Civilt overblik: Kampdans, kunstmagt og pensionister på samfundstjeneste

UGEREVY: Private danseskoler i slagsmål med foreninger, en magtfuld formand for en kunstfond langer politiske øretæver ud, og så skifter stadig flere pensionister det betalte arbejde ud med frivilligt. 

Værsågod, så må der danses, men ingen slagsmål på dansegulvet, om vi må bede. 
Værsågod, så må der danses, men ingen slagsmål på dansegulvet, om vi må bede. Foto: Åge Sørensen/Scanpix
Carsten Terp Beck-Nilsson

Det er mandag. Så smøg ærmerne op og gør jer klar. For her kommer det civile overblik.

I sidste uge gav vi jer en gevaldig overhaling for at sidde for meget på hænderne ude i det civile Danmark. Og det kan nok være, det skabte liv i kludene.

I denne uge har I kampdanset, kastet musikalsk guld i grams og endda lovet både flere biotekbabyer og aktive pensionister i fremtiden.

Så der er god grund til at åbne ballet med en svingom. Dans er jo normalt udtryk for glæde. Men enhver, der har været til en løssluppen fest, ved, at det kan udarte. Og i den forgangne uge førte det sågar til rituel kampdans.

Onsdag inklinerede talsmanden for De Danske Danseskoler, Tommy Havdrup, med et indlæg i Børsen, hvori han anklager offentligt støttede foreninger for at kvæle kongerigets danseskoler.

”Gennem de seneste seneste årtier er der kommet næsten 600 danseforeninger og sportsdanserforeninger med gratis lokaler og direkte medlemsstøtte fra folkeoplysningsloven,” skriver han og konstaterer, at 230 privatdrevne danseskoler er lukket i samme periode.

Per Paludan Hansen, formand for Dansk Folkeoplysning Samråd, følte sig tydeligvis trådt over tæerne. For to dage efter efter replicerede han i samme avis: ”Tør øjnene og vær glad.” Og så skulle det afdansningsbal vist være lukket. 

På Altinget vil vi godt minde begge d'herrer kampdansere om, hvad meningen med klap, spjæt og chassétrin er. I andre må også gerne kigge med her:

 

Party i provinsen
Og vi bliver i det musikalske hjørne. For landets musikfestivaler har gjort regnskabet for sommerens musikalske udskejelser op. Og det var tydeligvis en gylden sommer.

Knap 100.000 mennesker løste billet til Roskilde Festival 2015, og det betyder, at 190 lokale foreninger kan glæde sig over at skulle dele et rekordoverskud på 23,2 millioner kroner.

Også i Tønder gav sommerens musiceren bonus - omend i en mindre målestok. En lille halv million kroner, lyder plusset på bundlinjen. Og det er ikke så ringe, eftersom man ikke er helt forvænt med overskud på de kanter. 

Og i Gribskov er der for første gang kommet så mange penge ind på festivalen Musik i Lejet, at der kan deles ud til det lokale foreningsliv, som begaves med 231.000 kroner.

Årsregnskabets time
I det hele taget er det årsregnskabets time. For vi har også ramt den tid på året, hvor de store fonde gør op, hvad de har delt ud til stort og småt i det forgangne regnskabsår.

Hos byggekongerne i den fondsdrevne forening Realdania melder man om et tilfredsstillende regnskab, selv om det samlede overskud var lavere end året før. 663 millioner kroner blev det til i 2015.

I alt uddelte Realdania 761 millioner kroner sidste år.

I Tryghedsgruppen, som en anden fondslignende forening, TrygFonden, hører under, endte bundlinjen på 1,9 milliarder kroner. 550 millioner kroner af overskuddet går til det almennyttige arbejde, skriver Information, som dog fokuserer mere på forsikringskunderne i artiklen. 

Og så er der de to søskendefonde, Velux og Villum, som til sammen uddelte 829 millioner kroner til almennyttige formål i 2015.

