Civilt overblik: Vi har brug for et nyt ungdomsoprør – og nogle multihuse

UGEREVY: Er der noget i vejen med at tjene penge? Og hvem har egentlig ansvaret for at gøre noget ved aggressive måger? Få svaret i det civile overblik. 

Vi skal have tændt op under de unge, mener stifteren af UngdomsBureauet, Olav Hesseldahl, som også stod bag Ungdommens Folkemøde. 
Vi skal have tændt op under de unge, mener stifteren af UngdomsBureauet, Olav Hesseldahl, som også stod bag Ungdommens Folkemøde. Foto: Ólafur Steinar Gestsson
Carsten Terp Beck-Nilsson

Ja, undskyld den advokerende overskrift. Det er ikke, fordi Altinget har kastet sig over fortalervirksomhed. Men det er et par af de udsagn, vi skal omkring i denne uges overflyvning af det civile landskab, hvor der også bliver tid til et alternativt nationalregnskab.

Men vi starter hos de frivillige virksomhedsdoktorer i Early Warning.

Organisationen har tilknyttet 100 erhvervsledere, som ulønnet hjælper små nødlidende firmaer. Og dens finansielle nødhjælpsarbejde skal nu komme andre end danske virksomheder til gode.

Early Warning har nemlig vundet et europæisk udbud til 38 millioner kroner og skal nu over de næste tre år starte lignende skadestuer i Polen, Grækenland, Italien og Spanien, skriver Berlingske her.

Målet er at få opbygget en organisation, der opererer i mindst ti europæiske lande i 2020.

Nødvendigheden af penge
Og nu hvor vi er i krydsfeltet mellem virksomheder og civilsamfund, så har højskolerne meget at lære af erhvervslivet. Det påpeger antropologen Dennis Nørmark i det nye nummer af Højskolebladet.

”Der er jo ikke noget i vejen med at tjene penge. De fleste vil jo trods alt gerne. Så det er lidt hyklerisk at påstå, at man ikke er interesseret i det. Det er nødvendigt,” siger han blandt andet i artiklen, som du kan læse her.

Nonprofit og pengestrømme
Hykleri vil vi ikke beskyldes for, så vi flasher fluks vores store pekuniære interesse ved at omtale det, som forskerne selv kalder et alternativt nationalregnskab.

Det er en forskergruppe fra RUC, som har analyseret pengestrømmene i nonprofit-sektoren. Og det er der kommet en del interessant viden ud af. Blandt andet det, som var hovedvinklen i vores artikel på Altinget – nemlig at vi har skåret i den tid, vi bruger på frivilligt arbejde, men at vi til gengæld har øget det antal kroner, vi giver væk til velgørenhed.

Det, der i særlig grad overraskede professoren bag studiet, Thomas P. Boje, var, at ikke-vestlige indvandrere bidrager næsten lige så meget økonomisk som etniske danskere til nonprofit-sektoren. De gør det bare på en anden måde – for eksempel igennem økonomisk støtte fra børn til forældre.

”Det, synes jeg, sådan set er værd at bemærke, når man tænker på, at de ikke-vestlige indvandrere gennemsnitligt har væsentligt færre økonomiske ressourcer end andre dele af befolkningen,” siger Thomas Boje.

Kommunerne, de frivillige og mågerne
Og vi bliver i studerekammeret lidt endnu.

For KORA har stillet skarpt på samarbejdet mellem kommuner og frivillige i et studie, som du finder her.

I Altingets tolkning blev konklusionen, at kommunerne svinger taktstokken over for de frivillige.

Pointen er, at samarbejderne sker på kommunernes initiativ og på kommunernes præmisser, og at det er lidt småt med den reelle samskabelse mellem ligeværdige parter.

“Vi synes, at vi i empirien kan se, at der ikke helt er overensstemmelse mellem den demokratiske værdi, de gerne vil opnå, og så det, de faktisk gør,” siger senior projektleder i KORA Helle Hygum Espersen, der har lavet studiet sammen med professor Bjarne Ibsen fra SDU.

I Horsens har Liberal Alliances Dan Ingemenn Jensen identificeret et samfundsproblem, der i den grad kalder på samskabelse. Nemlig en fælles indsats over for måger i midtbyen.

I en artikel i Horsens Folkeblad pointerer Dan Ingemann Jensen, at kommunen ikke har en decideret mågepolitik. Og derfor må kommune og borgere i fællesskab sætte ind over for de aggressive kræ.

”Det er et samspil mellem civilsamfundet og kommunen, og det skal løses i fællesskab. Ikke fordi vi hader måger, men fordi der er kommet for mange af dem,” siger han.

