Danskerne: Frivillige vil løse flere velfærdsopgaver i fremtiden

GRATIS ARBEJDE: Et stort flertal af danskerne mener, at flere af de velfærdsopgaver, som udføres af offentligt ansatte i dag, overgår til frivillige i fremtiden. Halvdelen af de adspurgte bryder sig ikke om ideen.

Om 10 år kommer frivillige til at løfte flere af de velfærdsopgaver, som offentligt ansatte har ansvaret for i dag. Det mener 7 ud af 10 danskere ifølge en ny måling, som Voxmeter har foretaget på vegne af Røde Kors. Meningsmålingen, som er foretaget blandt 1015 repræsentativt udvalgte danskere, viser at over halvdelen af de adspurgte er negativt indstillede over for ideen.

Præsident i Røde Kors, Hanna Line Jakobsen, er enig i, at frivillige vil overtage flere velfærdsopgaver i fremtiden. Hun understreger, at det bunder i et større behov for hjælp og støtte blandt borgerne.

”På den ene side oplever vi, at flere ældre, syge og for eksempel flygtninge har brug for mere hjælp og omsorg. På den anden side står tusindvis af frivillige klar til at hjælpe disse mennesker. Derfor ser vi intet problem i, at vi faciliterer den proces,” siger Hanna Line Jakobsen.

Målingen viser, at 53 procent af danskerne er skeptiske i forhold til, at frivillige skal løfte velfærdsopgaver. Og formand for FOA Dennis Kristensen deler deres bekymring.

Han frygter, at frivillige vil erstatte offentligt ansatte i fremtiden. Ifølge FOA's seneste medlemsundersøgelse fra januar 2016, har hver tredje oplevet, at frivillige overtager jobfunktioner, som blot et år tidligere blev udført af offentligt ansatte.

”Ser man på den generelle udvikling de seneste 10 år, så er de frivillige gået fra hovedsageligt at være et supplement til at blive en erstatning for offentligt ansatte. Det, synes vi, er bekymrende,” siger Dennis Kristensen.

Dennis Kristensen medgiver, at de frivillige er med til at øge livskvaliteten blandt borgerne, og at flere offentlige institutioner ikke ville fungere, hvis ikke de frivillige var der. Men der er brug for mere kontrol med hvilke opgaver, frivillige må udføre.

Det er Hanna Line Jakobsen ikke enig i. Det er på ingen måde intentionen, at frivillige skal erstatte offentligt ansatte, men at de skal supplere dem, forklarer hun.  

Hanna Line Jakobsen understreger, at når frivillige udfører velfærdsopgaver, er det fordi der er et behov hos borgerne.

”Når ældre mennesker for eksempel er fuldkommen ensomme og dør alene, venter vi ikke på, at kommunen finder penge og ansætter folk. Der går vi ind og hjælper de mennesker,” siger Hanna Line Jakobsen.

Forsker maner til ro
Professor og centerleder for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved Syddansk Universitet, Bjarne Ibsen, sidder med aktuel forskning på området. Han nedtoner målingens resultater og påpeger, at danskernes forestillinger om samfundsforhold ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med virkeligheden.

”Der er ingen tvivl om, at frivilliges aktivitetsomfang og samarbejde med det offentlige er ved at ændre sig, men forestillingen om, at kommunerne ønsker decideret at lade de frivillige overtage arbejdet fra offentlige ansatte, er vildt overdrevet.”

Ikke desto mindre har kommunerne større fokus på at øge samarbejdet med frivillige, pointerer han og tilføjer, at de frivillige kun udgør en minimal del af den offentlige sektor i dag.

Bjarne Ibsen understreger, at de frivillige organisationer oftest er aktive på områder, hvor det offentlige enten ikke har ressourcer til at engagere sig eller nedprioriterer.

”Fordi nogle frivillige udfører bestemte opgaver inden for det offentlige regi, er det ikke ensbetydende med, at kommunen havde ansat nogle medarbejder til opgaven, hvis ikke de frivillige var der,” siger Bjarne Ibsen.

LA tørner sammen med Enhedslisten
På Christiansborg er der stor uenighed om, hvilken rolle frivillige skal spille i fremtidens velfærd. Hos Enhedslisten lægger Pernille Skipper ikke skjul på partiets modvilje mod at lade frivillige overtage opgaver fra offentligt ansatte.

”Vi synes, at det er et kæmpestort problem, at frivillige overtager opgaver, som det offentlige burde varetage. Og det hænger direkte sammen med, at kommunerne har været tvunget til at spare på kerneområderne de seneste mange år.”

