Globalt Fokus: Brug FN-kandidatur til at forsvare menneskerettighederne

Af Peter Christiansen og Mathias Ljørring
Henholdsvis sekretariatsleder og politikmedarbejder i Globalt Fokus

Danmark kandiderer som bekendt for en plads i FN’s Menneskerettighedsråd. Det vil være oplagt, at Danmark stimulerede dette kandidatur med i praksis at vise, at vi har fokus på rettigheder generelt og borgers ret til at organisere sig, ytre sig og samle sig – og dermed aktivt deltage i demokratiseringen af deres samfund.

Læser man på hjemmesiden for Danmarks kandidatur til rådet, fremgår det således af opstillingsteksten, at menneskerettighederne skal udgøre ”en hjørnesten i internationale og nationale samfundsstrukturer”.

Handlinger fremfor ord
Dette er en målsætning, som man kun kan være enig i, men hvis vi mener vores kandidatur til FN’s Menneskerettighedsråd alvorligt, må vi i langt højere grad gøre menneskerettighederne til pejlemærke for vores egen politik – ikke mindst udenrigspolitikken. Dette indbefatter ikke blot, at vi italesætter vigtigheden af menneskerettighederne som både mål og middel for mere fredelige og retfærdige samfund, men også at vi selv formår at navigere herefter.

I weekenden har Marcus Knuth fra Venstre, med afsæt i EU’s grænseagentur Frontex’ udtalelser, problematiseret, at NGO’erne forsøger at træde til og redde menneskeliv i Middelhavet. I en global krise, hvor den europæiske politiske ledelse har svigtet så kolossalt, bliver det nu problematiseret, at enkelte organisationer forsøger at symptombehandle og sikre en lidt mindre farefuld færd over havet.

Argumenterne vender kausaliteten på hovedet – og er yderst farlige som politiske pejlemærker. Det er åbenlyst, at disse initiativer er modsvar på, og ikke årsag til, at folk forsøger at krydse Middelhavet, og udtalelser som disse tjener derfor primært det formål at delegitimere organisationernes arbejde – arbejde, som ubestrideligt redder menneskeliv.

Vi skal bruge vores rolle som kandidat til FN’s Menneskerettighedsråd offensivt og lade det være anledningen til at skærpe Danmarks profil på området.

Peter Christiansen og Mathias Ljørring
Globalt Fokus

I forrige uge kom det frem, at dansk overvågningsteknologi med Erhvervsstyrelsens og Udenrigsministeriets godkendelse og støtte er blevet solgt til repressive regimer på den arabiske halvø. Dette er sket på trods af EU-regulering, som netop skal vurdere risikoen for anvendelsen af produktet i forhold til menneskerettighederne. Som flere eksperter i medierne har peget på, er dette en helt oplagt risiko i forhold til eksport af overvågningsteknologi til for eksempel Saudi Arabien.

Slinger i den danske menneskerettigheds-vals
I opstillingsteksten til FN-kandidaturet hedder det sig, at Danmarks bidrag til rådet i høj grad vil bygge på mange års erfaring som bistands- og udviklingspolitisk aktør. Der er ingen tvivl om, at Danmark på denne bane har meget at byde ind med, men også her har vi på det seneste set eksempler på slinger i valsen.

Således meldte udenrigsminister Anders Samuelsen først i juni ud, at man indstiller udbetalingen af danske bistandsmidler til en række israelske og palæstinensiske menneskerettighedsorganisationer, indtil resultaterne af en ’grundig gennemgang’ af organisationerne foreligger.

Danmarks støtte til disse organisationer er over flere år givet gennem et donorkonsortium med Sverige, Schweiz og Holland. På denne baggrund er det svært at forestille sig, at man ikke allerede skulle have de rette kriterier for støtten og de rette procedurer på plads, skulle der opstå konkrete udfordringer i samarbejdet.

At gennemføre en sådan undersøgelse kan der selvfølgelig være gode grunde til, men som det har været fremme i både danske og internationale medier, er skridtet først og fremmest taget efter pres fra Israel. Tilsvarende pres er også tydeligt i Bruxelles, hvor organisationer åbenlyst advokerer for, at EU nedtoner sin støtte til menneskerettighedsorganisationer i konflikten.

Det burde være utænkeligt, at den krænkende part i en menneskeretlig konflikt på denne måde kan presse Danmark til at indstille støtten til organisationer, der arbejder med menneskerettigheder i Israel og Palæstina.

Selvfølgelig skal vi være klar til at diskutere og analysere vores rolle som donor i en given kontekst, men at én side i en konflikt søger at delegitimere sin modpart, er helt forventeligt. I stedet bør Danmark forsvare og aktivt støtte menneskerettighedsorganisationernes råderum. Målet med at støtte organisationer, der arbejder med at fremme menneskerettighederne, er jo netop, at det skal sætte de magthavere, der ikke lever op til deres ansvar, under pres.

Kandidaturet skal skærpe Danmarks profil
Sagerne er kedelige eksempler på, at hensynet til menneskerettighederne ofte må vige for andre interesser, når den danske stat skal balancere sin udenrigspolitik. Dette er oplagt et problem i sig selv, men udfordringen understreges af det forhold, at Danmark i øjeblikket kandiderer til en plads i FN’s Menneskerettighedsråd på en platform, der fremhæver tre D’er – Dignity, Dialogue og Development.

Som jeg skrev om 13. juni, er truslerne mod civilsamfundets råderum og befolkningers ret til at forsamles og organisere sig netop en global udfordring. I sådanne politiske situationer er det afgørende, at lande som Danmark går forrest og forsvarer menneskerettighederne og ikke mindst civilsamfundets råderum til at løfte sin rolle i samfundet.

Vi skal bruge vores rolle som kandidat til FN’s Menneskerettighedsråd offensivt og lade det være anledningen til at skærpe Danmarks profil på området. Gribes denne mulighed ikke, eller endnu værre, bliver kandidaturet en anledning til at anlægge en mere bredt appellerende linje, forspilder vi chancen for at indtage den vigtige rolle, vi alle er enige om, Danmark kan og bør spille i FN på dette område.