Civilsamfundets ABC: Y for Ydmyghed

BOGSTAVELIGT TALT: Hvad er civilsamfundet? Anker Brink Lund og Gitte Meyer fra CBS Center for Civil Society Studies gennemgår civilsamfundet bogstav for bogstav. Vi er nået til Y for Ydmyghed.

Det eller den ydmyge er let at have med at gøre, er blød – myg – og bøjelig; fleksibel, kan man også sige.

Fleksibilitet er et ord, der er mere oppe i tiden end ydmyghed, men har betydninger tilfælles med det. Mens fleksibilitet i dag mest bruges om arbejdskraft, har det ydmyge imidlertid langt bredere betydning, og forståelsen af det har været præget af kristen indflydelse.

Selv om det måske ikke er så udbredt, kan man i princippet være "ydmyg over for Herren". Andre anvendelser af ordet er aktuelt mere udbredte. Først og fremmest vil nok de fleste, som tilkendes en ærefuld post og opgave, ile med offentligt at betone, at de modtager hæderen med ydmyghed.

Sådanne offentlige bekendelser til ydmyghed – hvor den bekendende lægger vægt på at præsentere en selvopfattelse som ringe, forsmædelig og ikke hævet over noget eller nogen – skal antagelig tjene til at tage brodden af misundelse og hindre Janteloven i at træde i kraft.

Den forebyggende ydmyghed
Bekendelsen er henvendt til et publikum, som kan rumme deltagere, der skumler over, at det netop var hende eller ham, der modtog udmærkelsen. Hvorfor ikke dem selv? Den udmærkede mener nok at være noget særligt. Men nej, skynder vedkommende sig forebyggende at bemærke. Hun eller han går til opgaven med ydmyghed og ganske uden at blive storagtig.

Den demonstrative ydmyghed fungerer som en faldskærm, der kan blødgøre faldet, hvis nogen skulle søge at skyde den højtflyvende ned. At ydmyge sig selv på denne måde er langt at foretrække frem for at blive ydmyget af andre.

Med hatten i hånden
Oldgamle betegnelser for det letgenkendelige og letopnåelige har været ophav til ordet ydmyghed, fortæller ordbøgerne.

At ydmyge andre indebærer at gøre dem bløde og føjelige. Når de står underdanigt med bøjet nakke og sænkede øjne – tidligere også med hatten i hånden – kan de let bibringes en ønsket form.

For en umiddelbar betragtning står dette i modsætning til ideen med såkaldte assertionskurser, hvor folk, der tilskrives ringe selvrespekt, skal lære at anerkende og hævde eget værd. Ved nærmere eftersyn kan det dog også opfattes som ydmygende at blive kategoriseret sådan.

Filantropiens velmente ydmygelser
Hånlig, krænkende, fornedrende adfærd, der hovmodigt udstiller andre og får dem til at føle underlegenhed og afmagt, er direkte ydmygende, men også velmenende hensigter kan virke sådan. Det har alle dage været filantropiens dilemma. Den, der vil gøre noget godt for andre, havner let på den høje hest, hvorfra man kan række ned og dele ud til dem, der mangler, og som kan opleve at måtte tage imod uden at have udsigt til at kunne give igen.

Det kan opleves som ydmygende at blive gjort til genstand for barmhjertighed. Det er en vigtig del af baggrunden for, at et opgør med almisseprincippet hørte med, da grunden blev lagt til nutidens velfærdsstater.

Farvel til almisserne
En almisse er en (kristelig) barmhjertighedsgerning eller -gave. Almisseprincippet er et trangsprincip om skønsmæssig hjælp til (værdigt) trængende.

I Danmark udgjorde socialreformen i 1933 et første større forsøg på at lade almisseprincippet afløse af et egalitært princip om samme ret for alle efter neutrale kriterier.

Når enhver over en vis alder, uden persons anseelse, havde ret til aldersrente eller folkepension fra den fælles kasse, hørte ydelsen op med at være ydmygende. Man undgik det stempel som taber – og det tab af rettigheder – der hørte fattighjælp til, og som føjede social spot til fattigdommens skade.

Når der i dag argumenteres rationelt for, at det er ressourcespild at give en række basale ydelser til alle, skønt mange slet ikke behøver dem, bør det huskes, hvilken kolossal befrielse det har været for mange at blive fri for at skulle udforme udmygende bønnebreve og blive ribbet for selvrespekt.

Når almissen flytter med
Trods nutidens muskuløse velfærdssystemer kan der være grund til at overveje, i hvilket omfang almisseprincippet og andre typer ydmygende praksis er flyttet med, men nu blot optræder under andre former, der kan opleves lige så krænkende.

Det er en overvejelse, som både fortjener opmærksomhed fra filantropisk orienterede fonde og foreninger og fra de dele af socialforskningen, der beskæftiger sig med kategoriseringer af befolkningen, som utilsigtet kan resultere i social stigmatisering.

Offerrollens tiltrækningskraft
Det gøres ofte gældende og har ledt til megen samfundsmæssig selvransagelse, at offerrollen har fået en besynderlig tiltrækningskraft som identifikationsmulighed. Offerrollen er ydmygende. Nogle påtager sig den alligevel. Det er et godt spørgsmål, hvorfor de gør det, men det er lige så påtrængende at spørge, hvordan de mange reagerer, som i princippet kunne påtage sig rollen –  gøre en dyd ud af oplevet ydmygelse og give krænkelsen en udvej – men faktisk ikke gør det?

I forbindelse med aktuelle debatter om populisme og fremmedhad henvises på fransk og tysk ofte til ressentiment. Det kan oversættes til forbitrelse eller krænkelse og har således at gøre med oplevet ydmygelse – der blot ikke giver sig udslag i ydmyghed, men i vrede og had, rettet mod de svageste af de svage.

Se også: Filantropi og Jantelov.

Forrige artikel Civilsamfundets ABC: X for X-faktorer Næste artikel Civilsamfundets ABC: Z for Zzz