DF roser regeringens civilsamfunds-strategi

KLAP PÅ SKULDEREN: Der er gode takter i regeringens planer for civilsamfundet, siger Dansk Folkepartis socialordfører, Karin Nødgaard. Hun er dog usikker på, om det er nødvendigt at bruge 112 millioner på at føre planerne ud i livet.

Mandag lancerede regeringen sit forslag til en ny civilsamfundsstrategi, og i støttepartiet Dansk Folkeparti nikker man anerkendende ad takterne i udspillet.

Man er særligt glad for, at regeringen vil afsætte et stort millionbeløb til at styrke frivilligindsatsen i randområderne og andre lokalsamfund.

"Man lægger op til at involvere de gode frivillige kræfter endnu mere og så sprede indsatsen mere ud til de områder, hvor der er udfordringer. Og få iværksat nogle netværk omkring dem. Det synes jeg ser spændende ud," siger Dansk Folkepartis socialordfører, Karin Nødgaard.

Samtidig glæder hun sig over regeringens ønske om at lette udsatte borgeres vej ind i foreningslivet.

"Jeg er en stor fortaler for at få marginaliserede grupper ind i foreningslivet," siger Karin Nødgaard.

Hun roser samtidig, at regeringen lægger op til at støtte Dansk Idrætsforbunds integrationsprojekt Get2Sport med 16 millioner kroner over de næste fire år.

"Der er et potentiale i, at man kan få flere børn med ind i en del af den danske kultur, som er så fantastisk," siger Karin Nødgaard.

Hun har været ude at besøge Get2Sport, og hun er især imponeret over projektets evne til også at involvere forældrene.

"De vasker måske tøjet eller sørger for at fylde drikkedunke. På den måde bliver de også aktive," siger Karin Nødgaard.

Regeringen vil finansiere sin civilsamfundsstrategi via 112 millioner kroner fra satspuljen. Forhandlingerne starter fredag.

Og selvom Dansk Folkeparti er positive over for regeringens udspil, er de ikke klar til at blåstemple hele pakken allerede nu.

"Jeg vil da gerne lige høre, hvad der har gjort at man har vurderet, at tingene koster de ting, man har sat dem til at koste," siger Karin Nødgaard.

Satspuljens forligskreds består af alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten. Børne- og socialminister Mai Mercado (K) satser på, at man tager godt imod regeringens udspil.

"Vores civilsamfund er utrolig vigtigt, og det håber jeg, at de andre partier husker på, når vi starter forhandlinger om satspuljen fredag," sagde hun til Altinget mandag.

Forrige artikel Her er regeringens civilsamfundsstrategi Her er regeringens civilsamfundsstrategi Næste artikel “Der er et kæmpe potentiale i at få flere socialt udsatte ind i foreningslivet” “Der er et kæmpe potentiale i at få flere socialt udsatte ind i foreningslivet”
  • Anmeld

    Eugen Pedersen · pensionist

    DF

    Det er ikke særligt smukt at høre på hvor meget DF klistre sig op om regeringen, bare der er lidt af stramninger overfor flygtningene så er DF med. Hvad har DF af politik hvis man tager de "fremmede" fra dem, så er der intet tilbage for det parti, føj for Fan...