Hun anerkender de frivilliges engagement i samfundet, men understreger samtidig, at det ikke må overlappe de kommunale og statslige opgaver.

Diametralt modsat forholder det sig hos Liberal Alliance, skriver socialordfører Danny K. Malkowski i en mail til Altinget.

”Vi ser intet problem i, at frivillige overtager opgaver inden for det offentlige, så længe kvaliteten ikke forringes, og man ikke erstatter fagpersonale,” skriver han.

Forrige artikel Partier åbner for gratis fondsstiftelse Partier åbner for gratis fondsstiftelse Næste artikel Det Obelske Familiefond hyrer hofchef som ny direktør Det Obelske Familiefond hyrer hofchef som ny direktør
  • Anmeld

    BJ · x

    BURDE VÆRE FORBUDT

    Hvilket skråplan og det kan de godt glemme .. Men på den anden side med alle disse fremmede mennesker,som der lukkes ind i landet ,og som der skal forsørges resten af deres liv..
    Vil der ikke være recurser til velfærd. vores samfund på er under stærkt forandring ,sammenhængs kraften er på vej væk utrygheden spreder sig ..
    Folk bliver/er bange for at færdes i offentlige miljøer ..Der bliver nok stærkt brug for frivillige i fremtiden ,men når det bliver en pligt tror jeg at det ikke bliver til noget.. Politikerne på tinge er stærkt igang med at ødelægge trygheden og sammenhængs kraften ..

  • Anmeld

    Ove Lund · cand. psych., frivillig gennem mange år og i mange sammenhænge

    Frivillige - gidsler eller drivkraft?

    Kapitaliseringen af frivilligheden vinder frem i disse år. Et stigende antal kommuner indsætter frivillige som stødtropper mod truende forringelser af de forpligtelser, som påhviler kommunerne.

    De frivilliges indsats for de mindre privilegerede har været med til at danne det Danmark, som vi har været stolte af. Et land der baserede sig på, at vi gik sammen for at løfte de sociale opgaver, som ikke havde myndighedernes eller politikkernes bevågenhed – eller hvor det offentlige i øvrigt ikke rakte til. En etisk og demokratibaseret indsats der blev vores samfunds sociale DNA: Fra at være talsmand for en overset gruppe mennesker over uddeling af julepakker til fattige familier til at være et tilstedeværende menneske, når der var nogen der havde brug for det. Den etiske, sociale og demokratiske dannelse alle disse indsatser og initiativer formede, kan ikke overvurderes.

    Da jeg begyndte som frivillig, vidste jeg dårligt, at jeg var det. Der var bare noget, som krævede, at jeg tog fat. Noget naturligt, noget som ingen heftede sig særligt ved. Mange år senere blev vi frivillige nødtørftigt fejret en gang om året. Det har ændret sig. Frivilligheden nyder i dag statsministeranerkendelse, årlig national frivillighedsdag og fejring med vin, kanapéer, borgmestertale og professionel optræden. Kort sagt er frivilligheden gennem de senere år blevet hyldet så intenst, og omklamret så heftigt af alle gode politiske viljer, at frivilligheden undertiden føles sært ufrivillig.

    Det er fint at blive anerkendt og fejret engang imellem, men som frivillig kan jeg ikke undgå at få en fornemmelse af, at der er noget andet på færde end en næsten rituel hyldest til frivilligheden. Frivillighed bliver taget til indtægt i næsten alle sammenhænge efterhånden – i offentlige sammenhænge og i forretningssammenhænge.

    Når et fænomen som frivillighed bliver næsten sakrosankt, er der grund til at spørge, hvad denne enestående ophøjelse skyldes.

    Skal man se frivillighedens blomstring som en udvikling af civilsamfundet eller som en kapitalisering af frivilligheden? Om det er det ene, det andet eller en mellemform kan have store konsekvenser for frivilligheden og for vores samfundssyn.

    Alene af demografiske årsager frisættes i disse år store menneskelige ressourcer fra det almindelige arbejdsliv. F.eks. kan det stigende antal raske og rørige pensionister ikke se sig selv sidde med hænderne i skødet, men vil søge hen mod samvær om aktiviteter som har betydning for andre. Det vil ofte være i form af en frivillig indsats på den ene eller anden måde.

