Frivilligt arbejde forlænger dit liv – og andre hurrahistorier fra civilsamfundet

UGEREVY: Hvorfor skal det hele altid være så surt? Her er en konstruktiv, optimistisk overflyvning af det civile Danmark, næsten uden mislyde. 

Idrætsforeningerne lever og har det godt, og frivillige lever længere end andre. Hvad mere kan man ønske sig?
Idrætsforeningerne lever og har det godt, og frivillige lever længere end andre. Hvad mere kan man ønske sig?Foto: Colourbox
Carsten Terp Beck-Nilsson

Hurra, det er mandag, og en ny uge er begyndt. Godt begyndt endda.

For her på Altinget har vi kastet os ud i det, vi i pressen kalder konstruktive nyheder, for at sikre, at du kan danse rundt på lyserøde candyfloss-skyer til tonerne fra en ren lykkepille af et civilt overblik, proppet med jubel og skønsang.

Nå, så kom der lige en bus. Men det skal ikke have lov at spolere det gode humør. For der er så mange gode nyheder, der maser sig på. For eksempel historien om, at ungdommens kilde er opdaget. Frivilligt arbejde er ganske enkelt kuren mod alderdom. Hva'ba!

Det er videnskab.dk, der på baggrund af et nyt studie af mere end 40.000 mennesker kan berette, at de, der laver frivilligt arbejde, har en fem år yngre krop end dem, der ikke laver frivilligt arbejde.

”Denne direkte kobling mellem frivilligt arbejde og helbred er yderst statistisk signifikant, så associationen kan ikke være et tilfælde,” siger hovedforfatter til studiet, Jens Detollenaere fra Ghent University i Belgien.

Læs mere om studiet på dansk her – eller hos ScienceDaily her.

Imens iler vi videre, muntert fløjtende, til den næste historie, der også handler om frivillighed. For ikke nok med at det forlænger livet; det er samtidig den eneste vej til bedre velfærd.

Det er budskabet i bogen ”Rodskud – Venligboere, nærvarme og trivselstanter. Hvordan lokale fællesskaber genskaber velfærden”, der er skrevet af de to socialdemokratiske lokalpolitikere Jacob Bundsgaard og Johannes Lundsfryd sammen med formanden for Frivilligrådet, Vibe Klarup.

I en lang artikel på Ugebrevet A4 folder trekløveret det glade budskab ud.

”Der ligger et kæmpepotentiale og en enorm drivkraft, som kan omsættes til værdi og livskvalitet for borgerne,” siger Jacob Bundsgaard blandt andet i artiklen.

I den kommende uge bringer vi i øvrigt en anmeldelse af bogen, skrevet af Marianne Jelved (R).

Fribillet til de fattige 
Uha, hvor det luner. Det er skønt, at vi har et foreningsliv, hvor store som små kan gøre livsforlængende samfundstjeneste.

Og i Taastrup får de små nu en lettere vej mod et bedre (og længere) liv. En forening, der formelt bliver stiftet tirsdag, vil nemlig arbejde for at give børn i økonomisk dårligt stillede familier mulighed for at deltage i foreningslivet.

Initiativet til foreningen ”Broen i Taastrup” kommer fra beboerrådgiver Helle Hyldtoft, som har fundet kommunal støtte på 110.000 kroner. Nu skal hun ud og hente flere midler hos erhvervsdrivende og privatpersoner, skriver boligselskabet KAB her.

Halløj, hvor det går. De frivillige lever længe, og idrætsforeningerne har det godt. Det sidste udsagn er konklusionen på en stor undersøgelse, som Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på SDU har gennemført blandt 3.631 idrætsforeninger.

Langt hovedparten af de medvirkende foreninger ser lyst på fremtiden. Og det stemmer fuldstændig overens med den opfattelse, direktør for Dansk Idrætsforbund Morten Mølholm Hansen har.

”Foreningsdanmark er fyldt med idrætsglade danskere, engagerede frivillige trænere og ledere og ikke mindst et væld af idrætstilbud,” siger han her.

Men hov, hvad er nu det? Her går det så fint, og så er der straks nogle licensfinansierede lyseslukkere, der skal være sure. Kontingenter er ikke nok til at dække foreningernes udgifter, så de må ud at finde fondsmidler for at få økonomien til at hænge sammen, skriver DR her.

I Silkeborg Kommune er Gødvad GIF for eksempel på jagt efter fondsmillioner til køkkenfaciliteter og omklædningsrum i en ny idrætshal. Men her i Danmarks allerdejligste nyheder kan vi berolige eventuelle ængstelige sjæle med, at foreningen får kvalificeret hjælp til sit fondsfiskeri fra en konsulent med forstand på de dele.

”Her i foreningen er ressourcerne knappe på det område, og der er folk, der har bedre forstand på det, end vi har,” siger foreningens formand, Kjeld Facius, i artiklen her.

Pyha, så fik vi manet den automatiserede licenssyrlighed i jorden igen.

Fondsfinansieret fjernsyn
Og i øvrigt har DR ikke noget at lade nogen høre. De er selv ude at ringe på dørklokkerne hos de store fonde, mukker Politiken i en artikel med overskriften ”Sådan køber man sig adgang til DR”.

Historien er kort fortalt, at det er noget lettere for en TV-producent at få sendetid til en programrække på DR, hvis man medbringer en pose penge. Og her kommer fondene ind i billedet. For eksempel betalte Nordea-fonden 80 procent af udgifterne til første runde af programserien ”Rigtige Mænd”.

Nu, hvor anden runde er på vej, har fonden igen haft pengepungen fremme, denne gang dog ikke til selve programmerne, men kun til de aktiviteter, de rigtige mænd (her i underbukser og sokker) bliver ført igennem.

