Frivilligt Forum: Civilsamfundet har mange arenaer

Af Johs. Bertelsen
Formand for Frivilligt Forum

Tak til Frederik Boll, direktør i Ingerfair, for at have taget handsken op efter, at vi i Frivilligt Forum besluttede at nedlægge os selv for at ”ryste posen” og for netop at få en diskussion af, hvordan vi i civilsamfundet og i den frivillige verden kan forvalte vore kræfter med størst mulig indflydelse og effekt.

Påstand kan ikke legitimeres økonomisk
Frederik Boll foreslår i et indlæg på Altinget en ny infrastruktur på 3 niveauer struktureret dels i et nationalt videnscenter, fem regionale kompetence- og væksthuse samt 98 frivilligcentre organiseret som "forandringsfabrikker" med én i hver kommune.

En struktur, som skal dække hele civilsamfundet og være et inspirations-, udviklings-, og styringsgrundlag for den fremtidige civilsamfundsudvikling. Og en struktur som efter Bolls forslag i højere grad skal være medlemsfinansieret og dermed også med større beslutningsret over både egne og offentlige puljemidler.

Vi må som aktører i civilsamfundet ikke tabe blikket for, at det er gennem engagementet og de politiske diskussioner, at vi holder civilsamfundet i live.

Johs. Bertelsen
Formand for nedlagte Frivilligt Forum

I forbindelse med forslaget foreslås en nedlæggelse af Frivilligrådet samt, at midlerne til det nuværende Center for frivilligt socialt arbejde bruges på udviklingen af de foreslåede 5 regionale centre. Det ligger således i Frederik Bolls forslag, at han mener, at den frivillige sociale verden hidtil har fået for stor opmærksomhed på bekostning af den øvrige frivilligsektor. En påstand, som i hvert fald ikke kan legitimeres økonomisk, da den frivillige sociale sektor i den grad er lillebror i forhold til de midler, som tilføres kultur- og idrætssektoren. 80 % af tipsmidlerne fordeles således af Kulturministeriet til netop disse sektorer.

Fire parametre
Selv om der er spændende tanker i Bolls forslag, er der dog efter min mening tale om en lidt for systemisk tænkning, som ikke er i stand til at rumme civilsamfundets kompleksitet. Skal man indkredse civilsamfundets udfoldelsesrum i dag bør der skelnes imellem i hvert fald fire forskellige arenaer:

- Medborgerskabets arena

- Foreningernes og organisationernes arena

- Den professionelle NGO-arena

- Den politiske arena

Disse fire arenaer lapper selvfølgelig på en del områder ind over hinanden, men har samtidig alle særlige karakteristika, som det er nødvendigt at forholde sig til, hvis man vil tegne et helt billede af civilsamfundets potentialer og udfordringer.

Medborgerskabets arena
Medborgerskabets arena har i disse år udviklet sig til en mangfoldighedens arena, hvor frivillighed, borgerdeltagelse og brugerindflydelse er blandet op i en lang række aktivitetsformer, som rækker lige fra almindelige fritidstilbud til engagerede borgerbevægelser. Denne arena er både serviceret af foreninger og er selvorganiseret, og den er primært karakteriseret ved, at medborgerskabet udvikles som løsning af fælles problemer eller som reaktion på politiske udfordringer.

Det strukturelle ansvar for medborgerskabet er primært kommunernes. Ikke, at de skal organisere det - slet ikke. Men de har ansvaret for, at der findes den nødvendige infrastruktur (lokaler, transport, it-netværk, økonomiske midler), så medborgerskabet kan udfolde sig på egne præmisser.

Medborgerskabet er som katten sin egen, og det er netop medborgerskabets styrke, at her bygges samfundet op nede fra direkte ud fra borgernes erfaringer og ønsker.

Foreningernes og organisationernes arena
Denne arena er den, som vi normalt forbinder med det organiserede frivillige arbejde, og som på en del områder er udfordret af medborgerskabets arena.