    En frivillig indsats fører meget godt med sig. Den støtter vores oplevelse af at leve i et samfund, hvor alle er hinandens næste. I et samfund, hvor ingen får lov at gå til bunds uden at behjertede mennesker prøver at gribe ind. I et samfund, hvor den enkelte prøver at være sådan mod de andre, som vi alle ønsker at alle skal være overfor os – især hvis vi er i knibe. På mange måder kan frivillighed ses som potenseringen af en række menneskelige og sociale dyder. Som en sammenkitning af samfundet på næsten landsbyagtig maner.

    Samtidig magter det offentlige ikke at løfte de opgaver, som det er forpligtet til, og søger derfor frivillige for at lette udgiftspresset.

    Problemet ved at anvende frivilliges arbejdskraft som polyfilla i velfærdskonstruktionen er, at alene det at betragte frivillige som arbejdskraft implicerer en forståelse af frivillighed, som ikke er synkron med de frivilliges forståelse af hvor og hvordan deres indsats skal bruges. En for intensiv udnyttelse af frivillige til at udfylde samfundets kerneopgaver fører let til, at civilsamfundet drænes for udviklingskraft og nytænkning.

    En særlig fare ved for overdreven brug af frivillig arbejdskraft er at der sker en udtynding af fagligheden på de områder, hvor antallet af frivillige og den frivillige indsats overskrider en ”kritisk masse”, dvs. hvor de fagligt uddannede, fjerner sig fra deres faglighed til fordel for at organisere og træne frivillige.

    Den ”kapitaliserede” frivillighed kommer således let til at stå i modsætning til den villighed, lighed og frihed, som er de frivilliges fornemste kendetegn.

    Frivillige er altså ikke reservetropper for det offentliges budgetbissers kamp med eller mod budgetterne. Set med frivilligøjne er de frivilliges opgave heller ikke at fortrænge fagligt uddannede medarbejdere.

    Ved en for intensiv offentlig udnyttelse af frivilligheden risikerer man at skamride frivilligheden. Hvis først den frivillige føler sig udnyttet eller underkastet samme regulativer som kommunalt ansatte, bliver det vanskeligt at fastholde billedet af sig selv som frivillig.

    Frivillighed er blevet sat på økonomisk formel. En formel der regner mere i penge end i mennesker og socialt sammenhold. Frivillige er gået fra at være samarbejdspartnere til at være leverandører af velfærdsydelser. Fra at være frie villige til at være et hak i et regneark. Fra at være stifindere til at være gidsler. Fra at være drivkræfter til at være reservedele i velfærdsbureaukratiet.

    I en nylig forskningsrapport fra KORA (Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning) om karakteren og omfanget af de kommunale fagområders samarbejde med civilsamfund og frivillige, konkluderes det bl.a., at ”Civile aktører bidrager på mange kerneområder af den kommunale drift. Men bemærkelsesværdigt få samarbejder vedrører problemformulering og politikudvikling i kommunerne, og samarbejderne gennemføres i produktionen frem for i planlægningen af services”.

    Ved bare at betragte de frivillige som arbejdskraft går man glip af de tre største fordele ved at samarbejde med frivillige.

    For det første mister man de frivilliges engagement. Frivillige er frivillige, fordi det giver mening for dem. Frivillige vælger med hjertet, ikke med pengepungen. Hvis man tager meningen ud af frivilligheden, dræber man det, der er frivillighedens urkraft.

    For det andet afmonterer man den udviklingsmulighed der altid har ligget i de frivilliges engagement i samfundet. Der er historisk belæg for, at det er de frivillige, der har gået forrest i skabelsen af initiativer der pegede fremad: For hjemløse, for enlige mødre, for børn, for voldsramte kvinder, for fattige, for misbrugere osv. De frivillige har gennem tiderne haft øje for og har fundet brugbare initiativer til at hjælpe mennesker i nød. Initiativer der først langt senere er blevet taget op af samfundet som sådant.

    For det tredje unddrager man udviklingen af det etablerede sociale arbejde et kritisk korrektiv. En kritik som dels er nødvendig for alle etablerede systemer for ikke at fryse fast. En kritik som også er nødvendig for ikke at fjerne systemet fra borgeren.

    Samfundet vil være bedst tjent med at gøre de frivillige til drivkraft. Hvis man følger denne vej, kan man fremme udviklingen både i samfundet som sådant, i de initiativer der nyder godt af frivillige og hos de frivillige selv. De frivillige kommer på denne måde til at bidrage til at forebygge tillidskriser, at skabe inklusion, at udvikle nye løsninger og spille en aktiv rolle i udviklingen af et samfund der kræver nye svar der rækker længere ud i fremtiden end den nuværende snæversynede og ureflekterede gidselstrategi.

    Ove Lund/1.12.2016