Til børn og andre babyer
I Billund er Lego Fonden også klar med gaveæskerne. For her får man i øjeblikket flere penge ind, end man kan nå at give ud. 1,75 milliarder kroner står fonden til at modtage efter det seneste regnskabsår, skriver Jyllands-Posten i artiklen her, som kræver abonnement.

Så nu skruer fonden op for ambitionerne og vil fremover uddele en halv milliard kroner årligt på læring gennem leg for børn over hele verden.

Og fra en slags børn til en anden, nemlig biotekbabyer. Novo Nordisk Fonden har nemlig sat sig for at sikre, at flere spæde biotekvirksomheder vokser sig store og stærke. Med 20 millioner kroner til et mentorprojekt vil fonden undgå, at de bioteknologiske småtrolde snubler i barneskridtene. Målet er, at 25 biotekvirksomheder med hjælp fra en mentor skal vokse sig store og levedygtige, skriver Børsen. Artiklen ligger bag betalingsmur.

Fisk, kunst og gråt guld i aktion
På Bornholm er historien om fiskefonden, hvis bestyrelse landede en lige lovlig stor fangst, ved at finde sin afslutning.

Erhvervsstyrelsen har erklæret et lukrativt incitamentsprogram, som skulle give den samlede bestyrelse 65 millioner i bonus, for ugyldigt. Det er bestyrelsen ikke enig i, men har valgt at acceptere den, skriver Berlingske. Om bestyrelsen også går af, som Erhvervsstyrelsen høfligt har foreslået, ligger endnu ikke klart.

Og nu, mine damer og herrer, skal der langes håndmadder ud, og endda med stort raffinement.

Det er Ny Carlsbergfondets formand, Karsten Ohrt, som Politiken i parentes her benævner den mest magtfulde person i dansk kunst, som tager fløjlshandskerne af og med fynd og klem revser regeringens besparelser på kulturområdet.

“Danmark er blevet sådan en koncern, hvis CEO er Finansministeriet. Alt skal ind i regneark, og problemet er, at kunsten og kulturen i Finansministeriet per definition ses som en omkostning, som man jo sagtens kan skære ned, når virksomheden skal trimmes,” siger Karsten Ohrt i artiklen her

Vi runder overblikket over den forgangne uge af med en gruppe danskere, der måske danser i et lidt mere adstadigt tempo end de to kampdansere øverst i artiklen. Det drejer sig om pensionisterne, som ifølge Kristeligt Dagblad i stigende grad investerer deres grå guld samfundsansvarligt. Forstået på den måde, at de bygger bro mellem arbejdsliv og otium ved at arbejde frivilligt – til gavn og glæde for dem selv og for alle os andre. Og det står organisationer og kommuner parat til at gribe, skriver avisen bag sin betalingsmur.

Ugen, der kommer
Mandag den 14. marts afholder Rådet for Socialt Udsatte konference om udsatte grønlandske kvinder på Fællessalen på Christiansborg. Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) taler.

Hele tre folketingsmedlemmer fylder rundt i den kommende uge. To af dem er venstremændene Michael Aastrup Jensen, som fylder 40 onsdag den 16., og Finn Thranum, som fylder 60 lørdag den 20.

Den tredje fødselar er konservative Tom Behnke, som 50 lørdag den 20.

Og nåja, så lige til sidst en navnenyhed af en anden karakter, nemlig en general, der træder tilbage. Det er Frans Mikael Jansen, som stopper hos Mellemfolkeligt Samvirke til august. I artiklen her hos Globalnyt.dk kan du læse de rosende ord fra formanden til den afgående general.

Overvejer du en karriere i bistandsmiljøet, kan du finde jobopslaget her.

Og således spækket med begivenheder fra den civile for- og fremtid skulle I nok kunne klare jer indtil det næste overblik, der først kommer om to uger på grund af påsken.

Så I har tid nok til at fylde indhold på.

Og husk; det er tilladt at danse. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00