Debat

Greenpeace: En polarisering af NGO'erne er undervejs

DEBAT: I takt med at statsstøtten svinder ind, vil der ske en polarisering mellem ’business-NGO’er’ og de mere uafhængige, skriver kampagnechef i Greenpeace Julie Koch.

Ida Routhe
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Julie Koch
Kampagnechef, Greenpeace

For mange danske NGO’er er statslige midler afgørende for overlevelse. Det er en afhængighed, der de seneste år har været forbundet med stigende usikkerhed, og organisationerne er derfor sendt ud i en sand kamp for at vinde danskernes hjerter og pengepunge.

Langt de fleste organisationer har nemlig draget erkendelsen, at det kræver private givere bag en given sag for både at opnå relativ finansiel uafhængighed samt organisatorisk robusthed.

Hvor er danskerne, når statsstøtten svinder?
Danmark er et land, der bryster sig af at være et foreningsland med et stort og forbilledligt frivilligt engagement fra befolkningen, lige fra deltagelse i skolebestyrelser over kagebagning og træning af utallige sportshold til ulandsfrivillige. Tilskud fra kommuner og stat har været en vigtig drivkraft til at få foreningslivet til at blomstre. Og trods det at cirka hver tredje dansker er engageret i frivilligt arbejde, er vi samtidig vant til, at staten har det økonomiske ansvar for de mest sårbare i samfundet, både i Danmark og ude i den store verden.

Der vil være ’business-NGO’er’, som er dygtige og effektive leverandører af bestemte ydelser, betalt af den danske stat, EU og store velgørenhedsfonde. Dansk Flygtningehjælp er godt på vej.

Julie Koch
Kampagnechef i Greenpeace

Mens nylig økonomisk krise og politiske vinde synes at udfordre dette, giver Danmarks rangering i World Giving Index ikke umiddelbart håb om, at danskerne uden lige er parate til at træde til og donere tilsvarende flere penge til NGO’erne. Det store spørgsmål er, hvordan NGO-landskabet som en konsekvens af den igangværende udvikling vil ændre sig på både kort og længere sigt.

Polarisering af NGO’er
Jeg tror, vi vil se en polarisering af organisationerne. Der vil være ’business-NGO’er’, som er dygtige og effektive leverandører af bestemte ydelser, betalt af den danske stat, EU og store velgørenhedsfonde. Dansk Flygtningehjælp er godt på vej: “Vi bliver nødt til at se på vores organisation som en virksomhed. Ellers kan vi ikke gøre den forskel for verdens flygtninge, som vi ønsker,” bemærkede generalsekretær Andreas Kamm forleden. Mens Red Barnet eksempelvis har potentiale til at kunne konkurrere med UNICEF om at levere nødhjælp bedst, hurtigst og mest massivt.

En anden type organisationer vil være de uafhængige og aktivistiske organisationer, der ikke modtager statsstøtte, men som arbejder for at skabe synlige resultater, som appellerer til danskerne. Læger uden Grænser, Amnesty og Greenpeace, hvor jeg selv har hjemme, kan regnes til kategorien, mens flere måske vil forsøge sig med en lignende tilgang, i takt med at statsstøtten langsomt svinder ind.

Derudover vil der være organisationer, som er i stand til at kombinere en grad af folkelig opbakning og økonomiske støtte med eksterne bevillinger af forskellig art. Endelig kan andre naturligvis frygtes helt at forsvinde, hvis de hverken lykkes med at mønstre tilstrækkelig forankring blandt danskerne eller effektivitet og volumen som business-NGO’erne.

Ny afhængighed af virksomheder
NGO’erne har set skriften på væggen. Blandt andet derfor afsøger mange derfor nye former for samarbejder med den private sektor. Argumentet er, at NGO’er alene ikke kan ændre verden. Sandt. Men uafhængigheden kan komme under pres. Dels fordi virksomhederne ikke nødvendigvis vil samarbejde med alt for højtråbende NGO’er, der udfordrer strukturerne i vores samfund; dels fordi det vil være næsten utænkeligt, at en given NGO kan kritisere en virksomhed, som man har indgået økonomisk samarbejde med.

I mange af de lande, som udviklings-, menneskerettigheds- og grønne organisationer støtter, vil det være utænkeligt at modtage midler fra staten og samtidig kritisere den siddende regering og det administrative apparat. I Danmark er det heldigvis muligt, dog inden for uudtalte grænser, som NGO’erne skal navigere i. Der er næppe heller en statsstøttet NGO, som kan sige sig fri for indimellem at have lagt bånd på sig selv af frygt for, at kritik vil ramme på pengepungen. Nye finansielle samarbejder med virksomheder kan nu frygtes at lægge endnu større bånd på NGO’erne.

Jeg håber organisationerne vil holde øjnene åbne og stille klare, stærke krav. Og så håber jeg, at danskerne vil støtte organisationers arbejde i en grad, så vi kan holde uafhængigheden højt, uanset politiske vinde og virksomheders forgodtbefindender.

Dokumentation

Altinget: civilsamfund har bedt et debatpanel diskutere, om man som ngo kan modtage offentlig støtte og samtidig bevare sin rolle som kritisk vagthund.

Følg debatten her, og send dit indlæg til [email protected], hvis du også vil være med.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Julie Koch

International direktør, Mellemfolkeligt Samvirke
ph.d. i internationale udviklingsstudier (Roskilde Uni. 2001), m.phil. i latinamerikanske studier (Cambridge Uni. 1995)

0:000:00