Civilt overblik: Du gætter aldrig, hvem de civile væksthuse er, og andet clickbait fra ugen, der gik

UGEREVY: Der er lotto-milliarder, Folkemøde-grafikker, en bortgået og genopstanden forening og sågar en hemmelig gæst i denne uges overblik. Det bliver du nødt til at læse ...

Vi er ikke for fine til at bruge alle til rådighed stående midler for at trække dig ind i vores artikel. Så her er fire clickbabes fra sidste års Folkemøde. 
Vi er ikke for fine til at bruge alle til rådighed stående midler for at trække dig ind i vores artikel. Så her er fire clickbabes fra sidste års Folkemøde. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix
Carsten Terp Beck-Nilsson

Ja, undskyld lokkemaden i overskriften, men vi vil så gerne have dig til at læse vores civile overblik. Og så må vi jo bruge de redskaber, vi har ved hånden.

Og apropos; hvis du holder ved helt til slutningen, kan du deltage i konkurrencen om en havefest med en meget kendt og meget hemmelig musiker.

Men først skal du lige se to fine grafikker om Folkemødet.

Her er den ene:

Og her er den anden:  

Kort fortalt viser de, at Folkemødet er vokset gevaldigt siden 2011, men at størrelsen nu er ved at stabilisere sig, og at demokrati og folkestyre er det tema, der i alle årene har trukket flest arrangementer.

Så ved du det inden folkefesten i Allinge om lidt over 14 dage.

Højt spil om 1,8 milliarder
En anden ting, der er god for dig at kende inden politikernes og foreningsdanmarks årsmøde, er den nye udlodningslov. I fredags kunne Altinget løfte sløret for embedsmændenes seks bud på, hvordan man kan fordele 1,8 milliarder kroner, som kultur- og foreningslivet modtager, primært i kraft af danskernes spilleglæde.

Notatet er knastør læsning, som er klinisk renset for politiske anbefalinger. Altså lige med undtagelse af en hyppigt gentaget påmindelse om, at man kunne overveje at gøre en del af beløbet til genstand for politisk prioritering i stedet for pr. automatik at sende pengene til foreninger og kulturinstitutioner. Var der nogen, der sagde finansministerielt?

Du kan læse om de seks fordelingsmodeller her og en analyse af det politiske spil her.

Bortgang og genopstandelse
Missing People er død. Længe leve Missing People Denmark.

I sidste uges overblik skrev vi om organisationen, der havde fået ørerne i maskinen, fordi de havde brugt overvågningsmateriale fra tankstationer i deres søgen efter forsvundne mennesker. Innovativt, effektivt og stærkt ulovligt.

Efter kritikken blev rejst, lukkede organisationen. Men nu er den genopstået med en tidligere indsamlingsleder i den gamle organisation i spidsen, beretter DR.

Og for at adskille sig fra den gamle organisation hedder den nye ikke Missing People, men Missing People Denmark. Så skulle det være på plads.

Et spørgsmål om tro
Og apropos genopstandelse, så har den danske folkekirke et problem: Om et lille halvt år skal der vælges omkring 13.000 menighedsrådsmedlemmer. Men danskerne føler sig ikke religiøse nok til at stille op ved menighedsrådsvalget, viser en undersøgelse, som Analyse Danmark har lavet for Kirkeministeriet.

Ifølge undersøgelsen svarer 39 procent, at de ikke ser sig selv som tilstrækkeligt troende til et sæde i det lokale menighedsråd. Det ærgrer kirkeminister Bertel Haarder, som ikke mener, man kan være for lidt religiøs til at sidde i et menighedsråd.

”SF'eren Poul Dam sagde engang meget rigtigt: 'Folkekirken er ikke kun for den stærke tro – den er også for den lille mand med den lille tro'. Man kan da sagtens stille op til menighedsrådet, selv om man måske kun kommer i kirke til jul,” siger ministeren.

Frivillige i lange rækker
At det ikke er angsten for frivilligt arbejde, der holder danskerne væk, kan man udlede af en anden af ugens historier.

Kristeligt Dagblad fortæller nemlig, at frivillige står i kø for at integrere flygtninge. Og i nogle kommuner er der endda overskud af frivillige.

