Debattør: Civilsamfundet har brug for stærke institutioner

Af Frederik C. Boll
Direktør, Ingerfair

Omkring hver fjerde dansker er engageret i frivilligt arbejde. Det er ret mange. Faktisk 1,6 millioner mennesker. Til sammenligning har LO lige over én million medlemmer.

Civilsamfundet er, hvis ikke mere, så i hvert fald lige så mangfoldigt som LO's forbund og karteller, men fordi civilsamfundet ikke har organiseret sig med stærke institutioner, har det kun en meget svag stemme over for det offentlige.

Har civilsamfundet nogensinde været en kritisk vagthund?
Det er bestemt muligt at finde organisationer og personer, som tør tage bladet for munden og kritisere de selv samme offentlige institutioner, der giver dem økonomisk støtte, men det er ofte uorganiseret og spontant. Eller sagsafhængigt, som eksempelvis den nuværende sag omkring satspuljemidler.

Civilsamfundet er ikke en fagforening, men måske burde man overveje muligheden i at organisere civilsamfundet med egne institutioner til at varetage dets interesser.

Frederik C. Boll
Direktør i Ingerfair

Spørgsmålet er, om civilsamfundet nogensinde har været en kritisk vagthund i det omfang, som det burde? Civilsamfundet er ikke en fagforening, men måske burde man overveje muligheden i at organisere civilsamfundet med egne institutioner til at varetage dets interesser.

Behov for at gentænke infrastrukturen
Jeg mener, at den nuværende skandale omkring satspuljemidlerne desværre udstiller, hvor lidt magt civilsamfundet har. Som jeg tidligere har skrevet, ligger problemet i den infrastruktur, der skal understøtte udviklingen af civilsamfundet. Der er behov for at gentænke infrastrukturen.

Eksempelvis er Frivilligrådet og Center for Frivilligt Socialt Arbejde begge finansieret af Social- og Indenrigsministeren, som også udpeger formænd og de fleste medlemmer henholdsvist i deres råd og bestyrelse. Hvem repræsenterer de egentlig, når de udtaler sig eller starter nye initiativer op?

Det er ikke sådan, at jeg mener, at staten ikke kan medfinansiere civilsamfundets interesseorganisationer, men det må aldrig være staten, som bestemmer, hvem der skal sidde for bordenden i de selv samme organisationer, som skal værne om civilsamfundets interesser.

Hvis civilsamfundet skal være en kritisk vagthund med en magtfuld stemme, så skal det organisere sig. Eksempelvis kunne man lade sig inspirere af "Frivillighet Norge", som er en medlemsbaseret interesseorganisation for alle civilsamfundsorganisationer.

Styrk frivilligcentrenes rolle
Det er nemt at falde i den fælde at tro, at civilsamfundets organisationer er så forskelligartede, at der ikke er nogle fællesinteresser. Jeg tror, der er mere, som binder store såvel som små organisationer sammen på kryds og tværs af civilsamfundet, end vi lige går og tror.

Det kunne eksempelvis være forudsigelighed og rimelighed i tilskud fra de offentlige kasser, lige adgang til kompetenceudvikling inden for arbejdet med frivillige og ikke mindst en fælles og stærk institution, som kan råbe vagt i gevær over for det offentlige uden at være bange for at miste tilskud.

Organiseringen af civilsamfundets organisationer bør starte nedefra – langt væk fra ministerierne. Der er efterhånden frivilligcentre i to tredjedele af landets kommuner. De kunne være afsættet til at finde ud af, hvad civilsamfundets store og små organisationer har behov for.