Dansk Folkeoplysning: Folkemødet er meget mere end DJØFstortion

Af Michael Voss
Informationskonsulent i Dansk Folkeoplysnings Samråd

Forleden fortalte en medarbejder i Folkemødesekretariatet mig, at hver gang hun ringer nogen op og fortæller, at hun er fra Folkemødet, kan hun høre, at de smiler, og som regel får hun at vide, hvor meget de glæder sig.

Den glæde og forventning kan jeg sagtens genkende. Derfor tager jeg det som et retorisk spørgsmål, Altinget har stillet til dette debatpanel: ”Har Folkemødet fået så stor politisk og demokratisk værdi, at vi ikke kan risikere at gamble med det?”

Men hvor ligger den politiske og demokratiske værdi?

Også om fem år skal min svigermor kunne tage hjem fra Allinge inspireret af andres viden og opløftet over at have udvekslet synspunkter med en minister.

Michael Voss
Informationskonsulent i Dansk Folkeoplysnings Samråd

Ikke bare en fætter-kusine-fest
Af mærkværdige grunde trives myten, om at Folkemødet kun er en fætter-kusine-fest, et DJØFstortion, et træf for de professionelle. 

Den åbne og nysgerrige folkemødedeltager ved, at der rundt om i små og store telte foregår massevis af inspirerende udvekslinger af viden og holdninger mellem oplægsholdere og almindelige borgere. Det kræver kun, at man bevæger sig væk fra de store organisationers og kommunikationsbureauer telte, og at man gider tale med andre end dem, man kender i forvejen.

Det bekræftes af de kolde kendsgerninger. Operates analyse af Folkemødet viser hvert år, at de professionelle udgør et mindretal. I 2015:

Et møde for folket
Winni Grosbøll og Bertel Haarder har fået meget ros, fordi de lod sig inspirere af Almedalsveckan og omplantede ideen til Bornholm. Efter min mening skal de have lige så stor ros, fordi de ikke lavede en copy-paste, men netop valgte at gøre det til et folkemøde i modsætning til det svenske forbillede.

Alle vi, som smiler, når der bliver sagt Folkemøde, har ansvaret for at fastholde det som arenaen for det fysiske møde og den fordomsfri debat mellem borger og borger, mellem borger og politiker og mellem borger og interesseorganisation.

Også til næste år og om fem år skal min voksne datter og min svigermor kunne tage hjem fra Allinge inspireret af andres viden og opløftet over at have udvekslet synspunkter med en minister.

Det ville være hyklerisk, hvis jeg – som informationskonsulent i en interesseorganisation – hævdede, at ”de professionelle” og deres indbyrdes kontakt ikke betyder noget. De spiller også en vigtig rolle for borgernes oplevelse. Netop derfor vil det være ulykkeligt, hvis de i højere grad isolerer sig i lukkede møder og dermed giver politikerne mindre tid til at møde borgerne.

Foreninger fastholder den folkelige deltagelse
At fastholde det folkelige – i form af eventarrangører og deltagere – kræver hele tiden nye initiaitiver.

Civiltinget, teltet for fattige foreninger, er et skridt i den rigtige retning. Omdannelse af Folkemødet til en forening er også et godt signal.

Det er i høj grad foreninger, der kan sikre den folkelige deltagelse. Allerede i dag organiserer mange foreninger og oplysningsforbund billige fællestransporter og økonomisk overkommelige overnatninger. Det samme gør spejdere, højskoler, ungdomsskoler og produktionsskoler og sikrer dermed fødekæden af unge deltagere. Mange flere ”voksne” foreninger kunne med held investere i egen og Folkemødets fremtid ved at invitere unge med.

Omfavn andre folkemøder
Endelig vil jeg foreslå, at den nye bestyrelse undersøger muligheden for at samarbejde med de mange mindre og lokale folkemøder, som skyder op rundt om i landet. De er ikke konkurrenter med Allinge, som endegyldigt har etableret sig som Folkemødet.

De lokale folkemøder er et tegn på Folkemøde Bornholms succes, og der må kunne skabes et godt samspil, f.eks. optakts-diskussioner lokalt, der hver for sig sender deres budskaber til Allinge, hvor de indgår i en dialog med andre.