Det kan ikke andet end glæde Københavns borgmester for beskæftigelse og integration, Anna Mee Allerslev (R). I et debatindlæg i samme avis skriver hun, at den næstekærlighed, som 800 københavnere viser, kan være vores stærkeste våben i kampen for ægte inklusion og integration.

Det kræver abonnement på Kristeligt Dagblad at læse hele indlægget.

Ny alliance mod hjemløshed
Hvad der bliver af de civile væksthuse fra overskriften?

Ja, undskyld, det varer lige et øjeblik. Vi skal lige nå at servere en omgang ananas i egen juice. For Altinget beskrev i torsdags, hvordan Bikubenfonden har stillet sig i spidsen for en alliance, der vil tage livtag med hjemløshed blandt unge. Og der er brug for at tage helt nye metoder i brug, hvis der skal skabes varige resultater, fortalte direktør Søren Kaare-Andersen.

”Hvis vi gør det, vi altid har gjort, så får vi det, vi altid har fået, og det er lige præcis det, vi ikke vil have,” siger direktøren i artiklen, hvor han bebuder, at fonden vil forpligte sig til en længerevarende indsats, der ikke bare støtter udvikling, men også drift.

Læs hele artiklen her og et interview med Søren Kaare-Andersen her.

Og nu hvor vi er ved fonde, så er der stiftet en ny af slagsen, Education Cannot Wait, som vil sikre skolegang til 13,6 millioner børn i kriseramte lande over de næste fem år, fortæller Globalnyt.

Herhjemme har en anden fond, som også blandt andet arbejder for uddannelse til børn, BØRNEfonden, anderledes problemer. Sponsorerne siver langsomt, og det betyder, at fonden må til at lede efter nye indtægtskilder til at finansiere sin hjælp til børn i udviklingslande, skriver Globalnyt.

Nye kilder har Læger uden Grænser til gengæld fundet. Søndag havde organisationen sin første landsindsamling. 4500 hvidkitlede indsamlere gik på gaden og bragte tilsammen lidt over fem millioner kroner med hjem til organisationen, der allerede nu bebuder en ny indsamling den 28. maj næste år. 

De unge og frivillige

Okay, okay, så får du det at vide: Det er efterskolerne, der er civilsamfundets væksthuse!

via GIPHY


En ny undersøgelse fra Epinion viser nemlig, at unge, der har været på efterskole, er medlemmer af flere foreninger og arbejder mere frivilligt end andre unge.

Om årsagen kunne være den omvendte – at unge, der arbejder frivilligt og er aktive i foreninger – er mere tilbøjelige til at tage på efterskole, skal vi lade være usagt.

Nu er du næsten ved vejs ende. Hæng på et øjeblik endnu. Så får du chancen for at deltage i konkurrencen om en havefest med en meget kendt og meget hemmelig musiker. Vi skal bare lige runde den kommende uge.

Ugen, der kommer
Klokken 15 i eftermiddag er der reception hos Center for Kultur og Udvikling, som på samme tid fejrer direktør Elsebeth Kroghs 60 års fødselsdag og begræder hendes afsked. Hun står fra i morgen, tirsdag, i spidsen for menneskerettighedsorganisationen IWGIA. Det står for International Work Group for Indigenous Affairs.

Onsdag er der afslutningsdebat i Folketinget. Fra klokken 9 og frem tilbringer statsministeren og resten af Folketinget dagen med at diskutere de mest aktuelle politiske emner.

Og søndag 5. juni er det grundlovsdag, der tro mod sæder og skikke fejres med arrangementer i demokratiets navn landet over.

Og så er det store øjeblik kommet. Det er nu, du kan vinde en havefest med den meget hemmelige og meget kendte musiker: Rasmus Nøhr.

Det er ham, som hittede for ti år siden med ”Sommer i Europa”. Nå, kan du ikke huske det? Så får du den lige her.

Rasmus Nøhr kan du få med hjem i haven eller ud på en nærliggende mark. Eneste krav er, at du kan skaffe 30 venner, som vil arbejde frivilligt i baren og i køkkenet. Ja, og så lige, at du skriver i kommentarfeltet under artiklen i Samvirke, hvorfor du og dine venner har fortjent at blive forkælet på den måde.

Og således kom vi hele vejen igennem.

Velkommen igen om en uge til endnu mere clickbait.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00