Folkestyre og folkeoplysning: Er kontakten gået tabt?

SAMTALE: Forbindelsen mellem politik og kultur er svækket, beklager Per Paludan Hansen, formand for Dansk Folkeoplysnings Samråd. Det er en udfordring til folkeoplysningen.

"Vores flygtningeinitiativ trues ikke af en gruppe som Venligboerne, tværtimod. Det er fint, at en sådan gruppe skyder op og fylder meget en tid. Vi byder det velkommen, har haft dem på besøg og ladet os inspirere. Hvis vi ikke gjorde det, ville vi have et problem," siger Per Paludan Hansen. 
"Vores flygtningeinitiativ trues ikke af en gruppe som Venligboerne, tværtimod. Det er fint, at en sådan gruppe skyder op og fylder meget en tid. Vi byder det velkommen, har haft dem på besøg og ladet os inspirere. Hvis vi ikke gjorde det, ville vi have et problem," siger Per Paludan Hansen. Foto: Foto: Lars Salomonsen
Gitte Meyer

Der er til stadighed omkring 35 landsdækkende organisationer i Danmark, som har folkeoplysning i formålsparagraffen. Det svinger lidt, men holder sig deromkring. Det samme gælder derfor for medlemstallet i Dansk Folkeoplysnings Samråd, DFS, der fylder 75 år i 2016. Samrådet har ingen planer om at gå på pension, men kører heller ikke bare videre på automatpilot.

 Vi har en regering, i hvis grundlag der næsten ikke står et ord om kultur. Det er skammeligt.

Per Paludan Hansen
Formand, Dansk Folkeoplysnings Samråd

Da de første 25 år blev fejret i 1966, var det med fornøjede udsagn om gnidningsløst samarbejde i et klima, hvor folkestyre og folkeoplysning i manges bevidsthed var nært forbundne størrelser. I dag beklager samrådets formand, Per Paludan Hansen, en svækkelse af den nærkontakt mellem demokratisk politik og kultur, som kendetegnede den traditionelle ide om folkestyre. Ideen udgør fortsat bindemidlet i DFS' slagord om demokratisk dannelse, men har ellers ikke rigtigt virkeligheden med sig i en tid, hvor det falder mange mere naturligt at tænke i statsapparat versus civilsamfund. Det har givet folkeoplysningen nye kritiske opgaver.

Fakta
Dansk Folkeoplysnings Samråd, DFS, stiftet i 1941, har aktuelt 35 medlemsorganisationer, som spænder fra Arbejdernes Oplysningsforbund til Ungdomsskoleforeningen. Undervejs i alfabetet optræder for eksempel Atlantsammenslutningen, COOP, to amatørorkester-sammenslutninger, Dansk Kvindesamfund, Demokrati i Europa, Grundtvigsk Forum, Grænseforeningen, Foreningen Norden, FN-forbundet, Kvindernes u-landsudvalg, Sammenslutningen af lokalarkiver og hele viften af oplysningsforbund. Samrådet danner således ramme om interesserede organisationer, snarere end om klassiske interesseorganisationer. Inden for den ramme er der plads til identifikation med det europæiske, det atlantiske, FN eller det nordiske, og til interesse for bæredygtighed, historie, husflid, musik, teater og udviklingsbistand og ganske meget andet derimellem.
Se mere: http://www.dfs.dk

Og det gnidningsløse? Per Paludan Hansen, til daglig sekretariatsleder i Liberalt Oplysningsforbund, kunne godt ønske sig og hele det danske samfund lidt flere gnidninger, lidt flere konflikter om værdirelaterede spørgsmål. Holdningsbaseret uenighed hører til i en demokratisk kultur, der har et politisk liv og ikke blot et ditto apparat, mener han. Det er godt for sammenhængskraften. Men det forudsætter en bevidsthed om eget ståsted. Her ligger en folkeoplysningsopgave.

Den vanskelige folkelighed
Da DFS blev stiftet i 1941, var der helt andre problemer i sigte.

Fakta
Hvem befolker foreningsdanmark i dag, og hvordan ser de sig selv og deres opgaver? I en serie samtaler bevæger vi os rundt i et foreningsliv i bevægelse.

 Jeg ser et behov for, at vi bærer vores værdier mere synligt. Det gælder også, ja måske ikke mindst, religiøse værdier, som det virker som om, mange har svært ved at forholde sig til.