De frivillige organiserer sig i stigende grad, hvor det passer dem: Måske slet ikke, måske under kommunen eller måske i en frivillig forening. For foreningerne er det derfor blevet en stigende udfordring både at rekruttere og organisere de frivillige. Til understøttelse af dette findes der efterhånden en lang række kurser udviklet enten af konsulentfirmaer, eller det sker gennem den nuværende frivillighedsinfrastruktur baseret på Frivilligrådet, Center For Frivilligt Socialt Arbejde og Frivilligcentrene.

Det er primært på dette område, Boll lægger op til en ny infrastruktur.

Hvad angår elementerne i Bolls strukturforslag, er jeg enig i, at der er behov for et overordnet formidlingsled både ind mod den frivillige verden og ud mod samfundet. Boll foreslår en medlemsfinansieret tænketank til erstatning for Frivilligrådet. Mere logisk ville det måske være at erstatte Frivilligrådet med den norske model, hvor alle de norske NGOer er organiseret i den demokratiske paraplyorganisation, Frivillighet Norge, og, hvor man samtidig har et norsk forskningscenter for frivillighed og civilsamfund (Senter for forskning på sivilsamfunn og frivillighet).

Dette ville dels give en national paraplyorganisation den nødvendige politiske og demokratiske legitimitet og samtidig fastholde det offentlige på at finansiere et frit og uafhængigt forskningscenter.

Hvad angår Bolls forslag om regionale kompetence- og væksthuse, er der risiko for, at det vil blive et organisatorisk og bureaukratisk mellemniveau, som vil have vanskeligt ved at erstatte det nuværende udviklingsarbejde på området. Det er mit indtryk, at mange landsdækkende NGOer er dækket ind med egen kompetenceudvikling på deres specifikke områder. På det frivillige sociale område dækker Center for Frivilligt socialt arbejde et vigtigt behov for støtte til opkvalificeringen af den brede frivillighed. Dog er centeret desværre på resultatkontrakt med Socialstyrelsen og ikke med de frivillige sociale organisationer, hvilket betyder, at centeret ikke kan have den civile tænketanksfunktion, som det frivillige sociale arbejde kunne have meget gavn af.

Her kunne et større armslængdeprincip være ønskeligt.

Endelig foreslår Boll, at frivilligcentrene bliver mere aktive lokale aktører, som formidler lokale forandringsprocesser. Han kalder det "forandringsfabrikker". Man kunne også kalde det civilsamfundslaboratorier, og der er ingen tvivl om, at det kunne være fint, hvis frivilligcentrene i stigende grad kunne være med til at stimulere sådanne processer. Det kræver bare en stærkere NGO-styrke bag frivilligcentrene, end vi ser i dag. Erfaringerne med samskabelsen viser, at det primært er kommunerne, som sætter dagsordenen i samarbejdsprocesserne.

Frivilligcentrene fungerer som neutrale rammesættere, og som delvist finansieret af kommunerne har de vanskeligt ved at sætte spørgsmål ved kommunernes dagsorden.

Den professionelle NGO-arena
Denne arena har aldrig rigtig fået synliggjort og italesat sit eget potentiale. Den består af en lang række mellemstore og store NGOer, som er karakteriseret ved at have både fastansatte og frivillige i deres medarbejdergrupper og, som på en række, især sociale og sundhedsmæssige områder, yder en professionel indsats.

I kraft af deres placering i civilsamfundet og med deres kombination af både faste og frivillige medarbejdere har de en særlig NGO-faglighed, som betyder, at de løser opgaverne på en anden måde end en tilsvarende offentlig indsats. Ideelt set er de på borgerens side og kan sætte mennesket først overfor det økonomiske system. Og dermed rummer de også et kritisk potentiale, som tidligere var en indforstået del af disse NGOers selvforståelse.

