Civilsamfundets ABC: Z for Zzz

BOGSTAVELIGT TALT: Hvad er civilsamfundet? Anker Brink Lund og Gitte Meyer fra CBS Center for Civil Society Studies gennemgår civilsamfundet bogstav for bogstav. Vi er nået til Z for Zzz.

I århundreder er varianter af zzz på tværs af sproggrænser blevet brugt som tekstligt symbol for søvn. Z-lyden giver mindelser om den sovendes åndedræt eller snorken, og zzz bruges til at sælge sengetøj, madrasser og beroligende urtete. Men zzz bruges også som signal – i dag nok mest kendt fra tegneserier – om, at noget er søvndyssende og altså kedsommeligt. Det kunne for eksempel dreje sig om dele af foreningslivets organisatoriske virksomhed, der hyppigt omtales og undviges, netop fordi det opfattes som dybt kedsommeligt.

Monotoni, ensformighed og mangel på dynamik
At kede sig er beslægtet med at være ked af det. Sidstnævnte ord stammer fra gamle betegnelser for træthed og udmattelse, men den, som keder sig, er ikke træt og udmattet af overdreven aktivitet.

Tværtimod. Det er monotoni, ensformighed, oplevet fravær af aktivitet og dynamik, som får folk til at kede sig og dermed havne i en tilstand af melankoli og tungsind, der kan gøre dem rastløse (stressede?) eller simpelthen få dem til at falde i søvn – zzz.

Begge reaktioner kræver, at der er tid til rådighed. Kedsomhed er ikke for folk, der har tiden fuldt besat med at skaffe til dagen og vejen. De kan blive kede af det, men ikke kede sig. Derimod kan de godt kede andre, hvilket ifølge Den Danske Ordbog vil sige at gøre dem sløve eller rastløse ved selv at være triste og uinteressante og derfor trættende.

Den britiske livslede
Andre sprog har betegnelser med beslægtede betydninger, som har været i brug siden 1500-tallet. Det tyske langweilig lægger vægt på en oplevelse af, at tiden går langsomt, ikke lader sig fordrive.

Det engelske dull henviser til, at noget mangler brod og lader til at være sat i omløb af Shakespeare (1564-1616). Han synes også at have været ophavsmand til brugen af spleen (egentlig navnet for et organ, nemlig milten) som betegnelse for en særlig variant af kedsomhed i form af blasert livslede, der ikke mindst har været tilskrevet britisk overklasse, og som er udtryk for oplevet tomhed og meningsløshed.

Ondt i foreningslivet
Mangel på oplevet mening fremstår altså som årsag til, at ting – eller ligefrem hele livet – opfattes som kedeligt. At kede sig i stor stil og helt generelt svarer så til at have ondt i livet.

Lidt mindre grandiost kan man nøjes med at have ondt i foreningslivet, som man så ikke ser det som meningsfuldt at bidrage til at holde vedlige.

Det må i hvert fald ikke være udmattende på den hårde måde, viser et eksempel fra Tyskland, hvis brandbekæmpelse hidtil har hvilet på frivillig indsats. Landet er blevet 70.000 frivillige brandfolk fattigere siden årtusindskiftet. 2.000 frivillige brandkorps har måttet lukke.

Udmattende på den kedelige måde må det heller ikke være. Formaliteter som udarbejdelse af regnskaber og referater, der hverken skal være kreative, innovative, netværksfremmende eller underholdende, men simpelthen ordentlige, opleves øjensynlig ofte som afskrækkende meningsløse og lidet givende.

Her får du meget for lidt
Mange synes faktisk at abonnere på ovenstående bud på en forklaring på, at det eksempelvis kan være vanskeligt at få folk til at påtage sig opgaver som sekretær og kasserer i foreninger, og at medlemskab af klassiske foreninger som fagbevægelsen er mindre selvfølgeligt end tidligere.

Følgelig gøres der forsøg på at få foreningsliv til at fremstå mere attraktivt, spændende og underholdende. Der annonceres med events og lægges vægt på at fremhæve medlemsfordele: Her får du meget for lidt. Der reageres kort sagt i forhold til et formodet publikum, som kan vælge at gøre brug af andre, mindre kedelige tilbud.

Det gode spørgsmål er selvfølgelig, om deltagelse i foreningsvirksomhed egentlig er en måde at være tilskuer på, eller om det måske snarere netop er en sådan opfattelse af foreningsvirksomhed, der skaber problemerne i udgangspunktet.

Smæk for skillingen
Hvis der er noget, ordbøger er enige om, når de søger at udlægge det kedelige, så er det, at et publikum ikke må kedes. Er der fare for, at tilstanden vil indtræffe – zzz – må man jage effekter, prøve at give smæk for skillingen.

Det kendes fra uddannelsessektoren. Det kendes fra journalistik. Og det kendes altså også i foreningslivet. Det skal være let og sjovt at lære kemiske formler, at holde sig orienteret om verdens gang og at bidrage til foreningsvirksomhed.

Men hvorfor skal det være sjovt? For at fortrænge en oplevelse af meningsløshed, som ligger lige under overfladen og kan slå til, så snart musikken stopper – så man uafladelig må servere mere og højere musik?

De senere år har budt på en modreaktion. Det langsomme dyrkes. Vi mangler endnu at se eksempler på langsomhedsdyrkelsen inden for foreningslivet.

Zzz-sammenslutningen, med tilbud om kasserer- og sekretærtjanser til alle, er foreløbig ikke opstået, men der findes slow food med tidkrævende tilberedelse, og der findes slow journalism med marathontekster, som det tager tid at pløje sig igennem – hvilket til gengæld kan forlene læsere, der ikke falder i søvn undervejs, med en elitestatus, der måske kan tjene som erstatning for mening.


Se også LykkeOrganisering og X-faktorer.

Forrige artikel Civilsamfundets ABC: Y for Ydmyghed Næste artikel Civilsamfundets ABC: Æ for Ævred