Per Paludan Hansen
Formand, Dansk Folkeoplysnings Samråd

I blandt andet Arbejdernes Oplysnings Forbund var der frygt for, at den nazistiske besættelsesmagt ville bringe forsamlingsfriheden og dermed offentlige møder i fare og måske særligt slå til over for socialdemokrater. Ideen var at ruste sig med foreningsdannelser og derpå slutte foreningerne sammen under en tilsyneladende helt neutral paraply, hvor de mindst udsatte kunne beskytte de mest udsatte.

Det første repræsentantskab omfattede en nationalbankdirektør og en maskinist – og så var der alle lærerne og bibliotekarerne og professorerne. De besluttede sig for et formål om at "fremme det frie folkeoplysende arbejde blandt det danske folk og støtte alle bestræbelser for udbredelse af kendskab til dansk sprog, natur, kultur og egenart".

Det aktuelle engagement gælder andre former for beskyttelse, som folkeoplysning kan yde – og have brug for. Og den aktuelle jubilar har en formålsparagraf, som er hel del længere. Den er fortsat umiskendeligt grundtvigiansk, men i en moderniseret udgave: "Folkeoplysningen skal medvirke til at sikre borgernes kendskab til rettigheder og pligter og medvirke til at øge borgernes almenviden og deltagelse i et samfund med frihed, ligeværdighed og demokrati", hedder det blandt andet.

Det vanskelige begreb om folkeoplysning er bevaret, men et andet meget vanskeligt begreb – det danske folk – er erstattet af borgerne. Og en hurtig sammenligning af andre aktuelle dokumenter med ældre tekster fra samrådet kan give det indtryk, at tidligere tiders tale om folkelige organisationer i dag er erstattet af henvisninger til frivillige organisationer. Har folkelighed fået mislyde, for eksempel af anti-intellektuel art, så det i dag næsten kan udtales som populisme?

”Nogle taler om det frivillige, andre om det folkelige. Så er der nogle, som siger foreningsdanmark, og i DFS taler vi fortsat om det folkeoplysende arbejde. Det hele har civilsamfundet som overliggeren. Som jeg ser det, henviser de forskellige betegnelser måske mere til forskellige dele af civilsamfundet end til forskellige forståelser af det. Jeg mødte en klar identifikation med det folkelige, da jeg fornylig var til årsmøde i Grundtvigsk Forum. Også hos spejderne, på højskoler og efterskoler og i dele af gymnastik- og idrætsverdenen er der en selvforståelse som folkelig,” siger Per Paludan Hansen og fortsætter:

”Jeg tror ikke, at der i de sammenhænge har været en bevægelse væk fra den identitet. I andre sammenhænge oplever jeg egentlig, at det folkelige er et begreb, der lidt er på vej tilbage – og måske også bliver skamridt lidt for øjeblikket. Der tales om at gå ind i folk med træsko på. Eller om at tale i øjenhøjde. Og blandt de politiske partier kan man komme ud for forsøg på at tage patent på det folkelige. Det blev faktisk en overgang drøftet, om vi skulle skifte navn for at undgå forvekslinger. Vi gik rundt med vores tasker med DFS på. Ikke alle var begejstrede. Men vi holdt fast på navnet, og det finder jeg rigtigt. Svaret må være at opruste – at fastholde en forståelse af det folkelige, der knytter det til værdier som ligeværd og aktivt medborgerskab.”

Helt let er det ikke at få denne ide om folkelighed til at rime med aktuelle debatter, hvor en elite, der stikker af fra folket, spiller en central rolle – og åbenbart ikke selv er medlemmer af samme folk. Per Paludan Hansen hævder ikke, at det rimer, men er tilbøjelig til at forbinde opdelingen i folk versus elite med et andet udviklingstræk.

”For blot 20 år siden var folkestyre og folkeoplysning fortsat tæt forbundne. Man kan sige, at der var en forståelse af det folkelige, som forbandt det kulturelle og det politiske. Sådan er det ikke i dag. Vi har en regering, i hvis grundlag der næsten ikke står et ord om kultur. Det er skammeligt,” siger Per Paludan Hansen og fortsætter:

”Detailregulering, effektivisering, kontrol og overvågning er kommet til at fylde meget mere i politik end det brede værdisæt. Det folkeoplysende er stadig en vigtig grundpille i vores måde at være samfund på, men den står ikke så centralt som før. Derfor er det folkeoplysende arbejdes vigtigste rolle i dag måske mere at være et korrektiv, blandt andet i forhold til teknokratiske tendenser.”