Nordea-fonden har besluttet, at den ikke længere støtter tv-produktioner, fortæller kommunikationschef Tine Wickers.

”Vi støtter frivillige og organisationer, som skaber folkeligt engagement, som får folk til at svede eller få jord under neglene. Og så kan de organisationer vælge at samarbejde med DR om produktionsdelen. DR er så stærke og professionelle på produktion, at det må de selv stå for,” siger hun i artiklen her.

I denne opfølgende artikel spørger Politiken vrantent, hvorfor DR partout skal gå tiggergang hos fondene?

Til det svarer konstitueret underdirektør i DR Medier Lars Høgsberg:

”Jeg ved ikke, om jeg køber præmissen om, at vi går tiggergang. Men det gør vi, fordi loven giver mulighed for det. Og det giver os mulighed for at få vores indhold ud at leve og sætte nogle dagsordener. Og fordi der et ønske om, at DR skal lave samarbejder for at komme bredere ud.”

Jamen så er der jo ikke noget at komme efter.

Et partnerskab, en ny direktør og en sur professor
I det hele taget er det ikke let at få de civile arme ned. Og hvorfor skulle man i øvrigt også det, når der er så meget at glædes over?

For eksempel har Ikea og FN's børnefond, Unicef, indgået et partnerskab, der skal styrke trivslen for omkring 9.000 børn rundt omkring i Danmark og give dem en bedre skoledag.

Det sker ved at skabe 12 såkaldte rettighedsskoler, hvor børnerettigheder bliver en del af elevernes hverdag. Sådan er det allerede på Langelinieskolen i København, hvor trivslen er gået helt til tops. ”Både elever og lærere får en bedre skoledag, når børnerettigheder er en aktiv og naturlig del af måden, skolen bliver drevet på. Derfor er vi meget begejstrede over, at Ikea ser potentialet i rettighedsskolerne og nu går sammen med os om at skabe 12 nye rettighedsskoler,” jubler Steen M. Andersen, generalsekretær i Unicef Danmark, her.

Og næh, se nu, om ikke også Lego Fonden har fået ny direktør – og sågar en med forstand på finanser. Det er nemlig John Goodwin, Legos nuværende økonomidirektør, der får posten. Han havde ellers meddelt, at han ville forlade Lego-koncernen til juni for at beskæftige sig med velgørenhedsarbejde. I stedet indtager han 1. april direktionskontoret i fonden, skriver Vejle Amts Folkeblad. Og det kan man jo dårligt surmule over.

Men der er jo folk, som er eksperter i at finde hår i suppen. Tag nu for eksempel denne professor Boje fra RUC.

Så laver Deloitte en fin undersøgelse, der viser, at ledige er længere tid på dagpenge, hvis de laver frivilligt arbejde i ledighedsperioden.

Men bliver professoren glad for det? Næh, nej. Som en anden jammerkommode begynder han straks at kværulere over, at data er svage, og metoden er problematisk, og at studiet i det hele taget ikke er spor velegnet til at sige noget som helst om noget som helst.

“De kommer med vidtgående konklusioner, som ikke holder på det spinkle materiale, som de har,” pointerer Thomas P. Boje i artiklen her, hvor den knarvorne professor sågar knurrer over, at væsentlige oplysninger er gemt bort i en fodnote.

Deloitte har ikke ønsket at kommentere kritikken. Og det kan man vel ikke fortænke dem i, når folk sådan render rundt og fuldt bevidst strinter på deres sukkermadder.

Den slags er bedre at lægge bag sig.

Ugen, der kommer
Så det gør vi og kigger i stedet frem mod en vidunderlig uge – fuld af civilspas og ramasjang.

Tirsdag er der ansøgningsfrist på den pulje på 21 millioner kroner, som Socialstyrelsen har sat af til at finansiere driften af frivilligcentre i 2017. Ansøgningen skal være indleveret klokken 12.

Og senere på dagen afholder CISU kursus i aflæggelse af regnskab for projektbevillinger. Det foregår hos CISU i Klosterport 4A, 3 i Aarhus fra 16.30 til 19.30.

Kan du ikke være med tirsdag, kan du i stedet snuppe kurset i København torsdag. Det er i Vartov i Farvergade 27.

Onsdag 8.30 til 10 uddeler Peter Mose og Susanne Hegelund tips og tricks til, hvordan du bliver en god lobbyist. Det foregår hos Altinget i Ny Kongensgade 10 i København.

Samtidig afholder Ingerfair et såkaldt To Go Seminar om aktivitetsudvikling og involvering af frivillige. Det foregår på SOHO på Flæsketorvet 68 i København. Og seancen bliver gentaget dagen efter på samme tid i MarselisborgCentret, P.P. Ørums Gade 11, Bygning 8 i Aarhus.

Torsdag klokken 9.30 afholder Dansk Industri, Danmarks Grønne Investeringsfond og Advisory Board for Cirkulær Økonomi konference om potentialet i cirkulær økonomi. Det foregår i Industriens Hus på H.C. Andersens Boulevard 18 i København.

Og 9.45 inviterer Fonden for Social Ansvar til konference om frivillighed på det sociale område med blandt andre Børne- og socialminister Mai Mercado (K) blandt deltagerne. Det foregår i Egmonthallen på Nationalmuseet i Ny Vestergade 10 i København.

Nu er der ikke flere glædestårer at fælde. Vi er løbet tør.

Men bare rolig; vi forventer en lind strøm af civile jubelscener hele ugen igennem. Så læs med igen på mandag.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00