mindre omsorgsfuld velfærdsstat.

Idealet er også forbundet med lighedstanken i den moderne treenighed, som består af kerneværdierne frihed, lighed og broderskab.

Etymologisk lader det sig ikke gøre at spore en forskel mellem det lige og det ens. Men i praksis kan der være betydelig forskel.

Ideal med indbyggede konflikter
I FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder fra 1948 – ”Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder” – er et humanistisk lighedsideal specificeret og foreskrevet.

Både før og især siden har umådelig mange ligestillingsbestræbelser bygget på dette smukke ideal, men det gamle problem om forholdet mellem det ydende og det nydende er flyttet med, sekunderet af det lige så gamle og beslægtede problem om forholdet mellem det ens og det lige.

Omsorgs- og ligestillingsbestræbelser kan slå over i forsøg på ensretning, som ikke let forenes med pluralistisk respekt for andres egenart og ydeevne.

Det kan give anledning til ganske heftige konflikter på flere almennyttige kerneområder, for eksempel kultur, sundhed og byggeri.

Uenigheden kan næppe bringes til at fordampe af tidens velmenende mantra, at man altid skal se på menneskers styrker, ikke deres svagheder. 

Teksten er et uddrag af bogen "Civilsamfundets ABC" af Anker Brink Lund og Gitte Meyer, udgivet på forlaget Møller.
Læs flere opslag her.