Helt konkret har DFS fornylig givet korrigerende lyde fra sig ved at deltage i protester mod nye reguleringstiltag fra såvel Moderniseringsstyrelsen som Konkurrencestyrelsen. I det ene tilfælde drejede det sig om kritik af udspil til detailregulering af læreres arbejde på højskoler. I det andet tilfælde var kritikken rettet mod et initiativ, der ser oplysningsorganisationer som sælgere på et marked og sigter mod at beskytte private virksomheder i blandt andet fitnessbranchen mod konkurrence fra organisationerne.

”Vi oplever tiltag fra det regulerende system, som går ud på fra centralt hold at fastlægge, hvordan det folkeoplysende arbejde skal defineres og foregå. Det kommer fra magthavere i skikkelse af både politikere og et embedsapparat, som lader til at inspirere politikere, der ikke selv har en politik. Desværre ser vi nu en lignende udvikling i kommunerne, som er blevet så store, at forholdet til medarbejderne er blevet anonymt: Kommunalreformen har ikke været en fordel for det frivillige arbejde i Danmark,” siger Per Paludan Hansen.

Folkeoplysning og flygtninge
Begrebet om det folkelige er ikke det eneste vanskelige begreb i Dansk Folkeoplysnings Samråds navn og historie. Betoning af det danske kan let blive til nationalisme, der lukker af i forhold til resten af verden.

”Netop derfor er der i dag et særligt stort behov for at fastholde en forståelse af dansk folkelighed, som ikke har at gøre med lukkethed, men tværtimod med åbenhed. Vi oplever reaktioner på globalisering og det store antal flygtninge. Nogle ser det desværre som en trussel, der kommer udefra, men er det ikke egentlig en udfordring, der kommer indefra?” spørger han og uddyber:

”Måske har det danske samfund det problem, at vi ikke er sikre nok på, hvor vi selv står, og hvad vi selv står for – hvilke værdier der er de stærke og bærende danske værdier. Dér ser jeg en central opgave for de folkeoplysende organisationer. De skal være tilstede og fastholde en diskussion om værdier.”

De fleste vil nok finde det ret svært at være lodret uenig i de værdier, som fremhæves af DFS: ytringsfrihed, åbenhed, tolerance, tillid og ligeværd. Men værdierne kan tolkes forskelligt. Med flygtningeinitiativet "folkeoplysning for og med flygtninge" og med tilhørende udsagn om, at man kan blive menneskeligt rigere af at møde fremmede, har DFS leveret en tolkning.

"Vi satte det i gang for et års tid siden. Det var inden, det hele eksploderede, men vi oplevede, at flygtningedebatten var ved at køre af sporet, og vi fandt, at det i høj grad var et spørgsmål om folkeoplysning at få den rettet op” siger Per Paludan Hansen og fortsætter:

”Der findes 25 tænketanke i Danmark, og vi overvejede på det tidspunkt, om vi også skulle lave én om folkeoplysning. Men vi kom frem til, at vi hellere ville bringe de eksisterende ressourcer i spil og nyttiggøre dem i forhold til flygtninge. Det kom til at dreje sig om at bidrage til integration – foreningsverdenen er et oplagt sted at møde nye mennesker i et fremmed land – og om at lære af de mennesker, som kommer hertil. Integration går begge veje. Det konkrete arbejde foregår i lokalafdelinger af vores medlemsorganisationer. De inviterer til foredrag med vidende mennesker med forskellig kulturel baggrund, og de tager særlige initiativer i områder, hvor der kommer mange flygtninge. Det har ført til velbesøgte møder. Og det har ført til, at organisationerne har fået flere medlemmer med anden etnisk oprindelse end dansk."

Hvor kommer pengene fra?

”Der er ikke søgt penge fra nationale kasser. Det hele køres lokalt. Der skal nok være nogen, som har lavet aftaler med deres kommune. I Roskilde er det blevet besluttet, at alle yngre asylansøgere skal på højskole – det kan en lokalafdeling af en oplysningsorganisation jo ikke betale, og hvor der er udgifter, skal de dækkes på en eller anden måde. Men overordnet har vi ikke tænkt i tilskuds- og reguleringsbaner. Det har drejet sig om at dække et behov og få kræfter i spil. Det gør man ikke ved hele tiden at spørge om lov og søge tilskud, før man går i gang. Vores budskab har været, at folk bare skulle gå i gang og invitere flygtninge indenfor. En smule civil ulydighed i forhold til det regulerende skader nok ikke innovationskraften,” siger Per Paludan Hansen.

Drejede flygtningeinitiativet sig alene om at bidrage konstruktivt og sende positive signaler ud i verden, eller var det også tanken at sende et signal til egne rækker, bare for en sikkerheds skyld?