De korte nyheder
Vi har lovet jer et ungdomsoprør. Eller i det mindste en brandtale om et oprør, men vi skal lige rundt om et par korte nyheder først.

Nordea-fondens direktør, Henrik Lehmann-Andersen, gæsteoptræder i den seneste udgave af det internationale Alliance Magazine, hvor han her – bag betalingsvæg – forklarer om fondens strategiske overvejelser.

Og Pernille Vermund, formanden for Nye Borgerlige, proklamerede ved lanceringen af sit nye parti, at staten skal være mindre, og civilsamfundet skal styrkes. Det kan du se i videoen her.

Hvordan sagde hun ikke noget om. Men vi vil følge spændt med.

Og så har Facebook-milliardæren Mark Zuckerberg igen været fremme med det store checkhæfte. Denne gang har han doneret tre milliarder dollars, rundt regnet 20 milliarder kroner, til forskning i sygdomme. Læs mere her hos Dagens.dk.

Tænd op under de unge
Og så til ungdomsoprøreret. Det er stifteren af UngdomsBureauet, der på Fyens.dk lægger op til en revolte. Lad os give ordet til Olav Hesseldahl:

”Vi skal have tændt op under en ungdomsgeneration, der er tyngede i en grad, der gør, at de ikke stikker snuden frem i nogle debatter og dagsordener, hvor der er brug for unge mennesker. Fordi de i stedet fokuserer på at være dygtige elever, der skal have gode karakterer. Så jeg synes, der er brug for et ungdomsoprør, fordi vi nu har en generation, der er alt for presset. Og for fokuserede på sig selv og ikke på omverdenen,” siger han.

Og der er ellers rigeligt at fokusere på ude i den der omverden. 

Store nødhjælpsorganisationer som Red Barnet, Røde Kors og Læger uden Grænser oplever i stigende grad, at de systematisk kommer under angreb. Og de er ikke i tvivl om, at der er et mønster i bombningen af civile mål, skriver Politiken. 

Ifølge organisationerne er respekten for krigens regler skredet så meget, at det internationale samfund må gribe ind. 

"Altså, når to tredjedele af alle sundhedsinstitutioner i Syrien er blevet angrebet på få år, så er det udtryk for en perverteret krigsform, som ikke hører nogen steder hjemme," siger Anders Ladekarl, generalsekretær i Dansk Røde Kors her. 

Multihuse og landsbyklynger
Vi slutter på landet, hvor der, i hvert fald på H.C. Andersens tid, var så dejligt, når kornet stod gult og havren grøn. I dag er der mange steder ganske tomt. Men det kan der gøres noget ved, viser et nyt studie fra Byggeforskningsinstituttet. I en ny rapport konkluderer SBi, at multihuse kan puste liv i tyndt befolkede områder. Multihuse er moderne forsamlingshuse, der drives af lokale ildsjæle og rummer en masse forskelligartede aktiviteter. Og netop den lokale forankring gør, at der bliver lagt omsorg og kærlighed i multihusene, der både tiltrækker nye borgere og fastholder de eksisterende.

Og der er andre, som er optaget af livet på landet. Realdania, DGI og Lokale- og Anlægsfonden har skudt en kampagne i gang, som går ud på at få skabt op mod 25 landsbyklynger landet over. Tanken er at få skabt nogle samarbejder, der på samme tid kan styrke den samlede klynge og de enkelte landsbyer. Det har de sat nogle penge af. Og her kan du læse, hvor og hvordan man søger støtte.

Ugen, der kommer
Ugen bliver skudt i gang med KL's ældrekonference, der finder sted mandag klokken 9 på Hotel Comwell i Kolding.

Og en time senere, klokken 10, er der lobbykonference i Børssalen på Børsen i København. Her vil blandt andre den tidligere radikale minister Martin Lidegaard, departementschef i Uddannelses- og Forskningsministeriet Agnete Gersing og direktør i Ældre Sagen Bjarne Hastrup afsløre deres bedste lobbyværktøjer. Det er Altinget, som arrangerer.

Onsdag klokken 9 er der konference under overskriften ”Når forening møder forretning”. Det er Groupcare, der står bag konferencen, der finder sted i Borups Højskole på Frederiksholms Kanal 24 i København.

Og en enkelt rund fødselsdag: Bruno Månsson, advokat og bestyrelsesmedlem i Foreningen Folkemødet, fylder 70 torsdag.

Ellers noget?

Nå, men så skrives vi ved igen på mandag. God dag derude i det civile.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00