De professionelle NGOer trækker i begrænset grad på den ovenstående infrastruktur, som primært har fokus på ledelse og uddannelse af frivillige. Dels har NGOerne ofte egne uddannelsesaktiviteter, og dels er de fastansatte uddannet på mellemlange og lange uddannelser lige som de offentligt ansatte. Udfordringen for denne arena er sammen med det offentlige at udvikle en fælles forståelse af, hvornår den særlige NGO-faglighed kan løfte sociale og sundhedsmæssige opgaver på bedre og mere hensigtsmæssig måde end det offentlige.

Dette kræver fælles efteruddannelsesaktiviteter på tværs af NGOernes ansatte og de offentligt ansatte. Og det kræver et stort informationsarbejde overfor de kommunale politikere.

Den politiske arena
Den politiske arena har tabt voldsomt terræn i de senere år, hvilket også var én af grundene til, at vi besluttede at nedlægge Frivilligt Forum. Vi oplevede, at det værdibetonede og kritiske frivillige sociale arbejde tabte i betydning til det mere aktivitetsorienterede arbejde.

Det betyder imidlertid ikke, at der ikke er grund til at få diskuteret, hvordan civilsamfundet, medborgerskabet og de frivillige organisationer igen kan få større politisk betydning. Ikke mindst på det sociale og sundhedsmæssige område er dette en vigtig diskussion. Boll vil gerne gøre op med sektoropdelingen mellem de forskellige frivillige områder, men dette, mener jeg, er helt forkert set i en politisk sammenhæng.

Her er der stor forskel på, om man går til fodbold eller fører en politisk kamp, som skal forsvare borgerne mod alle de reformer, som i disse år er med til at støde udsatte borgere længere og længere ud af samfundet. Boll ønsker derfor heller ikke et nyt Frivilligt Forum, men det kan jeg kun give ham ret i ud fra den betragtning, at Frivilligt Forum bør erstattes af et bredere Kritisk Socialt NGO-Forum, som i form af aktive borgere, frivillige organisationer, faglige organisationer og kirkelige organisationer kan danne fælles front mod den langsomme nedbrydning af velfærdssamfundet og samtidig være med til lægge kræfter i en ny og mere bæredygtig udvikling.

Der har på det seneste været luftet perspektiver om en ny koalition i Folketinget bestående af Enhedslisten, Alternativet og SF. Hvis disse partier kendte deres besøgelsestid, ville de være langt stærkere optaget af potentialerne i civilsamfundet og mulighederne for at spille sammen med civilsamfundet i situationer, hvor der skal lægges pres på de tre store midterpartier Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti.

Dette kræver ganske vist samtidig, at der blandt de frivillige sociale organisationer udvikles en større bevidsthed om fælles politikudvikling. Her er vi i alt for høj grad vidne til, at man som NGO er interesseorganisation for sin egen snævre målgruppe, medens der kun i meget ringe omfang foregår en fælles politikudvikling på et mere generelt niveau med henblik på at udvikle en mere bæredygtig social- og sundhedspolitik.

Lidt det samme kan siges om de faglige organisationer, som også på en række områder ville kunne have stor gavn af at se ud over deres egen faggruppe og af at indgå i et tættere samarbejde med de frivillige organisationer.

Civilsamfundet har brug for en stemme
Boll skriver, at civilsamfundet har brug for en stemme. Men efter hans mening må den ikke være politisk. Det skal være en lobbyistisk stemme, som advokerer for civilsamfundets ret til medbestemmelse på de områder, som angår civilsamfundet.

For så vidt har han ret i den forstand, at der altid skal argumenteres for, at civilsamfundet som sådan er en vigtig demokratisk spiller i vort demokrati. Men samtidig må vi som aktører i civilsamfundet ikke tabe blikket for, at det er gennem engagementet og de politiske diskussioner, at vi holder civilsamfundet i live. Derfor er det ikke nok at diskutere infrastruktur. Vi er også nødt til hele tiden at holde fokus på engagementet, og hvad vi vil med demokratiet.