"Der var nok også en skjult dagsorden, der handlede om os selv, men vi har oplevet det glædelige, at alle har bakket op om initiativet."

Den fysiske forsamling
Det var bekymring for forsamlingsfriheden, der bragte DFS til verden, og den fysiske forsamling spiller fortsat en central rolle i Per Paludan Hansens opfattelse af aktivt medborgerskab. Det samme gælder det vedvarende og langsigtede arbejde, som ydes af foreninger. Men man skal ikke forsøge at pådutte ham et modsætnings- eller konkurrenceforhold til andre typer aktiviteter. At der skal være mere plads til aktivisme er tilmed et af DFS' programpunkter.

"Vores flygtningeinitiativ trues ikke af en gruppe som Venligboerne, tværtimod. Det er fint, at en sådan gruppe skyder op og fylder meget en tid. Vi byder det velkommen, har haft dem på besøg og ladet os inspirere. Hvis vi ikke gjorde det, ville vi have et problem. Det er ikke en konkurrence. Men det, som skyder hurtigt op på en konkret foranledning, kan også hurtigt gå i sig selv igen. Så er foreningerne der stadig og arbejder videre med flere erfaringer,” siger Per Paludan Hansen og fortsætter:

”Jeg synes, man skal passe på med forfaldsteorier om det traditionelle foreningsliv. Det er blevet hævdet, at unge er tilbøjelige til at afvise deltagelse i bestyrelsesarbejde, men det er der næppe belæg for. Det stemmer heller ikke med vores erfaringer. De går ud på, at vores organisationer i det store og hele fungerer og kan forny sig. Af og til er der selvfølgelig nogle, som har problemer, men der er ingen grund til alarm."

"Hvis vi ønskede en konflikt mellem det fysiske og det virtuelle, kunne vi nok få den, men jeg ønsker den i hvert fald ikke," siger Per Paludan Hansen. 

 

 

Heller ikke de fysiske forsamlinger og de virtuelle møder på sociale medier opfatter Per Paludan Hansen som rivaler. Der er, mener han, ikke noget, som kan konkurrere med det fysiske møde mellem mennesker.

"Sociale medier kan gøre det nemmere at aftale, hvornår man skal mødes fysisk. De kan give kontakter, der fører til, at folk faktisk mødes. De kan også generere nye former for aktiviteter. Men det er da kun nogle specielle nørder, der kun kan være sammen med andre virtuelt,” siger Per Paludan Hansen:

”Et af vores særlige bidrag til oplysning er, at vi medvirker til, at folk faktisk mødes. Det gør en forskel. Sociale medier er ikke en værdig modstander. Hvis vi ønskede en konflikt mellem det fysiske og det virtuelle, kunne vi nok få den, men jeg ønsker den i hvert fald ikke og vil hellere se på samspillet som en dynamik. Og dynamik har vi brug for, hvis vi skal videreudvikle traditionerne. Vores største risiko er nok, at vi bliver for pæne."

Og brudflader mellem generationer med forskellige livserfaringer? Er det også et falsk problem, eller skal der tages højde for det, hvis det hele skal blive ved at hænge sammen?

"Jeg tror ikke, at vi blot er udfordret af brudflader mellem generationer. Det er mere kompliceret. Er der mon ikke også en brudflade mellem land og by – mellem det som med et forfærdeligt udtryk kaldes 'den kreative klasse' og andre grupper i samfundet? Det er en samtale om forskellige livssyn, som vi ikke har haft i tilstrækkelig grad. Måske mærker vi forskellene indirekte, hver gang der stemmes om forholdet til EU. Samtalen om holdningerne til EU er i øvrigt også i sig selv forsømt. Der er mange forsømte samtaler," siger Per Paludan Hansen.

Oplysning og forskellighed
I flygtningeinitiativet mødes opfattelser af det folkelige og det oplysende, som Per Paludan Hansen kan skrive under på. Det er opfattelser, som forbinder det politiske og det kulturelle og kan gå i spænd med et motto om demokratisk dannelse. Men også oplysningsbegrebet er en tung sag at have i bagagen, med tolkningsmuligheder, der strækker sig fra det neutralt beskrivende og formidlende over til det missionerende eller agitatoriske, og fra betoning af historie og kultur til teknologifascination. For at det ikke skal være løgn, var DFS' første udgivelse i 1942 ”Dansk Folkeoplysning” – en forkortet genudgivelse af en bog, der i 1929 udkom under titlen ”Dansk Folkeopdragelse”.

”I dag ville vi jo ikke tale om opdragelse. Og det er da rigtigt, at nogle oplysningsbestræbelser kan få et missionerende præg, men jeg tror, at vi gør klogt i at fastholde en bredde, som også muliggør, at vi hele tiden kan søge at finde kanterne. Det gør vi gennem samtaler, hvor vi også kan udfordre hinanden i værdispørgsmål,” siger Per Paludan Hansen og fortsætter:

”Jeg tror på det mangeartede og på muligheden for at flytte sig. Vi har grænseforeningen som medlem. Den har fokus på livet i grænselandet mellem Danmark og Tyskland. Lige efter krigen havde den 200.000 medlemmer og var en indsamlingsorganisation, hvis formål var at støtte de fattige danskere i Sydslesvig. I dag er de ikke så fattige endda i Sydslesvig, men de har en lang kulturmødehistorie, som også er en folkeoplysningshistorie. Så de har flyttet sig fra at være en indsamlingsorganisation til at være en oplysningsorganisation, og så blev de medlem af Dansk Folkeoplysnings Samråd.”

Sådan er der også andre, der har flyttet sig, og det giver tilsammen et broget billede, pointerer Per Paludan Hansen.

”Vi har en lille medlemsorganisation, der hedder Grønne Familier, som ønsker at formidle oplysning om, hvordan vi bedst muligt kan leve økologisk og i pagt med naturen. Det er et smukt folkeoplysende sigte – men det er jo et helt andet end det sigte, man finder hos de højskoler og efterskoler, der har et stærkt religiøst fundament. Vi er så forskellige. Op til den seneste EU-folkeafstemning den 3. december var flere af vores medlemsorganisationer aktive uden nødvendigvis at lægge op til det samme afstemningsresultat. Jeg ville ønske, at forskellene trådte mere tydeligt frem. Det er en styrke, både for DFS og for de enkelte organisationer, at vi har forskellige værdimæssige afsæt."

Mens DFS som 25-års jubilar altså glædede sig over gnidningsløst samarbejde, kunne den 75-årige godt tænke sig en smule mere stridbarhed.

”Ikke af den slags, som bare er en merkantil kamp om antal deltagere i engelskkurser, men om værdier – ja. Det kan blive for gnidningsløst. Mulighederne for dynamik ligger i forskelligheden. Den skal udnyttes,” siger Per Paludan Hansen og uddyber:

”Jeg ser et behov for, at vi bærer vores værdier mere synligt. Det gælder også, ja måske ikke mindst, religiøse værdier, som det virker som om, mange har svært ved at forholde sig til. Et stort flertal er medlem af Folkekirken og bruger den som omdrejningspunkt for livsbegivenheder, men ikke til ret meget andet. Jeg tror, at det er sjældent, at medlemskabet bruges som udgangspunkt for refleksion over egne værdier og forholdet mellem den enkelte og fællesskabet. Men populisme får alt for let vind i sejlene, hvis vi ikke ved, hvor vi selv står. Samtalen om religion er en af de forsømte samtaler."

Det er en repræsentant for det mindretal, der ikke er medlem af Folkekirken, som sidder over for Per Paludan Hansen – og hun kolporterer tilmed prompte en fordom om stærkere religiøsitet blandt flygtninge og indvandrere end i det traditionelt danske. Men det er Per Paludan Hansen ikke overbevist om, og det er i øvrigt slet ikke den diskussion, han efterspørger. Det er derimod de religiøse værdier, som folk går og putter med i det traditionelt danske, som han gerne vil have frem i lyset og drøftet.

”Mange forestiller sig, at de, der kommer her, er dybt religiøse. Men hvor meget belæg er der egentlig for det? Hvad ved vi egentlig om det? Er det en ide, som udspringer af forskellige måder at klæde sig på? Vores flygtningeinitiativ har blandt andet til formål at gøre det lettere faktisk at møde de tilrejsende. Jeg mener, at vi samtidig har behov for at blive klar over vores egne religiøse værdier og for at gøre dem til genstand for samtaler," siger Per Paludan Hansen.

 

Gitte Meyer er seniorforsker ved CBS Center for Civilsamfundssstudier. Hun har arbejdet 25 år som journalist, før hun for 15 år siden flyttede ind i forskningsverdenen. I denne serie af samtaler om og med foreningsdanmark lægger hun op til diskussion om de ord og begreber, vi bruger, når vi taler om civilsamfundet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Per Paludan Hansen

Sekretariatsleder, LOF's landsorganisation, formand, Dansk Folkeoplysnings Samråd, bestyrelsesmedlem, International Council for Adult Education
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1994)

0:000:00